Hvide Liljer

Opvågningen

Rose

Jeg kan ikke se noget. Jeg kan ikke bevæge mig. Jeg kan mærke et tryk, som om verden klemmer sammen om mig, men samtidig føles det, som om jeg flyver, som om jeg ikke vejer noget. En underligt brusen fylder mit hovede, som om jeg står ved havet. Noget strejfer mit ben, og jeg spjætter. Hvor er jeg? Jeg åbner øjnene. Verden er mørk. Jeg spærrer øjnene op og ser mig omkring. Jeg får langsomt kontrol over min krop. Jeg kan kun bevæge hovedet. En fisk svømmer forbi mit ansigt, og jeg åbner munden for at skrige. Vandet strømmer ned i min hals, og jeg fægter  med armene. Jeg bevæger hovedet igen og ser at et sted under mig, skinner der et blødt lys. Det går op for mig, at den tunge kjole tynger mig ned, og at lyset stammer fra solens stråler, der bryder havoverfladen. Jeg slår voldsomt med arme og ben, forsøger at vende mig den rigtige vej, så jeg kan komme op og få luft. Efter hvad føles som en evighed, bryder jeg overfladen. Jeg hiver desperat luften ind, men kjolens vægt trækker mig tilbage under vandet. I lang tid kæmper jeg mod bølgerne, kjolens vægt og min hjerne, der fortæller mig, at jeg skal give op. Jeg kan mærke at udmattelsen breder sig - at jeg snart ikke kan mere. 

Jeg taber.

***

Erica

Hun ligger på stenene. Vandet ligger omkring hende. Når bølgerne slår, løfter skørtet sig i takt. Vandet slår mod hendes arme, der ligger spredt ud til siden, på samme måde som de større bølger slår mod stenene lidt længere ude i vandet. 

Bortset fra, når bølgerne får hendes hår til at slå knuder eller løfter hendes krop et par centimeter fra klipperne, bevæger hun sig ikke. Hun er livløs. Død. 

Hvor ubehageligt det må have været, tænker jeg, at lide druknedøden. 

Og hvor ubehageligt for hendes elskede at se hende falde i havet. Hvor ubehageligt. Jeg kan høre hans skrig fra klippen. Lyden er så umådeligt sørgelig, mere skræmmende end mågernes sultne screeeeeck!

Mågerne. De flyver rundt i cirkler omkring hende, som om de ikke er sikre på, hvorvidt de har lov til at pirke i hende. 

Hendes fingre sitrer, men mågerne opdager det ikke. Én af dem lander et par meter væk fra hende. Den lægger hovedet på skrå, skriger et nysgerrigt screeeeeck?

Fingrene sitrer igen. Hun knytter langsomt næven, bevæger lidt på hovedet. Hun løfter armene, bruger dem til at sætte sig op. 

Mågen skriger fornærmet, og det får resten af fuglene til at skrige med. De flyver rundt i cirkler om hende, ærgerlige over at deres måltid alligevel ikke er dødt. 

Rose sætter sig op og ser sig om. Hun får øje på mig, og vi får øjenkontakt. Hun er bleg. Bleg og bedrøvet. Hendes elskedes skrig gør ondt på hende, kan jeg se. Jeg prøver at overdøve dem med min violin.

Hendes røde hår er næsten lige så sort som den drivvåde kjole, der klynger sig til hendes ben, da hun rejser sig op. Vi udveksler kun få ord, ingen af os når at sige det, vi egentlig helst gerne vil. 

Undskyld, vil jeg sige. Undskyld. Men det kan jeg ikke.

Og i hendes øjne kan jeg se et andet ord, der brænder af sorg og forvirring: hvorfor?

Nej, ingen af os når at sige det, vi vil, men det er heller ikke nødvendigt. For Rose har intet at tilgive, og vi ved begge, at jeg ikke kender svaret på hendes spørgsmål, at jeg selv stiller vores gudinde det samme spørgsmål: hvorfor? Hvorfor byder Du os så forfærdelige opgaver? Elsker Du os ikke?