Still Beautiful | Marcus Gunnarsen Fanfiction | ✔

Kapitel 35

Annabellas synsvinkel

Marcus skulle hjem. Det var bare sådan, det var. Han havde ikke lyst til det. Det var helt tydeligt. Han lå og klamrede mig ind til sig i sengen, mens hans kyssede mig rundt i hele ansigtet. Han lå og nussede mig under trøjen. Der var kun et kvarter til, at vi skulle afsted mod lufthavnen, og hans blik blev bare mere og mere panisk for hvert øjeblik, der gik. Han trak mig ind i et dybt kys, inden han kiggede mig længselsfuldt i øjnene, mens han støttede sig på sin albue, så han kunne kigge ned på mig. Hans hånd lå stadig blidt mod min bare hud under trøjen. Den strøg over huden i stille cirkler.

"Inden vi tager ud til lufthavnen," begyndte han: "har jeg noget, jeg lige vil spørge dig om. Vi kan ikke stå derude og snakke om det. Der er for stor chance for, at jeg bliver genkendt."

"Okay, jamen så tager vi det nu," svarede jeg.

"Vil du være min kæreste?" spurgte han lige ud: "jeg kan ikke tage til Trofors, før jeg har spurgte dig om det her."

"Jeg ved ikke, om jeg er klar til de forpligtelser," svarede jeg: "jeg er bange, Mac."

"Hvad er du bange for?"

"Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal sætte ord på det," sagde jeg: "jeg er bange for, om jeg overhovedet er god nok til dig. Jeg er jo en, du skal vise frem til verden. Du vil jo ikke kunne skjule mig. Hvad vil folk ikke synes som mig?"

"Jeg ville vise dig frem til verden lige nu," sagde han: "det skal du slet ikke tvivle på. At gemme dig væk ville være det samme som at berøve verden fra den smukkeste diamant."

"Skammer du dig slet ikke over, at jeg ser ud, som jeg gør?" spurgte jeg.

"Jeg ville aldrig skamme mig over dig," sagde han: "det er lige meget, hvad andre tænker. Det er mig, du er sammen med. Jeg elsker dig, som du er."

Jeg smilede til ham. Gav ham et lille kys. Marcus' hånd lå stadig under min trøje. Den vandrede stille over min bare hud. Den forlod min mave og strøg op over mine bryster. Der var ikke noget seksuelt ved berøringerne. Han nussede mig bare. Han sagde ikke noget. Han kiggede mig bare i øjnene.

"Jeg vil bare så gerne have, at du er min," sagde han: "jeg ved godt, at du elsker mig, men jeg ville bare så gerne have, at du er min kæreste. Ellers føler jeg ikke, du er hundrede procent min."

"Men jeg er jo din," sagde jeg: "også selvom jeg ikke er din officielle kæreste endnu. Jeg har jo ikke sagt, at jeg aldrig vil være din kæreste. Jeg vil bare ikke endnu."

"Hvorfor?" spurgte han: "jeg forstår godt, du er bange, men har du ikke lyst?"

"Jo... " svarede jeg tøvende, for sandheden var jo, at jeg utroligt gerne ville være hans kæreste. Egentligt var jeg ikke helt sikker på, hvorfor jeg tøvede så meget. Jeg var bange. Præcis, som jeg havde fortalt Marcus. Men det var vel ikke en rigtig grund til ikke at ville være hans kæreste?

"Annabella, please," sagde han bedende: "vil du ikke nok være min kæreste?"

Jeg smilede et svagt lille smil til ham. Jeg lænede mig frem og kyssede blidt hans læber. Jeg var nødt til bare at overvinde min egen angst. Jeg ville også have ham. Jeg elskede ham dybt. Det gjorde jeg virkeligt.

"Jeg vil rigtig gerne være din kæreste," sagde jeg smilende.

Han lyste op i et stort smil med det samme og kastede sig nærmest over mig. Han overdængede mig med en ramme kys. Det var nærmest en hel byge, der faldt over mig.

"Jeg har den smukkeste kæreste," sagde han kærligt: "endeligt er du min. Og kun min ene og alene."

*****