Still Beautiful | Marcus Gunnarsen Fanfiction | ✔

Kapitel 66

Marcus' synsvinkel

Jeg havde en dårlig dag i dag. Jeg kunne mærke det allerede, da jeg vågnede. Det var en af de dage, hvor jeg bare var deprimeret og ikke have lyst til noget. Jeg var ikke nået længere, end jeg havde været i bad og fået tøj på. Mit hår hang løst og vådt ned i ansigtet på mig. Min nakke var ret øm, og jeg kunne slet ikke bevæge mit hoved. Det gjorde på ingen måde mit humør bedre.

Jeg satte mig i vinduet. Alene. Stirrede ud af det. Annabella var nede og lave et eller andet med Martinus. Han var kommet og havde spurgt, om der var nogen, der havde lyst til at spille FIFA med ham. Jeg havde sagt, at jeg gerne ville være lidt alene, så Annabella var smilende gået med ham ned. Jeg kunne ind i mellem høre dem grine over et eller andet, hvilket bare gjorde mig endnu mere trist. Jeg ville ønske, jeg kunne smile i dag, men det så ikke ud til, at det var muligt. Jeg var bare så nede og ked af det, at mit hoved følte som et stort sort hul. Tårerne flød ned over mine kinder. Jeg kunne ikke holde dem tilbage. De havde brug for at komme ud.

Pludseligt gik døren op. Annabella kom ind. Hun gik hurtigt hen til mig, da hun så mit ansigtsudtryk.

"Marcus, hvad sker der?" spurgte Annabella og lagde en hånd på min ryg.

"Jeg har det bare ikke så godt i dag," græd jeg: "inden i."

"Vil du snakke lidt om det?"

"Jeg føler mig bare så presset," sagde jeg: "det er svært både at holde sine karakterer oppe, når niveauet er steget, og samtidigt lave musik, hvor der kommer mere og mere pres på fra pladeselskabet og vores producere. Jeg føler ind i mellem, at jeg er ved at knække helt. At jeg falder fra hinanden. Jeg er bare så stresset."

Jeg blev strøget over kinden. Jeg kiggede Annabella i øjnene. De var fulde af kærlighed og omsorg. Jeg lænede mig ind mod hende og lagde armene om hende og græd ned i hendes skulder. Hun holdt mig tæt ind til sig. Det var, som om vores roller var byttet om. Normalt var det mig, der tog sig af hende, når hun var nede, men nu var det omvendt. Pigen, der havde virket så skrøbelig, havde vist sig at være meget stærkere for andre, end man kunne have forventet. Jeg vidste, hun var fuld af power og et stærkt sind, ellers var hun aldrig kommet gennem alt det, hun havde med sig selv, men at hun havde overskuddet til at tage sig af mig, havde overrasket mig meget. Hun måtte have overskredet alle grænser for mig. Det tog jeg virkeligt hatten af for. Hun var fantastisk.

"Marcus, det skal nok blive okay," hviskede hun: "du skal nok klare det."

"Jeg føler mig bare så langt nede."

"Det er okay at føle sig nede," sagde hun: "det er okay at være ked af det. Og at græde."

"Jeg bryder mig bare ikke om, at folk ser mig sådan. De vil tro, at jeg er svag."

"Husk, at du ikke er svag, bare fordi du er ked af det og giver dig selv lov til at være det."

Hun lagde en hånd på min kind og fik mig til at kigge på hende. Hun nussede mig stille og lænede sig ind og kyssede mig. Jeg trak hende tættere på, så hun stod mellem mine ben.

"Annabella, jeg er virkeligt ked af, at det gjorde så ondt på dig, da vi prøvede at have sex," græd jeg: "det har virkeligt gået mig på."

"Rolig, Mac," svarede hun: "så er det ikke værre."

"Du skreg af smerte," svarede jeg.

"Jeg ved det," sagde hun: "men man vil altid kunne mærke den slags den første gang."

"Jo, men jeg ville gerne have haft, at det bare havde været lidt rart for dig."

