Still Beautiful | Marcus Gunnarsen Fanfiction | ✔

Kapitel 17

Annabellas synsvinkel

Da vi var kommet ind i bilen, havde Marcus øjeblikkeligt lagt armen om mig. Jeg nåede knap nok at få selen på. Da vi var begyndt at køre, sad jeg fuldstændigt indviklet i Marcus på bagsædet. Jeg fangede Kjell-Eriks blik i bakspejlet. Han smilede. Jeg kom selv til at smile lidt for mig selv. Han var vist glad for at se sin dreng smile og putte med en pige. Det var tydeligvis et syn, han aldrig havde set før.

Marcus sad og kyssede mig i håret hvert femte minut, eller også havde han sit hoved lænet på mit. Armen, der lå om mig, nussede min nakke, hvilket fik gåsehuden til at rejse sig. Det var så rart og dejligt. Den anden hånd var flettet ind i min hånd, som lå på hans mave.

Mens jeg lå hos han, følte jeg mine øjne blive tunge. Jeg havde været oppe utroligt tidligt. På trods af, at det var fredag, så havde jeg ikke været i skole. Jeg havde taget fri, selvom det egentligt ikke havde været meningen. Slet ikke, fordi jeg havde rigeligt fravær i forvejen. Men det betød også, at jeg havde en ekstra dag sammen med Marcus, og det var helt sikkert alt fraværet værd.

Da vi ankom til indkørslen, blev jeg ret nervøs, og jeg følte angsten rejse sig. Jeg skulle møde hans mor. Jeg var så nervøs for, at hun måske ikke syntes, jeg var god nok til hendes søn. Marcus flettede sin hånd ind i min, da vi gik op mod hoveddøren og videre ud i køkkenet, da vi var kommet inden for og havde fået overtøj og sko af, hvor hans mor befandt sig.

"Mor," sagde Marcus smilende: "jeg har en, der gerne vil møde dig."

"Hej Annabella," smilede hun og kom hen til mig: "jeg hedder Gerd-Anne. Hvor er det dejligt møde dig."

Hun trak mig ind i et kram, og jeg var helt overvældet. Jeg gengældte dog hurtigt krammet.

"Det er også dejligt endeligt at møde dig," svarede jeg.

"Du er da virkeligt en smuk pige," sagde hun: "Marcus er altid så smilede og glad, når han snakker om dig. Eller bare når man nævner dig. Det glæder mig at se min søn så glad, og du virker som en rigtigt sød pige."

Jeg blev helt varm om hjertet. Den dreng, jeg godt kunne lide, hans mor kunne godt lide mig og syntes, jeg var sød. Det var nok et af de bedste komplimenter, jeg nogensinde havde fået. Bortset lige fra dem, der kom fra Marcus selv.

"Tusind tak," svarede jeg: "jeg er virkeligt glad for, at jeg måtte komme."

Martinus stod snart også i køkkenet, og så blev jeg krammet igen. Kort efter kom deres lillesøster Emma også, og så fik jeg endnu et kram. Jeg var vild med denne her familie allerede. Alle var så søde mod mig, og glædede mig til at være her resten af weekenden.

Marcus tog snart min hånd igen, og vi satte kursen mod hans værelse. Mens vi gik, nussede han stille min hånd. Ud af øjenkrogen opdagede jeg, at han kiggede på mig det meste af tiden. Betragtede mig. Utroligt, at han ikke gik ind i noget.

"Hvad synes du om mine forældre?" spurgte han, mens vi gik op af trappen til førstesalen.

"De er fantastiske. Det er hele din familie."

"Er jeg så også fantastisk?" spurgte han med et stort smil.

"Jeg tror godt, du allerede kender svaret på det," grinede jeg.

"Men jeg vil gerne høre dig sige det."

"Mac, du er også fantastisk. Meget fantastisk."

Vi stod foran døren til det, jeg regnede med, var hans værelse. Han åbnede den langsomt, og det var fuldstændigt overplastet i Manchester United ting. Selv hans sengetøj var Manchester United. Jeg kunne ikke lade være med at smile lidt over det.

"Nu ser jeg jo ikke fodbold," begyndte jeg: "men jeg er vild med din Manchester United indretning. Især dit sengetøj."

