Still Beautiful | Marcus Gunnarsen Fanfiction | ✔

Kapitel 67

Annabellas synsvinkel

At tage sig af Marcus var noget, jeg gjorde med glæde. Men det var svært, når jeg selv havde det skidt. Han kunne virkeligt ingenting. Hans nakke var stiv det meste af tiden, og når han skulle kigge på noget, var han nødt til at vende hele overkroppen for at se det.

Jeg havde virkeligt ondt af ham, at han havde det sådan. Han havde tit ondt, og han var på smertestillende det meste af tiden. Jeg vidste godt, det ville gå over igen, men det var bare svært at se på, at ens elskede kravlede rundt på den måde og sagde 'av' for hvert andet ord, de ytrede.

Jeg havde prøvet at holde skansen oppe, men jeg kunne bare ikke mere. Jeg var nødt til at lade mig selv falde. Alt det, der var sket, pressede på. Jeg havde været nødt til at tage mig af Marcus. Det gjorde mig ikke noget. Jeg havde gjort det virkeligt inderligt med glæde. Men den emotionelle rutchebane af, at han havde det skidt, og at jeg selv havde det skidt, var bare blevet for meget.

Da Marcus sad og slappede af inde i sin seng med noget varm te, efter vi var kommet hjem fra endnu en behandling hos kiropraktoren, gik jeg ud på toilettet. Jeg lukkede hurtigt døren og rev min trøje over hovedet, og bukserne fulgte hurtigt efter, så jeg stod tilbage i undertøj foran det store spejl, der hang på væggen.

Jeg betragtede min krop, og så satte jeg neglene i det første sår, jeg fandt. Og sådan blev det ved. Jeg rev og rev. Jeg følte, hvordan blodet flød ud af alle de åbne sår. Men på en måde var det en rar og befriende følelse. Som lukkede jeg op for al smerten ved at gøre det. Al min smerte, jeg havde holdt inde, flød ud sammen med blodet.

Pludseligt gik døren op, og jeg kiggede forskrækket over mod den. Der stod Marcus. Helt chokeret, mens han for anden gang så mig, mens jeg pillede mig selv helt til blods. Denne gang var værre end den forrige. Sidst havde det kun været armene. Lige nu var det hele kroppen, jeg rev i.

"Nej," sagde han med bævende stemme. Han skyndte sig ind på badeværelset og låste døren efter sig, så vi var alene derinde.

"Annabella, er du ikke sød at lade være? Det gør ondt at se dig sådan her," sagde han bedende. Tårerne formede sig i hans øjne, og snart flød de ned af hans kinder. Men han vidste godt, jeg ikke kunne stoppe. Det var min afhængighed, og jeg hadede mig selv for den.

Uden et ord tog han alt sit tøj af og fjernede resten af mit. Så tog han min hånd, og kort efter stod vi i brusekabinen. Han tændte for vandet og lod det løbe ned af sin krop. Han var så smuk. I forhold til mig... Han tog min bodysvamp, gjorde den våd og begyndte at vaske blodet af min krop. Da jeg stod med ryggen til ham, mærkede jeg pludseligt hans krop helt op af min, og han kyssede min hals. Hans krop rystede. Han græd.

"Please, lad være med at gøre det her!" græd han: "jeg elsker dig."

"Du kan ikke elske en som mig," sagde jeg tomt: "Se på mig. Det har gjort mig helt vanskabt."

"Nej, skat. Du er smuk," svarede han: "smuk uden makeup. Smuk uden tøj på. Smuk inden. Smuk uden på. Der er simpelthen ikke en del af dig, der ikke er smuk."

Jeg begyndte at græde, og han trykkede sin krop endnu mere op af mig. Lagde sine om livet på mig. Stadig med svampen i den ene hånd.

"Hvad er det, der sker?" spurgte han: "hvad er det, der går gennem dine tanker?"

"Det er bare alt det, der er sket gennem de sidste dage. Det har bare været svært følelsesmæssigt for mig," græd jeg: "at se dig kravle rundt på den måde. At du har ondt hele tiden. Det smerter virkeligt i mig. Jeg ville ønske, jeg kunne fjerne det, men det kan jeg ikke. Og jeg har det stadig ikke specielt godt selv. Det hele kogte bare over i min hjerne."

"Årh skat," svarede han og krammede mig: "jeg elsker dig. Det gør jeg virkeligt. Og jeg mener det helt fra hjertet af. Du er det smukkeste, okay? Det smukkeste og det dejligste. Jeg ved godt, at du ikke altid tror mig, men jeg vil blive ved med at gentage det til evig tid. Du skal tro på det. Jeg får dig til at tro på det."

"Det er ikke, fordi jeg ikke tror på dig. Jeg har bare svært ved at se det, når jeg har blod dryppende alle steder fra. Selvom, det er befriende, det øjeblik jeg gør det, så giver det mig så frygtelige følelser om mig selv. Den tendens gør, at jeg føler mig grim."

"Men det er du ikke," forsikrede han mig: "selvom du har alle de her sår og ar, er du stadig den smukkeste pige, der findes. Det gør bare ondt at se dig pille hul på dig selv."

"Jeg ved ikke, hvordan jeg skal stoppe," svarede jeg trist.

"Det ved jeg heller ikke," sagde han: "men jeg skal nok prøve at hjælpe dig."

--------------------------------------------

Still Beautiful er næsten oppe på 15k! Hvor er det sindssygt! Tusind tak for det <3

Hvis I ikke har set det endnu, så postede jeg i går første kapitel (en prolog) til min første teenagefiktion "Unbreakable". Hvis du endnu ikke har tjekket den ud, så må du da meget gerne gøre det! Det ville gøre mig utroligt glad! Der er også masser af drama derinde <3

Dagens spørgsmål: HBO vs Netflix?

Mit svar: Jeg foretrækker Netflix. Bortset lige fra, npr jeg skal se Game of Thrones... som jo går på HBO xD

Glem ikke at stemme og kommentere! <3

- Mathilde <3