Still Beautiful | Marcus Gunnarsen Fanfiction | ✔

Kapitel 47

Annabellas synsvinkel

Jeg kunne ikke beskrive den følelse, jeg havde i kroppen, da jeg kom ind af døren. Jeg havde brug for at være alene, men det var lidt svært, når Marcus ligesom var der. Det øjeblik, jeg kom ind, kom drengen stormende ud til mig og trak mig ind i et tæt kram. Da han slap mig, skulle han lige til at kysse mig, men jeg stoppede ham. Jeg havde på ingen måde brug for at blive omklamret lige nu. Jeg vred mig ud af hans greb og gik lidt væk fra ham Jeg havde brug for rum lige nu.

"Er der noget galt?" spurgte han bekymret og gik igen hen mod mig. Han lagde en hånd på ryggen af mig og aede mig langsomt op og ned af den. Han var alt for tæt på lige nu.

"Kan du ikke lade mig være?" sagde jeg bedende: "jeg har brug for at være alene."

"Skat, hvad er det, der sker?" gentog han, men jeg rystede bare på hovedet. I stedet åbnede jeg bare hoveddøren og spænede afsted. Jeg kunne ikke holde ud at være i nærheden af nogen. Jeg nåede dog ikke ret langt, før der var en, der greb fat i mit håndled. Mine øjne mødte et bare blide brune velkendte øjne fulde af medlidenhed og medfølelse, da jeg vendte mig om. Marcus var fulgte efter mig.

"Du skal ikke flygte," sagde han: "du skal tale om det i stedet. Det aftalte vi."

Jeg sukkede og lod han følge mig tilbage til huset. Han hjalp mig af med jakken og skoene. Tog mig i hånden og fulgte mig op på mit værelse. Han kyssede mig blidt og smilende på kinden.

"Hvad fanden laver du egentligt sammen med en som mig?" spurgte jeg.

"Jeg elsker dig," svarede han: "det er derfor, jeg er sammen med dig."

"Sikkert," mumlede jeg: "og hvordan kan jeg så vide, du ikke har hundrede andre piger på sidelinjen, når jeg ikke er der?"

"Tror du seriøst det om mig?" sagde han skuffet, og straks blev hans helt blanke. Han trak vejret tunget. Jeg havde ramt noget. Såret ham. Og det var præcis det, jeg ikke ville. Det gjorde mig ked af det, men jeg havde desværre nemmere ved at vise vrede end at græde, så den vrede, jeg havde mod mig selv, gik ud over ham, og jeg lød endnu mere sur.

"Det er ikke noget, jeg tror," svarede jeg koldt.

"Hvad skal det så betyde?" spurgte han: "at du bare har antaget, at sådan er det? At jeg er sammen med en hel masse ved siden af dig?"

"Det er for helvede ikke det, jeg siger din idiot!" råbte jeg.

"Vær sød at dæmpe dig," sagde han i et forsøg på at være rolig: "lad os tale stille om det."

"Nåh, så du vil altså ikke have, at mine forældre eller naboer finder ud af, at det måske er sandt, hvad jeg lige har sagt?"

"Du stopper du fanme," råbte han: "jeg har ikke gjort en skid. Jeg aner ikke, hvad det er, du har gang i lige nu, men du sårer mig på et uretfærdigt grundlag. Jeg ville aldrig være dig utro. Jeg har aldrig haft andre piger end dig. Jeg elsker dig for helvede. Kan du ikke bare fatte det!"

"Jeg forstår bare ikke, hvad du vil med mig!"

"Jeg vil være sammen med dig. Jeg troede, det var tydeligt. Også selvom det er svært ind i mellem."

"Ja, jeg ved det," vrængede jeg: "Annabella er besværlig. Hun har en diagnose. Hun er fucked up og komplet irrationel. Hun er ikke god nok til nogen. Man gør, hvad man kan for at hjælpe hende, men det er aldrig godt nok."

"Er det, hvad du tror om dig selv?" spurgte han.

"Hold kæft," snappede jeg: "det er, hvad du sikkert tænker ind i mellem."

"Hvorfor stoler du ikke på mig?" spurgte han, mens en tåre fandt vej ned af hans kind: "hvorfor kan du ikke erkende, at der er en dreng, der er elsker dig for dig. Og at den dreng er mig. Jeg er kendt, og hvad så? Jeg ved godt, at du måske forventer, at en som mig vil have en vogue-model, men det vil jeg altså ikke. Jeg vil bare have dig."

Der brast tingene inden i for mig. Det gik op for mig, hvad jeg havde gjort. At jeg havde ladet mine dårlige tanker løbe af med mig. At jeg havde antaget dem for at være sande, selvom de aldrig ville blive det. Jeg havde dømt Marcus. Drengen, der aldrig havde dømt mig for noget. Jeg havde anklaget ham for det værste, man kunne, med en dreng, der var forelsket.

Jeg kunne mærke tårerne rejse sig, og jeg gispede efter vejret. Marcus trådte et skridt frem mod mig. Lagde op til, at han ville give mig et kram, men jeg vendte mig rundt og løb ud af døren, og videre ud på badeværelset, hvor jeg smækkede mig inde. Der blev hurtigt taget i håndtaget.

"Annabella, luk nu op," sagde Marcus fra den anden side: "lad mig nu komme ind."

Men jeg svarede ikke. I stedet trak jeg mit ærme op og gjorde klar.

-------------------------------

Still Beautiful har rundet 1k votes!!!

OMG!!!! Tusind tak!! :)))

Derfor synes jeg da lige, I skal have et afsnit!

Håber, I kunne lide det <3

Det er vist et stykke tid siden, vi har haft "dagens spørgsmål", så det tænker jeg da lige, vi begynder på igen her ;))

Dagens spørgsmål: Hvad er jeres yndlings sodavand?

Mit svar: Der må jeg jo nok indrømme, at jeg er en basic bitch på det punkt og sige Alm. Coca Cola. Og så selvfølgelig Faxe Kondi xD

Glem ikke at stemme og kommentere! <3

- Mathilde <3