Hvide Liljer

Kvindens hemmeligheder

Rose

"9. april, 1842

Nogle hemmeligheder er for tunge til at blive delt. Så jeg har fået bygget et lille bibliotek hvor jeg vil horde de tungeste af mine hemmeligheder, så jeg har et sted hvor de er godt gemt, når de bliver for tunge til mig at bære.
Med tiden bliver også biblioteket endnu en af mine hemmeligheder - når min mand dør, dør den eneste anden der kender til mit tilflugtssted.

Men et tomt bibliotek gemmer ingen hemmeligheder. Det er bøgerne, man gemmer der, der bærer de tunge ord. Og denne bog vil blive den første af en lang række bøger.

Og hvilke hemmeligheder har jeg så brug for at lægge fra mig lidt?

Jeg ville starte fra begyndelsen, men det kan jeg ikke, for jeg ved ikke hvornår det begyndte. Måske begyndte det, da jeg blev forlovet med Edward. Eller måske før det, da jeg forelskede mig i heksen Fredrika Delphi, selvom det var uundgåeligt fra det øjeblik min papa introducerede os for hinanden. Eller også begyndte det, da mama besluttede sig for at mit og Fredikas forhold var upassende, og arrangerede mit møde med Edward.

Jeg ved det ikke.

Jeg ved blot, at Fredrika ikke tog nyheden om min forlovelse pænt, og det resulterede i at jeg... hilste på Døden. Og indgik en aftale med Gudinden. Og da jeg blev mig selv igen, var Fredrika forsvundet.

Så nu bærer jeg på en tung, tung byrde, og en endnu tungere hemmelighed. For hendes skyld.

Og jeg frygter, at jeg aldrig får hende at se igen."

Det går op for mig, at jeg græder. Jeg tørrer vredt tårerne væk med håndryggen og bladrer videre i bogen. Årstallene ændrer sig, og jeg skimter kort over nogle af overskrifterne, der markerer hovedpunkter i Elizabethas liv. Børnefødsler. Forældrenes død. Børnenes bryllupper. Frygten for den lange fremtid hun har foran sig. Tegningen af rosen og ulve-tornene. Drabet på en uskyldig heksefamilie, og beslutningen om aldrig at dræbe uskyldige væsner igen. Edwards død. Og så videre, og så videre.

Og så, på en af de sidste sider:

"7. februar, 1913 → Bogen

Der er krig på vej, men det er ikke i nærheden af den katastrofe jeg lige har opdaget. Hun skrev sine erindringer ned. Fredrika skrev sine erindringer ned. Den forbandede mær. Al den tid og energi jeg har brugt på at holde mine hemmeligheder tæt på kroppen, og så skriver hun sine erindringer ned i et satans grimoir. Det lykkedes mig heldigvis at opspore den - den står nu trygt og sikkert på boghylden foran mig - men det er umuligt at sige hvor mange, der har haft fingre i den. Hvor mange der har læst den. Jeg har fået en god ven, der var intelligent nok til ikke at stille spørgsmål, til at forbande bogen, så den ligner en almindelig lærebog. Det er stærk magi, men med tiden vil den blive vasket væk af støv og ælde. Især når min ven dør, vil hans kræfter blive stærkt svækkede.

Jeg har endnu ikke regnet ud hvordan det lykkedes hende at hoppe ind i mit sind og bevidne min aftale med Gudinden.

Eller hvorfor.

Tanken er faldet mig ind, at hun måske ønskede at dø sammen med mig, men jeg har skudt den fra mig igen. Det er latterligt at tænke sådan. Hun hader mig, især efter jeg valgte Edward over hende. Jeg forstår hende godt.

Jeg snakkede med Gudinden her den anden dag. Spurgte hvad hun får ud af vores aftale. Om hun ikke bare ville lade mig dø.

Det ville hun ikke.

