Still Beautiful | Marcus Gunnarsen Fanfiction | ✔

Kapitel 40

Læs forfatterbeskeden i bunden! Den vil indeholde et vigtigt spørgsmål, samt en miniordliste til afsnittet!

Annabellas synsvinkel

Da jeg var yngre, havde jeg dyrket kampsport gennem adskillige år. Jeg havde stoppet lige efter, jeg havde fået brunt bælte. Mine problemer var blevet for svære, og jeg kunne ikke overskue både at være ude på den psykiatriske klinik og træne på det plan, jeg gjorde. Jeg havde jo været en del af eliteholdet og samtidigt varetaget adskillige opgaver i klubben. Hjælpeinstruktør og bestyrelsesmedlem. Jeg havde endda formået at få sat mig selv som formand i et nydannet ungdomsudvalg. Men jeg havde tabt det hele på gulvet. Smidt det. Fortrød jeg det? Det vidste jeg ikke helt. Engang i mellem havde det været rart at gå ned og tage en omgang. Især de tidspunkter, hvor tingene var sværest, og jeg følte mig allermest aggressiv, havde det været utroligt brugbart, men alle kravene kunne jeg ikke længere leve med. Jeg var ikke i stand til at holde hele skansen oppe.

Men i dag var specielt slem. Alt gik mig på. Jeg vågnede selvfølgelig op i Marcus' dejligt varme arme og blev kysset på hele morgenen. Men det fjernede ikke frustrationerne, der opfyldte min krop. Jeg havde brug for at slå på noget. Få det ud af kroppen. Måske skulle jeg ringe til Håkon?

Håkon var en af mine ældste venner. Vi havde mødt hinanden til kampsporten for over syv år siden. Jeg havde måske haft været en smule forelsket i ham dengang. Han var jo sød og så utroligt godt ud. Og han var kun blevet pænere med årene. Vi havde altid været gode venner. Han havde også været der for mig, når jeg havde haft det svært indimellem. Han havde hjulpet mig, når der var noget, jeg ikke kunne finde ud af.

Han havde sort bælte nu. Og var et stort tæt muskelbundt. Han havde six pack. Det vidste jeg med sikkerhed. Det var ikke ligefrem noget, han lagde skjul på. Men hvis jeg skulle ned og træne lidt med Håkon, så skulle Marcus helt sikker tikke med. Han ville se ham som en trussel, fordi Håkon netop var det, han ikke selv var. Trænet, ældre og havde erfaring. Håkon havde al den selvtillid i verden, som man kunne forvente af den dreng, der så så perfekt ud. Han var typen, der drejede hovedet om på alle piger, han kom i nærheden af.

Mens Marcus var i gang med at bade, ringede jeg til Håkon. Jeg følte nærmest, det var gå bag om ryggen på ham, fordi jeg ikke bare fortalte ham mine planer, men hvis jeg gjorde, ville Marcus stoppe mig, og det var eg ikke interesseret. I jeg vidste, hvad jeg havde brug for.

"Håkon, jeg ved godt, det er længe siden, jeg har trænet, men kunne vi ikke tage ned i hallen og lave noget frikamp. Jeg er så frustreret," sagde jeg, da han tog telefonen.

"Jo, selvfølgelig," svarede han: "kan du om en times tid?"

"Ja, så ses vi der," sagde jeg.

Jeg skyndte mig at smide alt ned i min gamle træningstaske og fylde en vandflaske.

"Hvad skal du?" spurgte Marcus, da han stod foran mig i bar mave og med filtret vådt hår.

"Jeg skal bare ned og træne lidt," smilede jeg: "jeg har lige brug for lidt alene-tid. Jeg er hjemme igen om et par timer."

"Er du sikker på, du ikke vil have mig med?"

"Søde Mac, træning vil jeg altså helst gøre alene."

Jeg svang tasken over skulderen og gav ham et kys, inden jeg forlod huset. Han havde fulgte mig hele vejen ned til hoveddøren med sit våde hår og halvnøgne krop. På en eller anden måde virkede han nærmest panisk over, at jeg skulle gå. Men jeg kunne jo heller ikke have ham klistrende op af mig hele tiden.

Jeg gik ned til hallen. Det var ikke mere en ti minutter væk fra mit hus. Jeg stoppede op og kiggede på skiltet, inden jeg gik inden for. "Oslo Ju-Jutsu" stod der, og jeg smilede. Det var længe siden, jeg havde haft en fod indenfor der. a jeg trådte ind, stod Håkon og smilede stort.

