Still Beautiful | Marcus Gunnarsen Fanfiction | ✔

Kapitel 37

Annabellas synsvinkel

Da jeg vågnede denne morgen, havde jeg mest af alt bare lyst til at lægge mig til at sove igen. Jeg skulle ud i borderlinegruppen for første gang. Og jeg havde på ingen måde lyst til det.

Jeg var ikke ligefrem i det bedste humør. Emil og jeg var stadig uvenner og havde ikke snakket sammen i tre dage. Det gjorde virkeligt ondt, at han havde misforstået, hvad jeg havde sagt. Han havde jo selv spurgt, hvad jeg havde syntes om Oskar, og jeg havde givet ham et svar. At han så ikke kunne lide det, kunne jeg ikke gøre for. Jeg havde jo ikke engang sagt det på nogen grim måde.

Jeg gjorde mig langsomt klar. Alt forgik i slowmotion. Jeg havde fri hele dagen. Lovligt fravær, så der skete ikke noget ved det, men det ændrede ikke på, at jeg på ingen måde havde lyst til at tage ud på klinikken. Men jeg var nødt til det.

Jeg slæbte mig afsted. I langsomme slæbende skridt. Da jeg tog i døren, havde jeg næsten lyst til at kaste op. Jeg hadede, når folk skulle bore i mine private følelser. Det var ikke noget, jeg havde lyst til at tale om regelmæssigt. Kun, når jeg havde et specifikt problem.

Da jeg kom op af trappen, sad der en del mennesker rundt om i stolene. De skulle nok også ind til den gruppe. Jeg satte mig bare i den nærmeste stol, indtil vi blev kaldt ind. Uheldigvis skulle jeg tisse. Det skulle jeg altid, når jeg var nervøs. Jeg skyndte mig ud på toilettet, selvom jeg godt vidste, jeg ville komme for sent ind til den første session.

Da jeg var færdig, skyndte jeg mig tilbage til det lokale, jeg vidste, de andre var gået ind i. Kognitiv terapi. Det var, hvad der ventede mig på den anden side af den tunge hvide dør. Jeg tog en dyb indånding, inden jeg tog fat håndtaget og gjorde min entre. Da jeg trådte ind, sad de andre allerede samlet om et stort ovalt bord, der var placeret midt i rummet. De sad alle forskudt, og ingen snakkede sammen. De fleste sad med blikket vendt ned i bordet eller mod deres telefon. For den ene bordende stod min psykolog, Anja, hvilket jeg ikke var specielt glad for. Hun havde virkeligt aldrig været min yndlingsperson. Ved siden af sad en anden kvinde, der nok måtte være den anden, der skulle køre denne gruppe.

"Hej med jer," sagde Anja: "og velkommen til den første gang i borderlinegruppen. Mit navn er Anja, og jeg er psykolog."

"Og mit navn er Linea," sagde den anden kvinde: "og jeg er sygeplejerske med speciale i borderline. Det er os, der skal køre denne gruppe."

Mens de plaprede løs om, hvad vi skulle lave i forløbet, kiggede jeg rundt på de forskellige folk, der sad forsamlet om det store ovale bord. Mange af dem så hængte ud. Trætte med store rande under øjnene. Det måtte være et generelt problem, at man manglede søvn, når man havde borderline. Eller det var i hvert fald, hvad jeg kom frem til.

Vi fik nogle papirer udleveret, og jeg skævede ned til den. Overskriften lød 'Mine tanker'. Puha nej, det var vist ikke lige noget, jeg havde lyst til at gå i dybden med. Og jeg vidste allerede fra, hvad jeg havde fået forklaret, at når man havde borderline, skulle man virkeligt ned og grave dybt i sin underbevidsthed.

"Vi starter med at fortælle hinanden lidt om, hvem vi hver især er," sagde Anja: "og hvilke tanker og problemer, I kæmper med. Hvordan I har det lige nu."

De satte bare det hele i gang fra en ende af. Den første var en dreng på omtrent min egen alder. Han begyndte at fortælle, hvordan han havde overvejet at kaste sig ud foran et tog flere dage i streg, fordi hans forældre skulle skilles, og sådan fortsatte det hele rækken hen. Jeg følte faktisk bare, jeg fik det værre af at sidde i det lokale. Alle var så nedtrykte og deprimerede i både deres tale og væremåde. Snart blev det min tur.

"Mit navn er Annabella," sagde jeg: "og jeg har emotionel personlighedsforstyrrelse af borderlinetype. Jeg ved egentligt ikke, hvordan jeg skal beskrive mine problemer. Det er ikke nogen, man bare kan skære ud i pap. De er bare over alt, og forskellige hele tiden. Lige i øjeblikket har jeg det faktisk ikke så godt, fordi jeg har været oppe at skændes med min bedste ven, men det ordner sig forhåbentligt."

Da jeg var færdig, fik jeg øjenkontakt med Anja. Hun stod og rynkede brynene.

"Annabella," sagde hun: "efter du havde været oppe at skændes med din bedste ven, havde du så lyst til at gøre noget ved dig selv?"

"Jeg går ud fra, du hentyder til selvskade," svarede jeg roligt: "nej, det havde jeg ikke. Jeg var faktisk bare fortvivlet over, at jeg ikke forstod, hvorfor han blev så sur på mig, når jeg bare havde svaret på det spørgsmål, han havde stillet mig."

Der blev ikke sagt mere, og turen gik videre til den næste. Igen kom en beretning, jeg ikke kunne finde mig selv i. I stedet følte jeg mig fremmedgjort. Fuldstændigt. Hvad lavede jeg egentligt her? Andet end at sidde som en tilskuer til en masse folk, der havde det lige så skidt som mig. Bare ikke på samme måde. 

---------------------------------

Jeg undskylder mange gange for ikke at have opdateret. Jeg har bare haft rigtigt travlt og har slet ikke kunne nå det <3

Dagens spørgsmål: Jeres yndlingssang? (Det behøver ikke være MM)

Mit svar: Lige for tiden er min "Kiss Like This" med Jasmine Gabay.

Glem ikke at stemme og kommentere! <3

- Mathilde <3