Teknisk set lever Rose kun fordi hun lavede en aftale med gudinden Selene, men sandheden er nok snarere at hun lever på to ting: hendes ønske om at hævne sig på sin onkel, og håbet om at hun kan vende tilbage til Mike til sidst.
Aftalen med Gudinden...
Den nat kan jeg ikke sove. Jeg kan ikke engang få mig selv til at gå i seng.
I stedet sidder jeg i lænestolen med fødderne i vindueskarmen og ser ud på den mørke gade udenfor.
Det er meget tæt på midnat. Himlen er dækket af mørkegrå skyer, så jeg kan ikke se månen, men hvis jeg kunne, ville den være halv.
Alle vinduer er mørktlagte, og de fleste gadelygter er gået ud, så kun få lyser gaden op, og selv de må kæmpe mod en let sne, der sluger det meste af det lys, der slipper ud gennem de næsten bladløse træer, der står i alle haverne. Den smule lys, der dog er, afslører kun, at den brostensbelagte vej er dækket af et let hvidt lag, der langsomt bliver større.
Typisk december-vejr.
Det er stille stunder som denne, der virkelig får mig til at tænke på Rose.
Det var midt på sommeren, da vi så hinanden for første gang. Vi løb sammen i varmen. Hun havde en t-shirt på den aften George og jeg blev overfaldet. Jeg kan huske det, for jeg havde lyst til at tage den af hende.
Dengang faldt det mig ikke ind, at hun kom et sted fra. At hun havde et værelse, og at hun forlod nogle venner, da hun kom til Lucia. Når jeg nu ser hendes gamle hjem går det op for mig, at hun måske endda havde et bedre liv hér end hun nogensinde kunne have fået i Lucia.
Tanken får mig til at krympe mig.
Jeg kigger ud igen. Sneen er ved at aftage. Tænk at det allerede er december. At der er gået fem siden jeg mødte Rose, og at efter kun en måned sammen blev vi splittet ad. Og da jeg vågnede to måneder senere døde hun.
Mit hjerte vrider sig ved tanken.
Og nu er der gået to måneder efter hendes død.
Vi har været uden hinanden i lige lang tid nu. Hvordan overlevede hun dog så længe?
"Mike?" siger en tøvende stemme bag mig. Jeg tørrer tårerne af ansigtet og vender mig om mod min lillesøster.
"Hvad er der, George?" spørger jeg.
Hun lægger hovedet på skrå med rynkede bryn. "Græder du? Hvorfor dog det?" spørger hun i stedet for at svare på mit spørgsmål. Jeg prøver at forhindre tårerne der springer frem ved lyden af hendes stemme.
"Hun er død, George. Hun er død, og jeg kommer aldrig til at se hende igen." Og det er min skyld. Men det siger jeg ikke højt. Det er min egen byrde at bære.
"Åhh, Mike!" Hendes ansigt lægger sig i fortvivlede folder, og hun skynder sig hen og krammer mig, så jeg sidder med hovedet mod hendes tynde, tynde mave. Det er næsten som at kramme et skelet. "Shhh," mumler hun og stryger mig hår. "Jeg ved godt, at det er svært lige nu, men tro mig, I kommer til at mødes igen."
"Når jeg selv er død, mener du?" Min stemme er bitter og grødet på grund af gråden.
I stedet for at svare hviler hun sin kind mod min hovedbund, og da hun tager en røstende indånding lander en af hendes egne tårer på min næsetip.
***
Jeg havde virkelig svært ved at vælge hvilket billede der skulle være oppe i toppen... Det her var det anden billede jeg overvejede
Ups! Ten obraz nie jest zgodny z naszymi wytycznymi. Aby kontynuować, spróbuj go usunąć lub użyć innego.
Hæh. Og så blev kapitlet lige mega depri mega hurtigt. Det var regnvejret der inspirerede mig.... Jeg prøver så godt jeg kan at vise at mike sørger, men shit om det er svært. For ham sker det samme jo bare igen og igen, men det blir jo mega hurtigt mega kedeligt at læse... Har I nogen tips til hvordan jeg skal sætte mere fokus på hans sorg??
