Still Beautiful | Marcus Gunnarsen Fanfiction | ✔

Kapitel 7

Annabellas synsvinkel

Det var utroligt hyggeligt at tilbringe tid med Marcus. Han var så ufatteligt sød. Jeg kunne enormt godt lide ham. Ikke fordi han var kendt, men bare for ham. Jeg følte, at den Marcus Gunnarsen, jeg sad sammen med lige nu, var den, der var inden under den ydre skal, der normalt blev vist til omverdenen, når de var offentlige personer.

Efter vi havde fået endnu en kop varm kakao serveret, vidste jeg godt, at det var min tur til at blive udspurgt.

"Hvad laver du så i din fritid?" spurgte han meget nysgerrigt.

"Ikke specielt meget. Jeg gik til kampsport i en del år, men fordi der skete alt det her rod i mit liv, så orkede jeg det ikke mere."

"Det er jeg ked af at høre. Laver du så slet ikke noget andet end at gå i skole?"

"Altså... det er lidt en hemmelighed, men jeg kan godt lide at skrive bøger," svarede jeg: "jeg kunne godt tænke mig at blive forfatter en dag. Hvis jeg er god nok til det."

"Du kan alt, hvis du bare tror på det."

"Måske," svarede jeg bare. Jeg troede ikke specielt meget på mig selv. Følte ikke, jeg var god nok. Der skulle ske et mirakel, hvis jeg fik en af mine mange privatskrevne bøger udgivet på et forlag. Jeg kunne ud af øjenkrogen se Marcus bevæge sig, og jeg mærkede en hånd flette sig ind i min. Jeg kiggede op på ham, og han gav mig jordens sødeste smil.

"Jeg tror på dig," sagde han.

"Tak, Marcus," svarede jeg: "det er sødt af dig."

Jeg kiggede ned i bordet. Vores hænder var stadig flettet sammen.

"Vil du stadig ikke snakke om det i dag?" spurgte Marcus og tog en tår af sin varme kakao.

"Nej, helst ikke," svarede jeg: "det er ikke noget, du skal vide om mig."

"Men jeg vil gerne lære dig at kende," sagde han: "sådan rigtigt."

"Er du sikker på, du har lyst til det? Hvad nu, hvis det, du finder i mit indre, ikke er noget, der er smukt eller fantastisk?"

"Så er det godt, at der ikke er nogen opskrift på, hvad der er perfekt."

"Fint, men det er på eget ansvar," sagde jeg: "men jeg lover ikke, jeg nogensinde fortæller dig det, der er sket i dag."

"Det er også okay," svarede han: "bare... giv mig en chance."

Resten af tiden snakkede vi mest om hans liv. Han prøvede ind i mellem at spørge lidt ind til mig, men jeg fik det drejet tilbage til ham hele tiden... heldigvis. Jeg kunne ikke så godt lide at tale om mig selv. Ikke, hvis det blev for personligt og følsomt.

"Jeg betaler," sagde han, da vi skulle til at gå.

"Nej, Marcus. Hvis du gør det, så føler jeg, at jeg udnytter dig."

"Der gør du ikke," smilede han: "jeg vil gerne, okay?"

"Men..."

"Annabella," sagde han: "lad mig please gøre det her. Du har haft det svært i dag, og det her er det mindste, jeg kan gøre."

Jeg måtte bare give mig og lade ham betale. Det var virkeligt sødt af ham. Han prøvede at gøre tingene lidt mindre svære for mig, selvom han ikke anede, hvad det hele gik ud på. Indeni bestemte jeg mig for, at hvis jeg så ham igen, så ville jeg betale for ham næste gang – fordi han var så pissesød mod mig.

Han fik endda også kørt mig hjem. Hele vejen sad han og holdt om mig. Eller han prøvede på det. Det var en anelse besværligt, når man var spændt fast i sikkerhedsseler.

"Hvordan har du det?" spurgte han bekymret: "efter alt det her i dag?"

"Stadig ikke godt. Det var en hård nyhed at sluge," svarede jeg: "men at tilbringe tid med dig har bestemt hjulpet."

Han smilede over hele ansigtet og lagde sit hoved ind til mit. Han var meget mere kærlig over for mig, end han burde. Han var så ufatteligt dejlig, men jeg turde ikke tillægge hans kærlige omgang nogen betydning. Hvorfor skulle han kunne lide en som mig?

Vi sad og puttede, indtil vi nåede mit hus. Da jeg stod ud af bilen, fulgte han efter og gik med mig hele vejen op til hoveddøren. Da vi nåede den, stoppede vi begge og kiggede på hinanden.

"Annabella," sagde han: "jeg vil så gerne se dig igen."

"Er du sikker?" spurgte jeg. Jeg havde lyst til at skære tungen ud, da jeg havde ytret det. Hvor var det dog noget dumt noget at spørge om.

"Du vil måske ikke se mig igen?" sagde han. Man kunne høre, hvor såret han lød. Jeg havde måske ramt et ømt punkt uden at vide det. Hans blik var næsten bedende, da hans øjne søgte mine.

"Jo... det er slet ikke det," mumlede jeg og sukkede dybt: "jeg forstår bare ikke, hvorfor du vil se mig igen."

"Fordi jeg gerne vil lære dig at kende. Det sagde jeg også tidligere."

"Så... ring eller skriv til mig, så finder vi ud af noget," svarede jeg.

Han lagde armene om mig og trak mig ind til sig. Han lagde hovedet ned til mig, mens han bare strammede grebet om mig, som var han bange for, at jeg pludseligt forsvandt. Jeg havde også lagt armene om ham, og jeg borede mig bare ind til ham.

"Jeg vil også gerne se dig igen," sagde jeg lavmælt, men da han strammede grebet yderligere, vidste jeg, han havde hørt mig. Inden han slap mig, gav han mig et kys på tindingen.

"Vi ses, Annabella. Lov mig, det bliver snart!" sagde han og gik hen mod bilen. Kort efter, var han væk. Jeg blev helt varm i kinderne. Jeg glædede mig til at se ham igen. Nu håbede jeg bare, at han mente det. 

---------------------------------------

Dette afsnit er dedikeret til caroherma, da det i dag er hendes fødselsdag! Stort tillykke med fødselsdagen til dig Laura! <3

Hvis I andre også ønsker et afsnit dedikeret til jer, så skriv jeres fødselsdato i kommentaren;)) 

I morgen er det nytårsaften, og der vil jeg selvfølgelig poste et afsnit i løbet af dagen, mens vi venter på, at det nye år træder ind ;) 

Kan se, at jeg har glemt at få lagt "dagens spørgsmål" - har været lidt stresset på det seneste!

Men her kommer det <3

Dagens spørgsmål: Hvem skal I holde nytår med?

Glem ikke at stemme! <3

- Mathilde <3