Hvide Liljer

Konsulet

Mike

Højrøstede stemmer fylder spisesalen til bristepunktet. De svæver rundt oppe under loftet, som om de ville flyve til vejrs, havde det ikke været for taget. De fire alfaer, hvis territorier ligger op til min, er samledes i den lille sal, der i bedre tider har huset min flok ved  bryllupper og fest. 

"Kom nu, Mike." Alfa Skov smiler indladende til mig. "Fortæl nu... Hvorfor har du kaldt til møde?"

"Ja?" Alfa Møller vipper drillende med øjenbrynene. "Jeg hører, du har fundet din mage? Er det derfor?"

"Mage?" lyder det fra den anden ende af bordet. Det er alfa Holst. "Er der så børn på vej?"

"Nej..." Jeg prøver at skjule, hvor ondt det gør at høre dem tale om børn. "Der er ingen børn på vej. Og det kommer der desværre aldrig."

"Hvorfor ikke?" spørger alfa Møller. "Er hun gold?"

"Eller er det en han i stedet for en hun?" spørger alfa Skov med et grin. "Det gør ikke noget - jeg har vidst det siden din far introducerede os to første gang."

"Hun er ikke gold," siger jeg måske lidt skarpere end nødvendigt. "Hun er død."

"Død?"  

"Hvornår?"

"Hvordan?"

"Har du fanget morderen?"

"Er det derfor, du har kaldt os sammen?"

"Stille!" Råbet får ekkoet til at smælde. Samtlige øjne vender sig mod den anden ende af bordet, hvor en gammel mand sidder halvt gemt i skyggerne med rank ryg. "Lad dog drengen tale ud."

"Alfa Friis." Jeg tager en dyb indånding og smiler lettet. "Tak."

"Årh, hold dog op med det formelle lort, knægt," siger han brysk. "Du ved udmærket godt, at mit navn er John."

Jeg nikker. "John. Tak."

"Men fortæl endelig, knægt," fortsætter han. "Jeg er lige så nysgerrig som mine naboer."

Jeg sukker tungt. "Hun kastede sig ud over klippen for en måneds tid siden. Der havde været lidt... uro i et stykke tid."

"Uro?" spørger Holst. "Er det derfor, vi ikke har hørt noget fra dig og din flok så længe?"

"Ja," siger Møller. "Jeg prøvede at få kontakt, men fik intet svar."

De andre brummer enige. 

"En heks havde forbandet hele byen," siger jeg. Så rynker jeg panden. "Hvis I vidste, der var problemer, hvorfor kom I så ikke og hjalp? Gudinden skal vide, vi havde brug for det."

"Det gjorde jeg også, dreng." John læner sig tilbage i sin stol. "Jeg snakkede kort med din beta, der mente, at alt var, som det skulle. Du havde fundet din mage, påstod han, og du nok skulle række ud, når du havde lyst til at introducere os."

Møller nikker. "Og jeg var på vej, da jeg fik et opkald fra min gamma. En vild havde angrebet et barn, og jeg var nødt til at vende om. Jeg var på vej, mand. Det var jeg virkelig."

Skov, der sidder over for Møller trækker på skuldrene. "Min svigermor døde. Jeg kunne ikke forlade min mage i sorg på den måde."

"Jeg kondolerer." Jeg nikker til ham, og han nikker tilbage.

"Det behøver du ikke. Hun var en gammel so."

"Det fortæller du forhåbentlig ikke din mage," driller Møller.

Skovs øjne bliver store. "Nej, er du rigtig klog. Hun ville skære klokkeværket af mig!"

"Arh, det tror jeg nu ikke." Møller vipper med øjenbrynene. "Hvem skulle så give hende babyer?"

"Kan vi vende tilbage til pointen?" afbryder jeg. "I er her ikke for at diskutere Skovs sexliv."

"Nej, det er vi vel ikke." Holst læner sig ind over bordet. "Men hvorfor er vi her så?"

"I er her, fordi min lillesøster er forsvundet."

Møller retter sig med et sæt op i stolen. "Georgina? Forsvundet? Hvordan er det gået til?"

"Hun har sikkert bare drukket sig fuld igen og er tumlet ud i skoven," brummer Skov.

"Du har ret i, at hun var fuld, men det er ikke grunden til, at hun er forsvundet. Faktisk, så var jeg der selv, da hun blev taget."

"Taget?" Bekymringen lyser ud af Møller. "Af hvem?"

"Af nogle vilde. De overfaldt os, da vi var på vej ud mod den nordlige grænse, fordi nogle spejdere havde set et par vilde. De må have smidt søm på vejen, for et af hjulene punkterede. De angreb os, da vi gik ud for at skifte det."

Fortællingen får minderne til at strømme frem for mit indre blik. Georgina, der skriger. Ulvenes glinsende tænder. Smerten, der til sidst blev så slem, at jeg gik i koma.

"Der var så mange... Jeg fik dræbt et par stykker, men i sidste ende tabte vi. Det sidste jeg husker, inden jeg besvimede, var Georgina, der blev slæbt væk. Da jeg vågnede igen, var der gået vel over en måned, og min mage var godt i gang med at kaste sig i havet."

"Det er jeg sgu' ked af, knægt." John ser mig sørgmodigt i øjnene. Han er den eneste anden i rummet, der ved hvordan det føles at miste sin mage.

"Jamen, hvad gør vi så?" spørger Holst ud i rummet.

"Det var det, jeg håbede, I ville vide," siger jeg.

Vi sidder lidt i stilhed og kigger på hinanden.

"Det er da let nok," mumler Møller til sidst. "Vi finder hende."

***

Heeeeeeeeeej, I skønne, dejlige mennesker!

Jeg har ikke fået opdateret i et stykke tid - det er jeg ked af. Jeg har simpelthen bare haft så travlt, samtidig med, at jeg har kæmpet med begyndelsen på vinterdepressionen.

Jeg tænker, at antivinterdepressionslisten begynder med december?

Indtil da, vil jeg sige fortsat god aften, og så ses vi vel i næste weekend😉