Still Beautiful | Marcus Gunnarsen Fanfiction | ✔

Kapitel 21

Marcus' synsvinkel

Jeg var så irriteret på hende. Da hun havde forladt huset, havde jeg bare stået og kigget på den lukkede hoveddør i flere minutter. Hun var gået. Havde forladt mig. Jeg havde lyst til at tage sko på og løbe efter hende, men jeg vidste godt, at hun nok bare ville blive endnu mere gal på mig, hvis jeg havde gjort det.

"Hvad sker der, Marcus?" spurgte mor ude fra køkkenet. Jeg pustede langsomt ud og traskede ud til hende.

"Vi blev uvenner," svarede jeg.

"Over hvad?"

"Bare noget."

"Har du brug for at snakke om det?" spurgte hun.

Jeg overvejede det et øjeblik, inden jeg svarede. Havde jeg brug for at snakke om det? Det havde jeg faktisk. Far vidste jo godt, at jeg havde mødt hende ude på den psykiatriske klinik, men det var ikke noget, jeg havde snakket specielt meget med nogen af mine forældre om. Jeg var bange for, at de havde sagt til mig, at jeg ikke skulle have noget med hende at gøre, hvis de vidste det.

Jeg satte mig ned ved spisebordet. Mor satte et glas koldt vand foran mig, som jeg drak lidt af, inden jeg begyndte at sige noget som helst.

"Annabella har nogle problemer, som jeg ikke alle sammen kender til," sagde jeg: "da jeg var date med hende første gang, der mødtes vi på en psykiatrisk klinik. Hun græd. Der var sket noget alvorligt, som hun ikke ville fortælle mig, og jeg tror måske, jeg gik over grænsen lige før."

"Hvad gjorde du?" spurgte mor langsomt og satte sig over for mig ved spisebordet.

"Jeg prøvede at presse hende til at fortælle mig, hvad der var galt," svarede jeg: "selvom hun bad mig om at gå, fordi hun havde brug for at være alene."

"Marcus, hvis folk har alvorlige problemer, skal man engang imellem passe på, hvad man gør," sagde mor: "at presse folk til at fortælle så personlige ting er ikke den rigtige vej."

"Hun blev også virkeligt gal på mig, og så kom jeg til at råbe af hende, fordi jeg er frustreret over, at jeg ikke ved, hvad der foregår inde i hendes hoved."

"Marcus, hvorfor har du ikke talt med nogen af os om dette? En snak ville måske have gjort, at du havde handlet anderledes."

"Jeg var bange for, at I ikke ville have, jeg skulle have noget med hende at gøre, hvis I vidste, hun gik på den klinik," sagde jeg.

"Sådan ville din far og jeg aldrig tænke," sagde hun: "hun virker som en rigtig sød pige. I virker gode for hinanden. Din selvsikkerhed stiger, så snart hun er i nærheden."

"Det er hun også, Mor. Jeg ser hende for det, der er under alle problemerne," sagde jeg: "hun er pragtfuld. Fantastisk. Jeg er simpelthen så glad for hende."

"Er du sikker på, du ikke bare er lidt mere end glad for hende?" spurgte mor.

Jeg kiggede genert ned i bordet, og så nikkede jeg. Jeg var jo meget mere end glad for hende. Det var også derfor, det gik mig sådan på, at hun havde det skidt. Jeg ville bare så gerne forstå hende. Hvorfor var hun blevet så gal på mig? Jeg vidste godt, at jeg nok var gået over hendes grænse. En grænse, jeg end ikke havde vidst eksisterede for bare en halv time siden. Det gjorde mig ufatteligt ked af det, at jeg havde forårsaget hende en form for smerte. Jeg ville sådan ønske, hun ikke var gået. Jeg havde brug for at snakke med hende. Hun skulle vide, at jeg godt vidste, at jeg havde handlet forkert. Jeg ville gerne bare tage hende ind i mine arme, kysse hendes ansigt og vise, hvor meget jeg holdt af hende.

"Mor, hvad skal jeg gøre?" spurgte jeg fortvivlet: "jeg vil bare så gerne vise hende, at jeg holder af hende."

"Du er nødt til at give hende en marken. Høre, hvad det er, hun siger," sagde mor: "hvis hun har brug for at være alene, skal hun have lov til det. Så lang tid, du ikke ved, hvad det er, der sker hos hende, så er du nødt til at stole på, at hun selv ved, hvad der er bedst for hende."

Jeg nikkede bare. Det var jeg nu ikke helt enig i. Når hun sad og pillede hul på sine sår. Eller når hun nedgjorde sig selv, fordi hun havde et forvrænget selvbillede. Der mente jeg ikke, at hun selv vidste, hvad der var bedst. Der havde hun brug for mig til at fortælle hende, at hun var skøn, som hun var. Men jeg havde også brug for hende. Hun gav mig noget, andre ikke kunne. Jeg følte mig bedre tilpas, når hun var der. Jeg følte, at hun kunne lide mig for den, jeg virkeligt var. Hun virkede ligeglad med, at jeg var kendt. Alle de detaljer, der betød noget for andre, var underordnet i hendes verden, og det kunne jeg godt lide ved hende.

Jeg skulle aldrig have råbt af hende. Jeg havde bare slet ikke vidst, hvad jeg skulle gøre, da jeg havde stået over for hende, og hun var flippet ud. Det værste var, jeg ikke engang var sikker på, hvorfor hun egentligt flippede ud i første omgang.

"Men Marcus," sagde mor: "du er nødt til at snakke med hende. Men ikke pres hende. Hun skal selv komme ud med sine ting til dig, og det gør hun kun, hvis hun føler, at hun kan stole på dig."

Det vidste jeg. Hvis jeg blev ved med at presse på, så ville hun i længden miste sin tillid til mig, og det ville jeg ikke risikere. Det værste var, at jeg kun gjorde det, fordi jeg så gerne ville hjælpe hende. Men lige nu måtte jeg bare vente på, at hun kom tilbage, så jeg faktisk kunne gøre et forsøg på at forstå hendes mentale tilstand.

----------------------------

Jeg beklager for ikke at poste før, men der er bare sket nogle ret kaotiske ting de sidste par dage i mit personlige liv, som skulle løses.

Her har I i hvert fald et afsnit! 

Håber, I kan lide det <3

Glem ikke at stemme og kommentere! <3

Dagens spørgsmål: Hvis I kunne farve jeres hår hvilken som helst farve, I ville, hvilken skulle det så være?

Mit svar: Jeg ville gerne have regnbuefarvet - bare for at prøve det xD

- Mathilde <3