Still Beautiful | Marcus Gunnarsen Fanfiction | ✔

Kapitel 10

Annabellas synsvinkel

"Jorden kalder Annabella," sagde Emil grinende ind i mit øre, og jeg vendte straks min opmærksomhed mod ham. Jeg havde været helt væk i mine egne tanker til at opfatte, at han havde prøvet at komme i kontakt med mig.

"Hvad?" spurgte jeg og kiggede forvirret på ham.

"Du ser bare ud, som om du er helt i din egen verden," sagde han: "er du okay?"

Hvad skulle jeg sige? Nej, jeg var ikke okay. Det havde været hårdt at få af vide, jeg havde en borderlinediagnose. Det var ikke ligefrem noget, jeg havde lyst til at råbe højt om. Jeg var bange for, at folk de ville støde mig fra sig, hvis de vidste det.

"Nej, Emil," svarede jeg: "jeg er ikke okay."

"Har du brug for at snakke om det?" spurgte han.

"Ja, men bare ikke her på skolen."

"Det lyder alvorligt," sagde han: "jeg skal ikke noget efter skole."

"Det er fint. Kan vi så ikke tage på Starbucks eller sådan noget?" spurgte jeg.

"Jo, sagtens," sagde han: "vi kunne også pjække fra de sidste to timer og bare tage derhen nu?"

Jeg smilede til Emil, og det var tegn nok til, at han rejste sig og pakkede sine ting sammen. Jeg følte engang i mellem, at Emil og jeg kunne læse hinandens tanker. Det var, som om vi havde en usynlig forbindelse. Vi behøvede bare at kigge på hinanden for at vide, hvad den anden tænkte.

Mens vi gik ned mod Starbucks, følte jeg en lettelse inden i. Jeg havde egentligt ikke dårlig samvittighed over at skippe et par skoletimer. Jeg kunne ikke ligefrem påstå, jeg var mega fan af at gå i skole. Det var bare noget, man var nødt til. Det eneste, jeg egentligt kunne lide ved skolen, var de opgaver, man skulle skrive, og dem var der mange af. Danskanalyser, historieopgaver og matematikafleveringer var helt klart favoritterne. Egentligt en sjov blanding, når man kiggede på det. Dansk var så abstrakt, og der var ikke noget korrekt svar, mens matematik udelukkende handlende om at finde det ene og korrekte svar, der var.

Da vi ankom til Starbucks, fandt Emil en plads helt nede i hjørnet, så vi sad i fred og kunne tale fortroligt. Vi fik bestilt noget at drikke, og Emil sad afventende og kiggede på mig. Jeg vidste godt, at nu var det tid til at hoste op med det, der gik mig på.

"Jeg var ude på den der klinik forleden dag," begyndte jeg: "og de gav mig en diagnose."

"Virkeligt? Det overrasker mig faktisk meget," sagde Emil alvorligt: "hvilken?"

"Borderline," svarede jeg, og så forklarede jeg ham kort, hvad det var, så han fik en ide om, hvad jeg kæmpede med.

"Det lyder altså ret voldsomt," sagde han: "hvordan har du det med det?"

Ja, hvordan havde jeg det egentligt med det? Jeg følte mig stemplet. Anderledes. Fremmedgjort. Jeg var ikke ligesom de andre. Det havde jeg aldrig været, og det havde jeg altid vidst i min underbevidsthed. Men nu var der blevet sat ord på... hvilket bare gjorde tingene meget værre. Jeg følte mig syg og som om, jeg var en skygge af mig selv.

"Jeg føler næsten, at det er trykt i panden på mig, at jeg har en diagnose," svarede jeg: "som om alle og enhver kan se det."

"Det er en ting, jeg til gengæld kan love dig, at de ikke kan," sagde han.

"Men det giver bare så mange komplikationer."

"Det ændrer vel ikke på, hvem du er, bare fordi der er nogen, der har puttet dig i en kasse. Du har nogle symptomer, men den diagnose skal du ikke lade definere, hvem du er."

Han havde ret... måske lod jeg diagnosen overskygge min hjerne. Jeg burde ikke identificere mig med den. DEN var jo ikke mig. DEN var bare en psykologisk kasse, som klinikken skulle bruge til at hjælpe mig med og som forklarede, hvordan jeg havde det.

"Der er også en anden ting," sagde jeg: "jeg har mødt en dreng."

"Uhadada," svarede Emil og gav mig et flirtende smil: "hvem er han så?"

"Marcus Gunnarsen," sagde jeg stille: "jeg stødte tilfældigt ind i ham og Martinus i en sportsforretning forleden dag. Det endte med, at Marcus inviterede mig ud dagen efter."

Jeg sukkede ved tanken om alt det, der havde forgået den dag. Jeg blev ved med at overtænke alt det med Marcus. Jeg var virkeligt meget glad for ham, men jeg kunne ikke gå hen og forelske mig i en kendt. Måske havde han i virkeligheden bare været venlig over for mig.

"Du lyder, som om det er et problem?" spurgte Emil og sendte mig et undrende blik: "og jeg har lidt på fornemmelsen, at det ikke er det, at han er kendt, der er problemet. Har jeg ret?"

Jeg nikkede. Det var egentligt i bund og grund ikke det, at han var kendt. Det var det, at jeg havde en diagnose, og dermed ikke længere var klassificeret som normal.

"Det er diagnosen," svarede jeg: "han ville da aldrig have mig, hvis jeg fortalte ham sandheden om, hvad der foregår."

Og så var jeg nødt til at fortælle Emil det hele. Alt fra min store grædescene på den psykiatriske klinik, til den efterfølgende date og Marcus' alt for kærlige omgang. Mens jeg fortalte, kunne jeg mærke varmen stige i mine kinder. Da jeg var færdig, sagde han intet. Han var helt fordybet i tanker.

"Jeg er bare bange for, at jeg misfortolker ham," sagde jeg: "måske har han bare været venlig mod mig."

"Nej," sagde Emil endeligt: "den dreng er helt sikkert vild med dig. Det er jeg ikke i tvivl om."

"Men hvad skal jeg gøre?"

"Du skal lade ham lære dig at kende. Du er jo tydeligvis også helt vild med ham," sagde han: "du skal give ham en chance."

Det bedste ved Emil var, at han var homoseksuel. Så man kunne tale med ham om alle sine pigeproblemer, og jeg behøvede aldrig være nervøs for, at han prøvede på at score mig.

"Det er bare virkeligt svært, når jeg har det sådan, som jeg har det," svarede jeg: "jeg har set så mange skrækeksempler på, hvad folk tænker om andre, der netop har diagnoser og er anderledes."

"Du skal prøve ikke at overtænke det," sagde han: "jeg forstår godt, at det er svært, men hvis du ikke giver ham en chance, finder du eller aldrig ud af, om der faktisk var en."

Jeg nikkede. Jeg måtte gøre mit bedste. Men at lukke Marcus ind i min verden og vise ham, hvad der fandtes på indersiden af min hjerne. Det var ikke noget, der ligefrem hujede mig. Jeg måtte vel bare lade tiden gå sin gang og se, hvad der skete.  

--------------------------

Så kom der lige endnu et afsnit!

Håber, I kunne lide det <3

Dagens spørgsmål: Marcus eller Martinus - og hvorfor? 

Glem ikke at stemme og kommentere! <3

- Mathilde <3