Still Beautiful | Marcus Gunnarsen Fanfiction | ✔

Kapitel 65

Påskemaraton 9/9

Annabellas synsvinkel

"Der er nogen, der må hjælpe mig," sagde jeg, da jeg kom løbende ind i køkkenet, hvor alle sad og spiste morgenmad.

"Hvad sker der?" spurgte Kjell-Erik hurtigt.

"Det er Marcus. Hans nakkeproblemer er kommet tilbage, og jeg kan ikke få ham ud af sengen. Han ligger og græder deroppe. Han har meget ondt i nakken."

"Vi går med dig op," sagde Kjell-Erik, og han og Martinus rejste sig øjeblikkeligt. De fulgte efter mig op af trappen og ind til Marcus. De tog fat i ham, og da de halede ham op at sidde, skreg han af smerte, og tårerne stod ud til alle sider. Jeg satte mig ned ved siden af ham med det samme og tog hans hånd.

"Hvad gør vi?" spurgte jeg fortvivlet. Jeg var på randen til at græde. Jeg kunne slet ikke klare at se ham så ødelagt og ked af det.

"Jeg går ned og ringer til hans kiropraktor," sagde Kjell-Erik: "jeg vil se, om vi kan få en hurtig tid til ham i dag."

"Jeg skal i bad," græd Marcus: "og jeg skal tisse."

"Jeg skal nok hjælpe dig," svarede jeg: "kan du rejse dig op?"

"Det tror jeg," sagde han.

Han prøvede at rejse sig, men det gik ikke så godt. Jeg tog ham under armen, og Martinus tog den anden. Det lykkedes os at få ham op at stå, og jeg fulgte ham ud på badeværelset. Martinus stillede sig uden for døren, i tilfælde af at vi havde brug for hjælp, mens Kjell-Erik var gået ned for at ringe til Marcus' kiropraktor.

Jeg måtte hjælpe ham med alt ude på badeværelset. Tage hans tøj af. Sørge for, at han faktisk ramte toilettet, når han tissede, da han slet ikke kunne se ned. Jeg måtte bade ham. Han kunne ikke engang holde ud at putte shampooen i håret. Han klynkede hele tiden. Græd ind i mellem. Jeg prøvede at gøre det så nænsomt, jeg kunne.

Da han var færdig i badet, bukserede jeg ham med Martinus' hjælp ind på værelset, hvor jeg fik ham i tøjet. Marcus ville utroligt gerne kysse mig hele tiden, men han kunne ikke lægge hovedet på skrå, så hver gang, han prøvede, endte det med, at han skreg af smerte.

"Har vi ikke noget smertestillende?" spurgte han: "jeg kan ikke holde det her ud. Jeg kan ikke engang kysse min egen kæreste."

Jeg sad på hug foran ham og gav ham sokker på. Jeg lænede mig hurtigt op mod ham og kyssede ham stille. Sørgede for, at han ikke bevægede sit hoved.

"Jeg kan desværre ikke give dig noget lige nu," svarede jeg: "din far prøver at få en tid til dig hos en kiropraktor med det samme. Det er bedre, du tager derhen først. Så kan du få smertestillende, når du kommer hjem."

"Tager du med mig til kiropraktor?" klynkede han: "jeg vil ikke derhen uden dig."

"Jeg skal nok tage med og holde dig i hånden."

I det samme kom Kjell-Erik ind. Han havde fået fat i kiropraktoren og havde fået en akut tid, så vi skulle afsted med det samme. Det tog noget at få Marcus ned af trappen. Han kunne ikke se, hvor han gik, og han var ved at snuble flere gange. På hele turen derud græd han. Det var frygteligt at bevidne. Især, når jeg ikke kunne gøre noget for ham.

Vi kom til med det samme. Marcus blev lagt op på en briks. Jeg stod ved siden af. Han havde holdt mig i hånden på hele turen, og han havde stadig ikke sluppet den. Ikke engang, da han kravlede op på briksen.

"Du er nødt til at slippe din kærestes hånd," sagde kiropraktoren: "så du ikke spænder nogle steder i kroppen, mens jeg behandler dig."

"Nej," græd Marcus: "jeg har brug for hende."

Kiropraktoren gav mig et opgivende blik, og jeg nikkede til ham. Jeg vidste godt, hvad jeg måtte gøre. Jeg kyssede Marcus. Nussede ham stille i håret og på kinden.

"Mac, du er nødt til at slippe min hånd. Du kan holde mig i hånden igen, så snart du er færdig. Jeg skal nok blive herinde. Jeg sidder i stolen, der står lige derovre," sagde jeg og pegede mod den stol, der stod skråt over for ham: "så kan du stadig se mig."

Marcus rystede på hovedet og græd igen, men der var ingen anden udvej. Jeg måtte trække min hånd til mig. Jeg så godt hans desperate blik, så jeg gav ham et let smil og kærtegnede hans kind endnu engang, inden jeg satte mig over i stolen.

Kiropraktoren gik i gang, og Marcus ømmede sig mange gange i den halve time, han lå på briksen. Det stilnede dog af, jo længere behandlingen skred frem.

Da han var færdig, skyndte jeg mig over til ham. Han sad op på briksen, og han slog armene om mig. Jeg kyssede ham hurtigt, så han vidste, jeg var der. Han fik af vide, at han skulle komme igen nogle få dage senere. Han var nødt til at blive behandlet to gange om ugen, hvis det skulle hjælpe noget.

"Jeg er bange for, du kommer til at skulle tage dig af mig," hviskede han til mig, da vi sad i bilen.

"Det skal nok," svarede jeg: "jeg er din kæreste. Selvfølgelig skal jeg nok tage mig af dig. Jeg elsker dig jo."

"Jo, men jeg kan ikke så mange ting selv det næste stykke tid. Jeg vil ikke belaste dig."

"Du skal ikke tænke på det. Jeg hjælper dig med glæde. Du havde gjort det samme for mig, hvis det havde været omvendt."

"Selvfølgelig havde jeg da det."

"Når vi kommer hjem, får du et par smertestillende, og så skal du bare ind og sidde lidt i sofaen med et tæppe og se en film," smilede jeg: "det har været en hård morgen for dig."

"Vil du sidde sammen med mig?"

Jeg nikkede stille og lænede mig ind til ham, mens vi kørte det sidste stykke hjem. 

----------------------------------

Det var så sidste afsnit af vores påskemaraton!

Håber, I kunne lide det :))

Og så kan jeg nu fortælle jer, at der desværre kun er 10 kapitler tilbage af denne historie...

Dagens spørgsmål: Hvad er din mening om AFTER-movie? (hvis du har set den)

Mit svar: Jeg var faktisk ret skuffet over den... i min option... var det slet ikke AFTER. Alle de vigtige ting og pointer var blevet pillet ud, og hele plottet var bblevet lavet om... nedern! Det eneste gode ved den var ham, der spillede Hardin... han var mega overdrevet lækker xD

Glem ikke at stemme og kommentere! <3

- Mathilde <3