Still Beautiful | Marcus Gunnarsen Fanfiction | ✔

Kapitel 58

Påskemaraton 2/9

Annabellas synsvinkel

Vi lå i min seng og kiggede på hinanden. Jeg følte mig både lykkelig og utroligt trist på en gang. En tåre faldt ned over min kind. Marcus lagde sin ene hånd op til min kind og tørrede tåren væk. Det havde været svært for mig at fortælle til mine forældre, at jeg næsten havde taget mit eget liv. De havde taget det pænt. De havde prøvet at finde en løsning.

"Du skal ikke græde," sagde han: "du har lige fortalt dine forældre det, du havde så svært ved. Jeg er stolt af dig."

"Det er bare svært," hviskede jeg.

"Jeg ved det," svarede han: "er der noget, jeg kan gøre for dig?"

"Vil du synge for mig?" spurgte jeg: "din stemme er så fantastisk. Og roligende."

"Selvfølgelig vil jeg det."

Han begyndte at synge for mig. En af hans og Martinus' sange, men jeg vidste godt, at mellem ham og jeg havde den en dybere betydning.

And if I could feel your lips tonight

I think I wanna do this every night

You are my first kiss

Never knew it could feel like this

I think I'm in love

You are my first kiss

Never knew it could feel like this

I think I'm in love

You are my first, first, first kiss

Never knew it could feel, feel, fell like this

Han lænede sig stille frem og lagde blidt sine læber mod mine.

"Du var mit første kys, Annabella, og jeg vil også gerne have, du er mit sidste. Jeg ville gøre det her hver aften," sagde han: "resten af vores liv."

"Du lyder, som om du ved, at vi skal være sammen resten af vores dage," sagde jeg: "det er jo ikke noget, man kan vide, Mac. Der kan jo ske meget."

"Jeg ved godt, at livet er uforudsigeligt," sagde han: "men vi kommer til at være sammen. For evigt. Det ved jeg bare."

"Er du synsk?" spurgte jeg dumt, selvom jeg udmærket godt vidste, at det var han ikke.

"Nej, hvorfor spørger du om det?" spurgte han undrende.

"Hvis du ikke er synsk, så kan du ikke se fremtiden," understregede jeg: "dermed ved du heller ikke, om vi to bliver sammen resten af vores dage. Du aner ikke, om jeg er den, du skal have dine børn med. Eller giftes med. Livet er en stor foranderlig gennemgang. Man ved aldrig, hvad der venter om hjørnet."

Han kiggede på mig. Blikket var trist. Munden var tavs. Jeg havde tydeligvis ramt et punkt inden i ham, jeg ikke skulle have gjort. Min logiske sans burde jeg ikke altid ytre. Jeg havde ikke haft en ordentlig situationsfornemmelse. Marcus var bange nok for at miste mig i forvejen, og nu havde jeg stukket hul i hans forhåbninger om fremtiden.

"Vil du ikke have mig?" spurgte han fortvivlet: "vil du ikke tilbringe dit liv med mig?"

"Det sagde jeg ikke, Mac. Jeg sagde bare, at man ikke kan forudse fremtiden."

Jeg rykkede ind til ham. Jeg følte mig skyldig. At mine ord var grunden til hans triste udtryk ansigtsudtryk. Jeg ville ikke have, han skulle tro, at jeg ikke også ønskede, at vi skulle være sammen resten af livet, men da vi ikke var ældre, var det bare ret meget at love hinanden. Hvad nu, hvis det ikke holdt? Der kunne jo være en milliard årsager til, at Marcus og jeg måske ikke blev gift og fik børn. Det behøvede ikke nødvendigvis have noget med os at gøre, men en udefrakommende påvirkning. Ting, man ikke selv kunne styre, men som livet og skæbnen havde kontrollen over.

Jeg lagde armene om halsen på ham og fik ham trukket oven på mig. Øjeblikkeligt mærkede jeg hans hænder mod min krop, som blidt strøg hen over huden i bløde bevægelser. Han bøjede sig ned og begyndte stille at kysse mig på halsen.

"Undskyld, Mac," hviskede jeg: "det var ikke for at tage håbet om fremtiden fra dig. Jeg er bare bange for at tro på, at vi virkeligt skal være sammen resten af livet."

"Hvorfor er du bange for at tro på det?"

"Fordi vi ikke er ældre, end vi er," mumlede jeg: "der er jo så meget, det kan gå galt."

"Vi to er skabt for hinanden, Annabella," sagde han: "det er bare noget, jeg ved. Tro på mig."

"Er du sikker på det?" spurgte jeg.

"Fuldstændigt sikker," svarede han og begyndte atter at kysse mig på halsen. 

----------------------------------

Det var så det næste afsnit i vores påskemaraton!

Håber, I kunne lide det! :))

Dagens spørgsmål: Hvis du skulle have en superkraft, hvad skulle det så være?

Mit svar: Jeg tror, at det ville være at kunne læse folks tanker eller kunne telepati xD

Glem ikke at stemme og kommentere! <3

- Mathilde <3