"Jamen, der har vi jo min yndlingspige," sagde han og nærmest løb hen og krammede mig hårdt. Jeg kunne ikke lade være med at grine. Håkon havde altid kaldt mig det. Jeg var nok den eneste pige i hans liv, der faktisk var konstant.

"Er du klar til at få tæv?" grinede jeg.

"Er det sådan, du behandler din gamle ven?" spurgte han og spillede fornærmet.

"Jeg har da også savnet dig," tilbød jeg, og han krammede mig bare igen.

Jeg gik ind og skiftede til min mit træningstøj. Det var ufatteligt længe siden, jeg havde haft min gi på, men det føltes på alle måder familiært at komme end i den igen. Salen var belagt af en lag med faldmåtter, specielt designede til kampsport. Følelsen af dem under mine var så ufatteligt velkendt. Vi varmede kort op, mens vi snakkede. Jeg nød faktisk virkeligt hans selskab. Vores kemi passede så godt sammen. Skændtes havde vi aldrig gjort - utroligt nok. Han havde altid været den bedste til at håndtere mine svære sider.

"Hvor meget kan du huske?" spurgte han, mens han trak en slagpude frem.

Ja... hvor meget kunne jeg egentligt huske efter så lang en pause? Jeg havde ikke lyst til at fremstå svag og uvidende. Jeg skævede ned til det brune bælte, der var svøbt om min talje.

"Vil du have det på japansk eller dansk?" spurgte han så.

"Bare fyr dem på japansk!" svarede jeg selvsikkert: "dansk er kun for nybegyndere."

"Jamen, det er godt at se, du er tilbage," grinede han: "Ushiro Mawashi Geri"

Jeg stillede mig klar i en fin Kamae og satte et perfekt cirkelspark ind i puden. Selvom det var længe siden, havde min krop ikke glemt en eneste ting. Jeg var måske bare en anelse mindre smidig, men hvad havde jeg regnet med? Jeg havde ikke lige frem været ret aktiv i lange tider. Løbetøjet, jeg havde købt, da jeg havde mødt Marcus og Martinus, var heller ikke taget i brug endnu. Det skulle have været en ny aktiv start, men jeg fik det bare aldrig gjort.

Efter en masse slagkombinationer på puden, lagde han den væk. Jeg vidste allerede, hvad der fulgte. Kast. Det havde altid været min favoritdisciplin at kaste rundt med andre. Det var bare sjovere end at slå på en pude.

"Kom," sagde han og tog fat i min revers og mit ærme. Basisgrebet, inden man laver et kast.

"Hvilket kast?" spurgte jeg.

"Det bestemmer du selv."

Et smil spillede over mine læber. Harai Goshi skulle det være. Mit yndlingskast. Jeg trak ham lidt rundt, inden jeg satte et perfekt Harai Goshi ind. Og sådan blev det ved, indtil vores kroppe var godt gennemvarmede. Nu var tiden kommet til det, jeg higede efter, men samtidigt frygtede at hele hjertet. Frikampen.

---------------------------------

Vi starter med miniordlisten til kampsporten:

Ju-jutsu: En kampsport, der er mixet mellem 3 forskellige andre slags kampsport. Det er en MMA-form, hvor man både har slag, spark, blokeringer, kast og gulvteknikker.

Gi: Den hvide dragt, man træner i.

Ushiro Mawashi Geri: Et baglæns cirkelspark.

Kamae: En kampstand, som gør, man bevæger sig hurtigt.

Harai Goshi: Et kast, hvor man kaster personen over hoften, mens man bruger benet for ekstra kraft. Det er også kaldet et "fejende hoftekast".

Frikamp: Det er MMA-kamp, hvor der INGEN regler er. Alt er tilladt. Det er kun udøvet fra brunt bælte og opefter.

Og nu til det næste:

Som jeg skrev i bunden af et af de forrige afsnit, så havde denne her bog jo vundet Bedste Tabu, og Second Chance Bedste Fan Fiktion.

Hvad siger I til, at vi snart skulle holde et lille maraton på den her bog?

Var det noget, I kunne tænke jer?

Som fejring af det <3

Glem ikke at stemme og kommentere!

- Mathilde <3