Planlægning med et barn

13 2 3
                                    

Rose

"Har du fundet bogen?"

Min unge fætter nikker bekymret. "I en skuffe på min fars kontor."

"Og Hector?"

"Til møde med rådet. Noget med en alfa-ulv, der truer med at udfordre en anden alfa for hans territorium og flok." Andreas sender endnu et nervøst blik rundt i haven. "Har du tænkt dig at slå ham ihjel?"

"Ja. Hvor er den?"

"Bogen?"

Ja, for fanden. Hvad ellers? Irritationen må være tydelig at se på mit ansigt, for han sender mig en grimasse.

"I en aflåst skuffe på hans kontor."

"Og kan jeg regne med at den også er der om to dage?"

Han nikker.

"Godt. Har du forstået planen?"

Han nikker igen.

"Så hvor er bunkeren?"

Han beskriver kort vejen til blodbanken. "Men jeg kender godt vejen. Jeg har gået den tusind gange."

"Jaja, det siger du. Og nøglen?"

"Skjult i en lille æske gravet ned i jorden. Der ligger en sten over den for at markere stedet."

"Hvordan vil du få fangerne ud?"

Han løfter irriteret blikket og ser mig ind i øjnene. "Det finder jeg ud af til den tid. Jeg ved ikke engang hvor mange af dem der stadig er i live."

"Jeg troede du kom der jævnligt."
Han skærer ansigt. "Jeg har ikke fået lov til at være der siden jeg lukkede den blinde ulvinde løs."

Jeg blinker overrasket. "Det var dig der slap George fri?"

Drengen pruster irriteret og skifter emne. "Hvordan vil du få fat i bogen? Skuffen er låst, og Emma og min far er de eneste der har nøgle."

"Det finder jeg ud af til den tid," gentager jeg hans ord.

Han sender mig et blik der viser, at han ikke sætter pris på min humor. "Hvad gør jeg hvis du ikke kommer til mødestedet som aftalt?"

"Det gør jeg."

"Men hvad hvis du ikke gør?"

Jeg puster irriteret ud. "Jeg har sendt et brev til din storesøster. Hvis tingene går galt, kan du stole på at hun kommer og henter dig."

"Hvad hvis hun ikke gør?"
"Det gør hun." Jeg kan se at han skal til at protestere, så jeg skynder mig at tale videre. "Hold nu op, Andreas. Det skal nok gå."
"Men hvad hvis hun er ligesom far?" Hans stemme er tynd, da han stiller spørgsmålet, og den desperate lyd slår pusten af mig.

"Det er hun ikke. Hun er sød."

Drengen fortjener bedre fortrøstninger, men jeg har ingen. Jeg ved for en gangs skyld ikke hvad jeg skal sige. Jeg lægger en hånd på hans skulder.

"Stol på mig, dreng. Hun elsker dig meget højt og venter utålmodigt på at møde dig. Hun skal nok passe på dig." Lige indtil Gudinden får hende til noget andet. Men det sidste siger jeg ikke.

Han nikker - tvivlen er stadig tydelig i hans ansigt, men han stoler vist på mig.

"Gennemgå planen en sidste gang for mig," beordrer jeg ham.

Han ruller med øjnene. "Når solen står op teleporterer jeg alle fars skabninger ind på palæet og slipper deres blodtørst fri, så alt bliver kaos. I forvirringen får du fat i bogen, og sender mig signal til at låse mig ind i blodbanken og slippe fangerne løs. Så mødes vi dér. Enkelt og klart - og så meget kan gå galt."

Jeg nikker. "Og hvad gør du hvis jeg ikke dukker op?"

"Så slipper jeg dem alligevel fri, men teleporterer dem så langt væk jeg kan."

"Og dér finder Erica dig."

Han nikker. "Hvad hvis jeg ikke har kræfter nok til at teleportere alle fangerne?" Hans blik bevæger sig febrilsk hen over omgivelserne omkring os, som om han leder efter noget.