Hun har besluttet sig for at samle et råd bestående af 13 jægerfamilier. Mit job er at sikre, at Wood-familien har en plads i det råd - at familien ikke bliver udryddet. Hvis jeg fejler, bliver tiden stillet tilbage, og aftalen bliver annulleret. Gudindens ondskabsfuldhed. At min eneste vej ud af eksistensens smertefulde greb er at dræbe alle dem jeg elsker og holder af."

Jeg sænker bogen, så den ligger åben i mit skød, og stirrer frem for mig. Lader ordene synke ind.

Jeg bladrer videre.

"30. januar, 1998

Jeg er slægtens vogter. Jeg er slægtens vogter. Jeg er slægtens vogter. Hvis jeg gentager det nok gange, tror jeg vel på det i sidste ende... Ikke?

Min udødelighed er en hemmelighed. Min udødelighed er en hemmelighed. Min udødelighed er en hemmelighed.

Jeg har sådan lyst til at blande mig. Hvem skulle have troet, at mine egne efterkommere skulle beslutte sig for at lede efter min største hemmelighed? Jeg har lyst til at tage bogen under armen og stikke af. Men det kan jeg ikke.

Jeg skal blive og passe på dem, som en hemmelig beskytter, som et spøgelse der hvisker advarsler i natten. Jeg må ikke blande mig. Jeg må ikke blande mig! Åh, hvorfor er Gudinden så glad for at give selvmodsigende instrukser?

10. august, 2003

De fandt bogen. Jeg var nødt til at beskytte min hemmelighed. Nu ønsker min efterkommer at hævne sig på resten af min familie. Jeg tog Gudinden til råd, og sammen har vi udarbejdet en plan.

Det bliver et endnu ufødt barn, der skal rette op på min fejltagelse.

3. november, 2020

Hans hævn er snart fuldendt, og som følge er hendes forældre døde.

Det gjorde ondt, at være grunden til rosens død også. Det gjorde ondt, at det skulle være så let.

Jeg opsøgte den gamle mand, der var i besiddelse af bogen. Han var smart, og havde forstærket min gamle vens besværgelser på den. Jeg forklarede ham situationen. Forklarede, at det ville resultere i hans død. Han indvilligede alligevel. Gudinden fik en anden præstinde til at sende rosen mod havet, og den gamle mand skabte en illusion der fik hende til at kaste sig i det. Nu er hun død.

I det mindste nåede hun at se sin elskede i sine sidste sekunder.

Pigebarn, hvis du nogensinde får fingre i den her dagbog, og det tror jeg at du gør: det var Gudinden, der gav dig liv, og det var hende der tog det fra dig igen. nu har hun skænket dig evigheden - hvad vil du gøre med den tid du har fået?"

Virkeligheden slår mig som en fugtig klud i ansigtet. Selene og Elisabetha slog mig ihjel
Ikke Emma.
Ikke Hector.

Alt hvad jeg har gjort er blevet besluttet af andre, af Elizabeth, af Selene. Jeg troede, det var Emma der manipulerede mit sind, men i virkeligheden var det dem. De har skubbet mig i den retning, de ville have mig til at gå, sådan at deres agenda kunne komme forrest i køen. Jeg blev ikke skubbet i døden af jordiske hænder, men narret til selv at springe og tro, at min kusine var morder? For dem er jeg blot et redskab.

Hvad med hvad jeg vil?

Hvad jeg elsker, og holder af?

Hvad jeg håber og drømmer om?

Jeg presser øjnene sammen. Det hjælper ikke at spekulere. At hade.

Det vil der være masser af tid til, når jeg har brændt bogen.

Jeg lukker bogen med et smæld og smider den ned i en skuffe. Stirrer på daggerten, der stadig ligger på sengebordet.

"Dit navn er Gunnhild," siger jeg til den. Og det er ligesom om jeg kan høre et suk gå gennem lokalet. Et fornemmelse af tilfredshed og spænding bølger fra våbnet. Jeg ryster ubehaget af mig og slukker lyset. Så lægger jeg mig tilbage under dynen.

Jeg falder ikke i søvn.