Still Beautiful | Marcus Gunnarsen Fanfiction | ✔

Kapitel 22

Annabellas synsvinkel

Jeg blev ved med at gå. Jeg anede ikke længere, hvor jeg var henne. Mit humør havde skiftet fra usandsynligt gal og rasende til at være helt fuldkommen deprimeret. Normale mennesker ville i mit tilfælde græde, men det kunne jeg ikke. Jeg var af en eller anden grund ikke i fysisk stand til at gøre det særligt tit. Jeg nåde aldrig længere end til det punkt, hvor ens øjne sved og brændte, fordi tårerne truede med at rende ud over kanten hvert øjeblik, men de løb sjældent. Jeg fik dermed heller aldrig forløsning for mine sorger, og det hele ophobede sig inden i og sendte mig ind i en depressionslignede tilstand, der kunne vare alt fra få minutter til en hel måned.

Jeg var simpelthen bare så fortvivlet om det hele. Mine tanker flød rundt, indtil et billede af en pige med valnøddebrunt hår og smukke øjne dukkede op i min hjerne. Laura. Måske kunne hun hjælpe mig? Selvom hun ikke var der i fysisk tilstand, så plejede en samtale med hende altid at hjælpe. Det havde en beroligende virkning på mig. Hun var der for mig. Hendes beskeder holdt mig oppe og gav mig positiv energi, når jeg allermest behøvede det.

Jeg havde faktisk skrevet utroligt meget med hende, siden vi havde mødtes på den cafe. Om alt muligt. Vi havde sendt kapitler til hinanden af vores bøger. Vi havde diskuteret yndlingsfarver på vingummerier. Hendes var de gule. Hun påstod selv, at hun levede og åndede for dem. Hun gav mig det, jeg følte, jeg manglede. Hun var ligesom en søster for mig. Hun havde sagt, hun også havde det på den måde med mig. Jeg var blevet så ovenud lykkelig. Måske syntes folk, det var underligt, at jeg havde det på den måde med en pige, jeg for den meste bare skrev med over min mobil. Men alle mennesker var forskellige, og der skulle være plads til alle i verden.

Annabella:

Laura, jeg har virkeligt brug for hjælp

Jeg er sammen med Marcus

Men vi er mega uvenner lige nu

Laura:

Hvad sker der?

Du ved, du kan fortælle mig alt, ik?

Og så prøver jeg at hjælpe dig

Annabella:

Marcus er bare vildt irriterende

Han ved godt, at jeg er skinpicker

Og nu holder han fanme øje mig hele tiden...

Eller det føler jeg

Laura:

Og hvad er det helt nøjagtigt, I er uvenner over?

Annabella:

Jeg er bare sur på mig selv over, at jeg fortalte ham om det.

Laura:

Men det kan han vel ikke gøre for?

At du er sur på dig selv?

Annabella:

Nej... det kan han vel egentligt ikke...

Men det er bare irriterende, at han holder øje med mig

Laura:

Det skal han heller ikke

Det skal du bede ham om at stoppe med

Du ville vel gå til ham, hvis der var et problem?

Annabella:

Det tror jeg i hvert fald

Men han blev bare så gal på mig

Han råbte af mig...

Laura:

Har du snakket med ham om de ting, du fortalte mig?

Annabella:

Nej...

Det kan jeg ikke

Laura:

Men han vil jo aldrig forstå dig, hvis du ikke fortæller ham noget

Du er nødt til at sætte ham ind i tingene

Især, hvis I skal være sammen

Annabella:

Du har ret. Jeg er nok nødt til det

Det er jo ikke hans skyld, at jeg har problemer

Laura:

Husk, hvad jeg sagde

Han vil aldrig se ned på dig, fordi du har problemer

Du er smuk og fantastisk, og du skal tro på det!

Annabella:

Tak, sødeste Laura!

Nu ved jeg, hvad jeg skal!

Laura:

Jeg er der altid for dig

Og se så at få fat i din dreng! ;))

Jeg smilede og pustede lettet ud. Det hjalp virkeligt. Jeg skulle aldrig have ladet det gå ud over Marcus. Laura havde ret. Marcus kunne ikke gøre for, at jeg var sur på mig selv over, at jeg havde valgt at fortælle ham om mine problemer.

Jeg var nødt til at tage hjem. Jeg var nødt til at snakke med Marcus. Sige undskyld. Give ham et kram. Et kys på kinden. Og jeg var nødt til at fortælle ham om mine temperamentsproblemer. Jeg var ikke klar til at hælde alt ud på en gang, men jeg var nødt til at tage hul på noget af det. Jeg ville ikke risikere at miste ham. Slet ikke, hvis det var noget, jeg kunne forhindre ved at fortælle ham om mig selv. En ting, jeg havde svært ved, var, hvis folk ikke brød sig om mig. Hvorfor, anede jeg ikke. Jeg var nødt til at have hovedet højt og fortælle ham tingene, som de var. Hvis en person ikke kunne lide en for den, man virkeligt var, så var de heller ikke værd at samle på. Men igen... kæmpede min modsatte side af mig selv en kamp med den opfattelse. For jeg havde så utroligt svært ved, hvis folk ikke kunne lide mig, som jeg var. Så følte jeg mig ikke god nok. Det her ville kræve alle kræfter af mig i dag. Jeg ville højest sandsynligt være fuldstændigt drænet for energi i aften over alle disse bekymringer. Jeg var nødt til at tage nogle meget dybe indåndinger, før jeg skulle gøre dette. Det var knald eller fald.

Jeg skyndte mig at finde min mobil. Jeg havde brug for min GPS, hvis jeg nogensinde skulle finde tilbage til Marcus' hus. Jeg havde overhovedet ikke lagt mærke til vejskiltene, men efter en times tid, rundede jeg indkørslen og gik op til hoveddøren. Jeg gik ind, og da jeg havde fået skoene af og var på vej ind i huset, fik jeg øjenkontakt med Marcus, der stod lige foran mig i åbningen til køkkenet. Han så helt ængstelig ud. Han begyndte langsomt at gå hen mod mig. Åh nej... hvad ville der ske nu?

-------------------------------------

Nå da da... så kom hun tilbage til ham...

Tror I, at hun endeligt fortæller ham om nogle problemer? 

Dagens spørgsmål: Hvad er din yndlingsblomst?

Mit svar: Jeg har faktisk to - røde roser og gule påskelinjer 

Glem ikke at stemme og kommentere! <3

- Mathilde <3