"Så, når Martinus siger, Chelsea er bedst, er du så på min side og støtter United? Også selvom du ikke ser fodbold."

"Jaja, jeg skal nok være på din side, Mac," grinede jeg.

"Du behøver i øvrigt ikke sove inde hos mig," sagde han pludseligt: "du skal gøre, hvad du har det bedst med. Vi har et gæsteværelse længere nede af gangen."

Jeg gøs et øjeblik. Selvom, jeg syntes, det var lidt skræmmende at skulle sove alene på værelse med en dreng, så ville jeg hellere det, end at ligge alene på et gæsteværelse i et nyt hus et fremmed sted.

"Nej," svarede jeg: "jeg vil gerne sove herinde. Hos dig."

"Sikker?"

"Ja, jeg føler mig utryg ellers."

*****

Jeg havde taget en fuld pyjamas på med lange ærmer og lange bukser. Så han ikke kunne se alle arrene på min krop. I mellemtiden havde Marcus lagt en stor madras på gulvet og redt den med en dyne og en pude – selvfølgelig også med Manchester United sengetøj. Han havde tydeligvis flere af dem.

"Se," sagde han: "nu har vi samme sengetøj."

Jeg kunne ikke lade være med at smile. Det var ret sødt, at han havde givet os det samme sengetøj på.

"Perfekt," smilede jeg: "har du også to United trøjer? Så kunne vi have dem på i morgen."

Det var egentligt bare for sjov, men han tog det faktisk dybt seriøst. Han gik med det samme hen i skabet og hev to United trøjer frem og lagde dem på stolen.

"Så, nu er de klar til i morgen," sagde han.

Han gik hen og slukkede lyset, men inden jeg nåede at lægge mig ned på madrassen, kom han hen og gav mig et kram og et kys på kinden som godnat. Jeg lagde roligt mit hoved mod hans bryst, og for første gang nussede jeg ham stille på ryggen, hvilket resulterede i, at han gjorde det samme på mig. Derefter lagde vi os til rette i vores senge. Vi lå og snakkede lidt, og så blev der stille. Jeg lå bare og stirrede ud i mørket. Jeg var ikke længere træt. Jeg var i forvejen dårlig til at sove ordentligt, men at ligge i et andet hus end mit eget, fremkaldte en vis angst, og mit hjerte begyndte at banke hurtigt. Mit åndedræt blev hurtigere, og min krop blev urolig.

"Er du stadig vågen?" spurgte han ud i mørket. Måske havde han hørt min paniske vejrtrækning.

"Marcus... jeg er bange," gispede jeg.

"Annabella, har du et angstanfald?" sagde han pludseligt. Jeg nikkede, men kom i tanker om, at han ikke kunne se mig i mørket.

"Jeg er ved at få et..." fremstammede jeg.

Med det samme hørte jeg ham slå dynen til side, og øjeblikket efter sad han med mig i armene på madrassen. Han begravede hovedet i min nakke, så jeg kom endnu tættere på ham.

"Hvad sker der?" hviskede han: "hvad er du bange for?"

Jeg puttede mig bare ind i hans favn. Efterlod et lille kys på hans hals.

"Jeg har det skidt med nye steder."

"Kom op til mig. Så skal jeg nok holde om dig hele natten."

Han fik mig op at stå og videre op i sin seng. Vi delte hans dyne. Da han var kommet ned at lægge, lagde han armene om mig, og jeg lagde forsigtigt hovedet helt ind til ham. Jeg lå helt op af hans bare varme overkrop. Jeg lagde forsigtigt hænderne på hans nøgne bryst og kørte dem stille op til hans nakke.

"Er det her bedre?" hviskede han kærligt.

"Meget," svarede jeg: "tak."

"Du behøver ikke takke mig. Jeg synes, det er dejligt."

Han bøjede sig ind over mig og gav mig et par forsigtige kys på panden, inden vi lagde os til at sove. Jeg følte mig helt rolig igen. Hans nærhed gjorde mig tryg, og jeg havde lyst til bare at ligge her i hans favn for evigt.

----------------------------------------

Håber, I kunne lide afsnittet! :))

Dagens spørgsmål: Hvad er din yndlingssang? 

Glem ikke at stemme og kommentere! <3

- Mathilde <3