Annabellas synsvinkel
"Hvem er han?" spurgte hun.
"Marcus Gunnarsen," svarede jeg: "jeg mødte tilfældigt ham og Martinus i en sportsforretning for et par uger siden. Marcus inviterede mig så ud dagen efter. Vi så hinanden igen her for et par dage siden. Han forkælede mig alt for meget. Købte en masse ting til mig, og han nusser hele tiden om mig. Kysser mig i håret og holder mig i hånden."
"Hvad er problemet med det?" spurgte hun: "han kan tydeligvis godt lide dig. Rigtig meget. Selvfølgelig er du god nok til ham! Det synes han tydeligvis også selv."
"Jeg har nogle problemer, men jeg tør ikke fortælle ham om dem. Hvad nu, hvis han ser anderledes på mig?"
"Hvilke slags problemer?" spurgte Laura sødt. Jeg bed mig i indersiden af kinden, inden jeg svarede.
"Jeg har for nylig fået af vide, at jeg havde en psykisk diagnose kaldet borderline. Jeg har altid vidst, at der var noget galt med mig. At jeg var anderledes. Men at det skulle være det, ødelagde bare alt inden i mig."
Hun bad mig kort forklare, hvad borderline var. Hun sad et øjeblik uden at sige noget. Det var noget af en mundfuld at få af vide. Jeg forstod godt, hvis hun ikke vidste, hvad hun skulle sige. Hun sad med et meget eftertænksomt ansigt, prøvede nok at formulere noget diplomatisk at sige til det, jeg lige havde hældt ud.
"Men fordi du har en diagnose, behøver det jo ikke betyde, at det er en dårlig ting," sagde hun.
"Jeg føler bare, at det ikke er i orden at have en diagnose. Man bliver set skævt på. Man er et udskud," svarede jeg: "ikke fordi man vælger det, men fordi folk gør en til det."
"Jeg ser ikke skævt på dig," sagde Laura med et smil: "jeg synes faktisk, det er sejt, at du tør fortælle mig det her og har så meget tillid til mig. Det er helt sikkert ikke nemt for dig at tale om."
"Det er det heller ikke. Diagnoser er et tabu," sagde jeg: "men det burde det ikke være. Det er en ting, som er overalt i vores hverdag, men som folk vender den anden kind til, fordi de er bange for det. Hvilken garanti har jeg for, at han ikke ville gøre det, hvis jeg gik til bekendelse og fortalte ham om det?"
Jeg fortalte nu også om den første date, Marcus og jeg havde været på, hvor han havde hentet mig ude på den psykiatriske klinik lige efter, jeg havde fået min diagnose stillet. Hvor meget han havde trøstet mig. Ikke mente, jeg skulle have makeup på. At jeg var smuk. Hvor kærlig, han havde været.
"Han er vild med dig. Det tror jeg virkeligt," sagde hun: "han ville nok bare blive glad over, at du viser ham, at du stoler nok på ham til at fortælle noget, der er så følsomt. Jeg tror ikke, han ville skubbe dig væk fra sig. Faktisk, så tror jeg bare, han ville omfavne dig endnu mere og være der for dig."
Jeg sagde ikke noget. Jeg tænkte bare. Marcus Gunnarsen. Søde dejlige Marcus Gunnarsen var måske vild med lille mig. De ord kunne jeg slet ikke få til at hænge sammen i mit hoved. Jeg var jo bare en ubetydelig pige med et fordrejet sind.
Vi sad og talte om lidt forskellige ting. Laura var utroligt nem at snakke med. Jeg var normalt ikke så god til at snakke med folk, jeg ikke kendte. Jeg følte mig altid utroligt akavet og vidste aldrig, hvad jeg skulle sige. Men sådan havde jeg det bare ikke med denne pige, der sad foran mig.
"Bor du her i Oslo?" spurgte hun.
"Ja, det gør jeg," svarede jeg: "jeg går på det gymnasium, der ligger inde ved centrum. På første år. Hvad med dig?"
"Jeg bor sjovt nok også her i Oslo, men jeg går kun i 9. klasse," svarede hun.
Jeg regnede ud, at der måtte være et par år mellem os, hvilket jo var ingenting.
"Alder er kun et tal," sagde jeg: "det definerer ikke, hvem vi er."
"Så sandt," svarede hun: "hvad kan du godt lide at lave, når du ikke er i skole?"
"Jeg skriver bøger, romaner..." svarede jeg.
"Ej, hvor spændende," svarede Laura: "det gør jeg faktisk også."
"Kunne du tænke dig, at vi måske læste nogle af hinandens kapitler?" spurgte jeg langsomt: "altså, jeg har ikke tænkt mig at stjæle dine idéer. Det ville bare være rart at have nogen at dele sine interesser med."
"Ja, det kunne da være sjovt," sagde hun: "det synes jeg da helt sikkert, vi skal."
Hun gav mig sin snap, så vi kunne holde kontakten. Det var første gang, jeg mødte en person på denne måde. Helt spontant. Men jeg kunne rigtigt godt lide hende, og jeg var lykkelig over, at hun også gad mig.
"Han vil gerne have, at jeg tager op og besøger ham i Trofors," sagde jeg pludseligt.
"Ja, hvad tænker du om det?" spurgte hun.
"Altså... jeg vil jo vildt gerne," indrømmede jeg: "han er jo fantastisk, men jeg ved ikke, om jeg tør. Hvad nu, hvis han ikke gider mig alligevel, når jeg kommer derop?"
"Det tror jeg ikke, du skal være bange for. Du skal ikke tvivle så meget på dig selv. Jeg synes, du skal skrive til ham og sige direkte, at du gerne vil besøge ham. Tro mig, han venter på, du skriver det."
"Tror du virkeligt?"
"Ja, det gør jeg," svarede hun.
Den forsikring var nok. Jeg smilede og tog min mobil frem. Jeg ville skrive til ham med det samme. Inden jeg nåede at overtænke det hele en gang for meget. Skulle gøre det nu, mens jeg ikke tvivlede på noget.
Annabella:
Marcus, jeg vil rigtig gerne besøge dig ❤️
--------------------------
Så kom der lige et afsnit mere - håber, I kunne lide det <3
Så tog Annabella sig sgu sammen! Og gjorde det, hun egentligt gerne ville takket være Laura :))
Så må vi se, hvordan det kommer til at gå Annabella i Trofors ;))
Dagens spørgsmål: hvad er jeres øjenfarve?
Glem ikke at stemme og kommentere! <3
- Mathilde <3
ESTÁS LEYENDO
Still Beautiful | Marcus Gunnarsen Fanfiction | ✔
FanficVinder af Bedste Tabu i Danish Fiction Awards 2019 Vinder af Bedste Budskab i Danish Fiktion Awards 2020 Annabella har det svært, men hun vil helst holde det for sig selv. Hun ved, der er noget galt med hende - men ikke hvad. Hun er kæmpe fan af Ma...