"Så instruerer du dem i at løbe alt hvad de kan og teleporterer dig selv væk. Forstår du det? Dit liv før andres. De skal nok klare sig. Hvis du har kræfter til det kan du tage de svageste-"

Hans øjne stivner på noget bag mig, og jeg holder omgående op med at tale.

Jeg vender mig om og følger hans blik. Jeg kan ikke se noget.

"Det kommer nogen," mumler han. Han griber ud efter min hånd, men jeg tror ikke han selv lægger mærke til det. Hans håndflade er svedig.

"Ved du hvem der er?"

"Nej, det- En ulv. Jeg kender hende ikke. Hun er ikke vild."

"Der er noget med at der kommer en ung ulv til jobsamtale i dag, ikke? Som køkkenpige?" Jeg vender mig mod min fætter.

Han nikker. "Jo, Henriette Et-eller-andet. Du har ret, det er nok hende."

***

Mike

Hoveddøren bliver lukket med et brag bag Henriette, da hun kommer hjem. Lyden får os allesammen til at krympe os.
"I køkkenet!" kalder jeg, og kort efter står min kriger og laver mudrede fodspor på klinkegulvet.

"Du kommer lige til maden," siger Lillian og laver en fejende bevægelse mod den tomme tallerken ved siden af sig. "Spis, så fortæl."

Henriette sætter sig lydigt og øser et stykke lasagne og noget salat op på tallerkenen. "Jeg fik ikke jobbet," siger hun inden hun begynder at spise. Ind imellem bidder fortæller hun videre. "Og jeg fik ikke kontakt med onklen. Det var kokken der tog imod mig og sagde, inden jeg selv nåede at få et ord indført, at de ikke har brug for mig alligevel. Men jeg fik bekræftet at Emma har været der - hendes lugt var overalt. Og jeg fandt bunkeren, Anja. Den lugter af blod og død. Dér stødte jeg på nogle vilde, der jagede mig af grunden. Jeg er løbet resten af vejen hjem."

"Så intet nyt," konstaterer jeg. "Andet end at vi fik bekræftet nogle teorier."

Hun nikker og spiser videre. I det samme ringer min mobiltelefon. Jeg tager den op af lommen og kigger på den.

"Hvem er det?" spørger George.

"Alfred," siger jeg. Jeg rejser mig op og går ind i stue så jeg ikke forstyrrer de andre. Så tager jeg den.

"Alfa Glenn," siger jeg.

"Alfa, det er Alfred." Han lyder... ude af sig selv. "Jeg- Nej, er du alene?"

"Ja."

"Jeg har undersøgt Hector Wood. Han er pletfri, har ikke været på opgaver siden hans kone døde for nitten år siden, og er generelt bare et fredfyldt vanemenneske. Jeg har fundet nogle optegnelser fra dine forældre, der åbenbart kendte ham omkring hans kones død. De skriver kun gode ting om ham, men... Det var meningen at de skulle mødes med ham, den dag de blev lokket i baghold af nogle vilde."

"Tror du han var indblandet?"

"Jeg ved det ikke, men det er helt klart værd at kigge nærmere på."

"Har du fundet noget bevis for at Hector var indblandet i Georges kidnapning?"

"I de fleste tilfælde ville hendes egen vidnesbyrd være nok til at han mindst bliver sendt til den anden ende af landet, men da han selv er et rådsmedlem...Vi har ikke noget konkret, og det eneste sted at finde det er det sted, hun blev holdt fanget eller hans hus."

Der er stille i røret, mens vi begge tænker. Hvad er det mest håndgribelige bevis? Hvad beviser, at angrebene på min familie er mere end nogle tilfældige vilde, men en del af en større plan? Hvad forbinder Hector og de vilde? Hvordan fik de kontakt? Hvordan fik han dem til at hjælpe sig?

"Hvad får de vilde ud af at hjælpe Hector?"

"Ud over fornøjelsen af at slagte en alfafamilie? Det ved jeg ikke - hvad synes de vilde er vigtigt nok til at arbejde sammen med en jæger?"

Hvide LiljerDonde viven las historias. Descúbrelo ahora