Still Beautiful | Marcus Gunnarsen Fanfiction | ✔

Kapitel 71

Annabellas synsvinkel

På vejen var jeg hele tiden ved at græde. Jeg kunne slet ikke forstå, at jeg var færdig med det her helvede. At jeg faktisk havde fået en løsning. At jeg kunne finde en privatpsykolog med specielle i autisme, som kunne hjælpe mig på min vej til at finde den vej i livet jeg skulle. En, som kunne lære mig at tackle mine dårlige sider.

Jeg havde brugt en del tid på at læse om autisme, da jeg kørte hjem i bussen. Sat mig ind i, hvad det helt nøjagtigt indeholdt at have Aspergers. Jeg var på ingen måde ked af at have fået denne nye diagnose. Jeg følte mig ikke længere syg i hovedet. Autisme var ikke en psykiatrisk diagnose. Jeg var bare skabt sådan. Det var noget, jeg skulle leve med. Men hvis jeg lærte at kontrollere det, kunne jeg udnytte den evner, jeg var bævet tildelt fra fødslen.

Da jeg kom ind af døren, sagde jeg ingenting. Jeg tog bare skoene af. Hang jakken på knagen. Jeg var nærmest mundlam, samtidigt med at jeg var ved at sprænge af glæde. Jeg kunne næsten ikke vente med at fortælle mine forældre det. Eller Marcus. Og Håkon. Laura. Emil. Ja, alle. Hele verden måtte for den sags skyld vide, at jeg endeligt havde fået en afklaring på alt det lort, jeg havde været trukket igennem.

"Hvordan gik det ude på klinikken?" spurgte mor, der stod i døren til entréen. Jeg kiggede smilende på hende og kastede mig ind i hendes favn.

"Mor, jeg er færdig i psykiatrien!" hvinede jeg: "jeg skal aldrig mere tilbage til den forbistrede klinik!"

"Er det rigtigt, skat?" spurgte mor og tog mit ansigt mellem sine hænder, så hun rigtigt kunne se på mig. Jeg nikkede.

"Har du hørt, hvad din datter siger?" råbte min mor ind gennem huset. Der gik ikke mere end to sekunder, før min far kom ud til os. Han smilede.

"Hvad er det, hun siger?" spurgte han.

"Jeg er færdig i psykiatrien," gentog jeg.

Min far smilede med det samme. Jeg gik hen og gav ham et kram. Derefter gik jeg med dem ind i stuen, hvor jeg fortalte dem alt, hvad der var sket. De blev lige så glade, som jeg var. Vi besluttede, at vi hellere måtte fejre det. Min mor gik med det samme ud i køkkenet for at bage en kage og lave noget varm kakao. Min far kørte ned og hentede de varer, som hun manglede. Der fik jeg mit snit til at skrive til Laura. Jeg ville gøre det med det samme. Hun skulle simpelthen høre det her.

Annabella:

LAURA!

Jeg har en helt fantastisk nyhed til dig!

Laura:

Hvad er det?

Nu er jeg nysgerrig!

Annabella:

Jeg var ude på klinikken i dag

De har fundet ud af, at jeg er autist

Jeg har aldrig haft borderline

Det er fantastisk

Laura:

Ej, det er jeg virkeligt glad for at høre

At de endeligt fandt ud af, hvad der var galt

Annabella:

Jeg er så lettet

Jeg føler mig ikke længere tosset i hovedet

Laura:

Den gruppe, du var i, gjorde tydeligvis heller ikke noget godt for dig

Ikke så underligt, du følte dig helt underlig i hovedet før

Annabella:

Det er, som om vægten er blevet løftet fra mine skuldre

Der er ikke noget, der tynger mig ned længere

Laura:

Det er jeg virkeligt glad for at høre!

Hvad siger du til at være sammen om et par uger?

Annabella:

Ja da! Lad os det

Hvad siger du til onsdag

Næste uge igen?

Laura:

Det passer perfekt

Jeg har faktisk fri den dag

Da jeg havde skrevet med Laura, og vi havde aftalt en dag, vi skulle ses, ringede jeg til Emil. Jeg fortalte ham det hele. Han insisterede på at komme med det samme og fejre det med både mine forældre og jeg.

Der gik ikke mere end fem minutter, før det ringede på døren. Jeg styrtede ud og flåede den op. Jeg kastede mig ind i hans arme. Jeg klamrede mig ind til ham, selvom det ikke var mere end en dag siden, vi sidst havde set hinanden. I skolen.

"Hvad er det, jeg hører?" sagde Emil, da han kom ind af døren: "er det sandt? At du er færdig ude på den forbandede klinik?"

"Ja!" svarede jeg: "er det ikke bare fantastisk?"

"Jeg er så glad på dine vegne," sagde han: "har du fortalt det til Marcus endnu?"

"Nej, det har jeg ikke. Jeg overvejer, om jeg skal overraske med det. Jeg ved, det vil glæde ham. Men jeg ved ikke lige, hvordan jeg gør det bedst muligt endnu."

"Hvorfor tager du ikke op til ham. Uden han ved det?"

"Hm, det kunne faktisk være en ret god ide," sagde jeg eftertænksomt. For det var det virkeligt. Men jeg så skulle jeg have fat i Kjell-Erik, så vi kunne arrangere det hele.

"Men først skal vi have noget kage," sagde jeg og trak ham med ind i stuen. Nu skulle det fejres. Så kunne jeg finde ud af bagefter, hvordan jeg ville fortælle den store nyhed til Marcus. 

------------------------

Ja... så hvordan mon hun har tænkt sig at fortælle det til Marcus?? ;)) 

Dette afsnit er dedikeret til Mac_Tinus_love_love, som har fødselsdag d. 28. november <3

Dagens spørgsmål: Hvad er jeres væreste egenskab - ifølge jer selv?

Mit svar: Nok det fantum, at jeg sjældent er tilfreds med noget af det, jeg selv laver. Selvkritik er nok min væreste egenskab, når den tager overhånd. 

Glem ikke at stemme og kommentere! <3

- Mathilde <3