Still Beautiful | Marcus Gunnarsen Fanfiction | ✔

Kapitel 6

Marcus' synsvinkel

Hun kom grædende ud. Det havde altså ikke været gode nyheder, hun havde fået. Jeg rejste mig fra den stol, jeg sad i og gik hen til hende.

"Hvad sker der?" spurgte jeg, men hun svarede ikke. Hun bare græd. Jeg lagde armene om hende og trak hende tæt ind til mig. Hun knugede sig ind til mig, mens hun borede sit ansigt ind i mit bryst. Jeg hvilede mit hoved oven på hendes, så jeg nærmest blev et skold, der skærmede hende mod alverdens smerte. Jeg kunne næsten mærke, hvor ondt hun havde inden i lige nu. Jeg strammede mit greb om hende og kyssede hende i håret.

"Annabella?" hviskede jeg: "hvad skete der derinde?"

"Ikke noget," svarede hun: "jeg vil ikke snakke om det."

"Var det dårlige nyheder?"

Hun nikkede og strammede sit greb om mig.

"Ikke slippe mig, Marcus," hulkede hun.

"Det gør jeg heller ikke," svarede jeg: "det lover jeg."

Mens vi stod der og krammede, bredte der sig en varm følelse i hele min krop. Den brændte nærmest, og mit hjerte rasede derudaf i høj fart. Jeg strøg hende over ryggen og ved følelsen af hende, sprang mit hjerte næsten ud af mit bryst. Min krop brusede, og jeg lagde atter læberne mod hendes hår og puttede hende endnu længere ind til mig.

Da hun var holdt op med at græde, trak hun sig fra min favn og satte kursen mod toilettet. Jeg ville helst have haft, at hun var blevet i mine arme, men jeg kendte hende ikke godt nok til at bede hende om det.

"Jeg er nødt til lige at rette min makeup," sagde hun, men inden hun nåede mere end tre skridt væk, havde jeg allerede taget hendes hånd, og hun vendte sig brat om mod mig.

"Du behøver ikke rette den," svarede jeg: "du kan nøjes med at tørre det væk, der er løbet ud."

"Men jeg ligner jo noget, der er løgn!" forsvarede hun sig: "jeg er ikke pæn uden makeup."

Det gav et stik inden i mig, da hun sagde det. Hvordan kunne hun tro, hun ikke var pæn? Hun var så smuk. Kunne hun ikke selv se det? Jeg gav hendes hånd et blidt klem og trak hende hen til mig, så hun stod ansigt til ansigt med mig, med kun ti centimeter mellem os.

"Annabella, du er smuk. Lad være med at tro andet," hviskede jeg og kiggede hende dybt i de grønne øjne, der skinnede af vandet, der lå i randen af dem.

"Jeg føler mig ikke smuk," hviskede hun, og jeg slap hendes hånd for igen at trække hende ind i min favn. Da hun igen var i mine arme, lagde jeg mit hoved ned til hende, så min kind lå mod hendes tinding.

"Men det er du," sagde jeg: "du er meget smuk."

Hun kiggede op på mig, og det var, som om der kun var os i hele verden. Mit hjerte bankede derudaf, og jeg havde bare så meget lyst til at bøje mig ned og kysse hendes læber. I stedet lagde jeg min ene hånd på hendes kind og kærtegnede den.

"Gå du bare ud og rens makeuppen af, så henter jeg noget vand til dig imens," sagde jeg: "det tror jeg, du trænger til."

Hun nikkede og satte igen kursen mod toilettet. Denne gang stoppede jeg hende ikke. I stedet gik jeg ud og fyldte et glas med koldt vand til hende. Da jeg kom tilbage, havde hun ikke længere makeup på. Jeg smilede og gik hen til hende. Mens hun drak vandet, lagde jeg armen om hende, så hun vidste, jeg havde ment det, jeg havde sagt. En støtte til, når hun nu havde fjernet sin makeup. Bagefter blev vi af en af Martinus' og mine sikkerhedsvagter kørt hen til en cafe, hvor vi satte os nede i hjørnet bagerst i lokalet.

Vi fik hurtigt bestilt noget varm kakao, og så sad vi bare og snakkede om alt muligt. Tiden gik for hurtigt i forhold til, hvad jeg ønskede.

"Hvad laver du egentligt, når du ikke arbejder på musik og spiller koncerter?" spurgte hun.

"Jeg har en privatlærer, hvor Martinus og jeg læser to fag om året, så vi har tid til det hele."

"Er det ikke trist at gå glip af den ungdom, vi andre har? Jeg mener, dit liv er jo langt fra... normalt?"

Jeg havde tænkt over dette så mange gange; også grædt adskillige over det. Nogle gange følte jeg mig ikke som en sekstenårig dreng. Mit liv var meget anderledes end andres på min alder, og jeg var faktisk en smule ked af, at jeg gik glip af nogle ting.

"Jo, det er trist, men jeg kan godt lide at lave musik og spille koncerter, og alting har sin pris," svarede jeg: "jeg er bare glad for, at jeg ikke er alene om det. At have Martinus og gøre det sammen med ham betyder alt."

"Det kan jeg forestille mig," svarede hun: "jeg har slet ikke nogen søskende. Du er heldig, at du har ham."

Jeg smilede. Jeg følte mig også heldig. Martinus var den bedste bror, man kunne få. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle have gjort uden ham. Det havde altid været ham og mig, og sådan ville det altid være. Nu havde jeg fortalt hende om mit liv, nu ville jeg vide noget om hendes.

-------------------------

Trods alle udfordringerne på klinikken, kom de alligevel på date

Mon Annabella er lige så vild med Marcus, som han tydeligvis nok allerede er med hende?

Glem ikke at stemme og kommentere! Det ville gøre mig så utroligt glad <3

- Mathilde <3