Jeg brød sammen igen. Lagde mit hoved mod hendes bryst. Jeg kunne høre hendes hjerte banke hårdt i hendes bryst. Alle tankerne kørte rundt i mit hoved. Tænk, hvis hun nu droppede mig... Efter, at jeg havde været sådan en fiasko i sengen et par dage tidligere.

"Hvad tænker du på?"

"Jeg er bare bange for, at du måske ikke gider mig, når jeg var sådan en fiasko forleden dag. Fordi jeg påførte dig så meget smerte."

"Mac, nu hører du efter, hvad jeg siger," startede hun og fik mig til at kigge op på hende igen: "jeg elsker dig, okay? Lige meget hvad. Det gjorde fandens ondt, men jeg ville aldrig droppe dig for det. Jeg ville sådan set aldrig droppe dig for noget som helst."

"Det er fordi..." svarede jeg tøvende: "selvom du selv mener, du er fucked up, så er du mit livs kærlighed. Jeg vil have en fremtid med dig. Jeg vil gerne have, at du er ved siden af mig resten af livet, men jeg er så frygteligt bange for at miste dig. Det er en konstant tanke, der hele tiden kører i mit hoved, at jeg ikke føler, jeg fortjener dig. Du er den eneste, jeg vil have. Det har du altid været."

Hun smilede sødt ned til mig. Nussede mig på kinden. I håret. Inden hun kyssede mig. Meget dybt.

"Du skal ikke være bange for at miste mig," sagde hun: "men jeg må indrømme, at jeg hele tiden har været meget chokeret over, at du så gerne ville have mig, når jeg er så fucked up. Jeg forstod aldrig, hvad du egentligt så i mig, men jeg tror efterhånden, den er sunket ind, at du elsker mig. Jeg følte hele tiden, at jeg aldrig fortjente en dreng så god som dig."

"Hvordan kan du være chokeret over, at jeg så gerne vil have dig? Du er den dejligste, sødeste og mest fantastiske pige. Du er alt, jeg gerne vil have. Hvis du forlod mig, tror jeg seriøst, at jeg ville visne helt væk. Du er mit lys."

"Måske, Mac, skal vi bare erkende, at vi fortjener hinanden," sagde hun: "netop fordi vi ikke synes, vi er gode nok til den anden. Du sagde engang, at vores eget virkelighedsbillede ikke altid var det sande, og den må vist gælde her."

"Du har ændret dig," sagde jeg: "du virker på en eller anden måde stærkere."

"Jeg føler mig også sådan på nogle punkter," svarede hun: "jeg ved ikke hvorfor. Jeg har virkeligt følt mig nede ind i mellem, men jeg har ikke kunne lade mig falde ned i et hul. Det ville aldrig ende godt."

"Du er stærkere, end du selv tror," sagde jeg.

"Mac," hviskede hun: "jeg troede aldrig, jeg skulle fortælle dig dette. Men... du er også mit livs kærlighed. Uden dig, ville jeg ikke være mig."

Jeg trak hende ned på mig skød. Hun vendte sig om og satte sig op på mig med et ben på hver side af mig. vores læber mødtes med det samme i en lang seance af kys. Jeg kørte hænderne ned over hendes side og ned på hendes numse. Jeg tog fat om den og klemte blidt. Jeg kunne mærke hendes tunge og åbnede op. Hendes tunge svøbte sig blidt mod min.

Denne pige gjorde noget ved mig, der kunne få mig op fra det sorte hul. Hendes kys klarede mine tanker op. Hun gav mig et håb om noget bedre. At jeg ikke behøvede at være ked af det, når hun var hos mig. 

------------------------------

Ih ja, al den kærlighed!

Gid jeg også havde mere et interessant kærlighedsliv - istedet sidder jeg bare og skriver om andres, ahahah xD

Dagens spørgsmål: Hvad er Annabellas bedste kvalitet?

Mit svar: At hun prøver at være der for andre, selvom hun selv har det svært :)) 

Glem ikke at stemme og kommentere! <3

- Mathilde <3