Hvide Liljer

Det er sværere end man skulle tro at dirke låse op

Rose

Jeg går direkte hen til det store skrivebord midt i Hectors kontor.

"Inden du forsvinder, Andreas," siger jeg til min fætter.

"Ja?"

"Har du energi til at låse skufferne op?" Jeg ser op på ham tværs henover bordet.

Han ryster på hovedet. "Jeg har forseglet det med magi. Jeg har ikke energi til både at bryde beskyttelsen, låse skufferne op, og rejse til Lucia."

"Vil det sige, at jeg ikke kan få skufferne op uden magi?" spørger jeg. Irritation, vrede og.... desperation begynder at løbe i mit blod. Fortvivlelse. Magtesløshed.

"Nej, nej," beroliger han. "Beskyttelsen fungerer sådan, at hvis nogen anden end far forsøger at låse dem op for jeg det at vide. Og hvis man forsøger med magi vil det være næsten umuligt." Han smiler til mig. "Bare rolig."

Så forsvinder han.

Jeg bander lavmælt for mig selv - et godt sted at starte. Så støtter jeg mig til bordet og lægger mig forsigtigt ned på knæ.

Jeg betragter nøglehullet. Det er mit held, at skrivebordet er gammelt, for det gør tingene en smule enklere. Jeg fisker dirkene frem af lommen. Det er selvfølgelig ikke de rigtige dirke, der normalt er en fast del af min uniform, for dem har min onkel taget fra mig. Nej, det er bare to papirclips, jeg har formet så de passer.

Jeg begynder.

... Og finder hurtigt ud af at låsene er mere komplicerede, end jeg troede. Jeg stønner, både af smerte og irritation. Bliver afbrudt, da jeg hører nogen der løber på den anden side af døren. Jeg stivner. Holder vejret, og venter på at jeg er alene igen. Der går et stykke tid, efter at der er blevet stille igen, inden jeg tør trække vejret igen. Jeg tager en dyb indånding.

Og mister presset i låsen, så den nulstiller sig.

"Lort," mumler jeg.

Jeg starter forfra.

Sveden pibler frem på min pande, men jeg kan ikke tørre mine øjne uden at miste presset på låsen. Jeg kan næsten ikke se noget for den salte væske i mine øjne. Jeg har det varmt under læderrustningen.

Denne gang er jeg lige ved at have knækket koden i låsen, da endnu et pistolskud runger gennem bygningen, og jeg hopper og taber dirkene. Bevægelsen sender et lyn af smerte gennem min krop, og jeg presser hænderne mod såret i min mave. Jeg overvejer kort om jeg skal dræbe mig selv for at genstarte min krop, men der er ikke nok tid. Jeg bander og roder halvblindt rundt på gulvet efter mine DIY-dirke. Da jeg endelig finder dem går det op for mig at mine hænder er blodige. Jeg tørrer sveden ud af øjnene, men det er en ringe hjælp, for samtidig får jeg gnedet blod rundt i ansigtet. Jeg bander.

Jeg forsøger igen på låsen, men dirkene smutter konstant fra mig, fordi de glider i blodet og sveden på mine hænder. Da jeg taber dem for tiende gang er jeg ved at have fået nok.

Jeg skal til at bande igen, da døren ind til kontoret går op. Jeg dukker mig, forsøger at gemme mig bag bordet, og beder til at det ikke er Hector.

"Rose?" Det er Anjas stemme, der aldrig har lydt dejligere end i dette øjeblik.

"Hvordan-" begynder jeg, men bliver afbrudt af hendes lettede grin.

"Det var nemt nok. George kunne høre dig bande fra den anden ende af gangen." Jeg kan høre på hendes skridt, at hun nærmer sig mig. "Hvad så? Hvad laver du?"

Hun læner sig ind over bordkanten og titter ned til mig, men gisper da hun ser at jeg er smurt ind i blod.

"Jeg dirker låse op," siger jeg, i et forsøg på at virke nonchalant med blodet. Som om det ikke betyder noget. Som om det ikke er mit.

Hun tager mine ord for gode varer, og smilet vender tilbage til hendes ansigt. "Du har altid været en forfærdelig dirk," siger hun. "Lad mig."

Hun kravler over bordet og sætter sig på hug ved siden af mig. Finder sine egne professionelle dirke frem.

"Hvor er George?" spørger jeg.

"Hun holder vagt. Hun og hendes fantastiske hørelse." Hun koncentrerer sig om låsen og på få minutter er den første skuffe åben.

Vi læner os simultant over skuffen og kigger ned i den. Jeg rækker ned for at rode rundt i den, men Anja stopper mig.

"Du kan godt tro nej. Ikke med de blodige fingre. Hvad kigger vi efter? Så skal jeg nok."

"En bog," mumler jeg. "En gammel bog."

Anja løfter et øjenbryn og begynder at løfte i papirerne. "Så vi havde ret, det handler om den bog, mor og far snakkede om."

Jeg nikker. "Mere end du aner."

Anja sukker irriteret. "Der er ikke andet end løse papirer i den her skuffe."

"Så prøv den næste."

Hun nikker og går i gang.

Tre skuffer senere finder vi den. Det var rigtig nok den øverste skuffe, men vi var begyndt på den forkerte side af bordet.

Uden at spilde et sekund propper jeg den ned i en skuldertaske, jeg huggede fra våbenhuset. Så rejser jeg mig op, forsigtig med ikke at vise, at det svimler for mine øjne og at jeg næsten ikke kan stå på mine ben.

"Hvad så nu?" spørger Anja.

"Nu skal vi væk herfra."

***

Okayyyy okayyyy, 4 kapitler på en aften: hvad siger I så? vejer det op for den sidste kapitel-løse måned? I sure hope so lol. Er I klar over at vi nærmer os historiens afslutning? Men frygt ej! For den næste - og sidste - bog er allerede under planlægning! 

Nå, nu går jeg i seng. Godnat, I dejlige mennesker <3