Hvide Liljer

En god mand

George

"Hvad sagde han?" spørger Anja, da jeg sætter mig tilbage ved bordet.

George er bleg. Lillian og Henriette ser på hinanden med store øjne. Ingen svarer min søsters mage.

Hun vender blikket mod mig, og i et splitsekund ligner hun det lille barn, der sad hos Lillian og fik plaster på knæet, da Alfred og Cornelius kom ind på klinikken med mine døde forældre i armene. Drengen vidste, at der var sket noget forfærdeligt, men han forstod ikke hvad.

"Hvad sagde han?" gentager hun.

George åbner munden for at fortælle hende, hvad deres ulveører overhørte over telefonen, men den eneste lyd der kommer ud er en svag pipen. Hun kan ikke finde ordene.

"Hvor godt kender du Hector?" spørger jeg langsomt og hæver blikket fra bordet så jeg ser på Anja. Min stemme ryster af anstrengelsen af at beherske min vrede.

"Jeg-" Hendes blik flakker, men ellers viser hun ingen tegn på ubehag. "Han er rådsmedlem. Enke, og stadig sørgende. Sidste gang i felten var for nitten år siden. Han er et af de fredeligste mennesker, jeg kender - han kan ikke tåle synet af blod. Det er derfor vi aldrig rigtig gik videre med efterforskningen om blodbanken i hans have. Vi fortalte ham om det, og han sagde at han ville sætte sine folk på sagen. Siden har underverdenen været stille om emnet, så hans folk må have været effektive."

"Er der nogen grund til at tro, at han ønsker hævn på dem der var indblandet i hans kones død?" spørger Henriette.

Anja begynder at ryste på hovedet. "Jeg ved ikke engang hvordan hun døde. Der går rygter om at Hector har gemt hendes lig og fået en heks til at forhindre forrådnelsesprocessen, men det er desværre alt hvad jeg ved." Hun kniber øjnene mistænksomt sammen. "Hvorfor? Hvad sagde Alfred?"

"Det viser sig," mumler George, "at der er mere end ét link mellem Hector og vores forældres død."

"De skulle mødes den dag," uddyber jeg. "Men i stedet for deres gamle ven blev de mødt af en håndfuld blodtørstige vilde."

Hun blegner.

"Der var aktivitet ved blodbanken i dag," siger Henriette lavt. "Han og hans folk har ikke gjort noget ved det. Tværtimod virkede det som om de har skærpet sikkerheden der."

"Det er en meget alvorlig anklage," siger Anja. "Er I sikre på at I har beviser nok til at bakke den op?"

Jeg ryster på hovedet. "Vi har ikke et eneste. Kun spekulationer og lidt for mange tilfælde til at de kan være tilfældige."

"Han er en god mand," insisterer hun.

"Det sagde de også om min eks lige indtil han begik den fejl at voldtage mig på kamera," hvisker Lillian.

"I Guder," siger Anja og læner sig tilbage i stolen. "Det er jeg ked af."

Lillian trækker på skuldrene. "Det ved jeg godt. Men det var ikke derfor jeg sagde det. Nogle gange kan skindet bedrage, det er bare det jeg mener."

Anja tager en dyb indånding og ser over på mig. "Det ændrer ikke på, at vi skal have nogle ubestridelige beviser klar inden vi rører ham. Vi får Rådet på nakken, hvis vi ikke gør tingene i den rigtige rækkefølge."

"Så hvad foreslår du?" spørger jeg. "Det er dig der kender ham."

"Jeg ved det ikke," siger hun ulykkeligt. "Det er Rose, der..."
"Det var Rose, der tog beslutningerne, eller hvad?" afslutter jeg for hende.

"Ja. Det lå ligesom altid i kortene at hun og Alex... Så vi blev en gruppe af jægere. Det var noget nyt, Rådet havde fundet på da vi blev født. Og at hun så skulle lede vores gruppe."

"'Det lå i kortene at hun og Alex...'?" gentager jeg.

"Ja, hun og Alex. Jægerne går ind for planlagte ægteskaber. Og de blev født nogenlunde samtidig, og vores forældre var venner, så da de ikke virkede til ligefrem at hade hinanden blev man stiltiende enig om at... Ja. Og så blev hun og jeg sorores og så faldt tingene ligesom på plads på den måde. Rådet er meget tilfreds med os."

"Hvorfor," begynder jeg, "bliver du ved med at glemme at Rose er død? Jeg kan ikke holde ud at høre hende omtalt som om hun stadig lever."

Hun blotter sine tænder. "Hvis hun ikke var kommet til Lucia ville hun ikke have været død til at starte med! Hun kunne være blevet her og-"

"Og hvad? Giftet sig med din storebror? Levet lykkeligt til sine dages ende?" Uden mig?

"Ja!"

"Så det er min skyld at hun er død?"

"Ja- nej! For helvede altså!"

"Hvad mener du med 'soror'?" skærer Georges stemme ind, inden vi når at komme op at skændes for alvor. "Betyder det noget specielt ud over 'søster'?"

Hendes spørgsmål lukker effektivt munden på Anja. Hun stirrer forbløffet på min søster, som om hun har fået synet tilbage... eller noget tilsvarende umuligt. "Vi..." Anja leder efter ordene. "Jægere bruger udtrykket som en slags- hvad skal man sige, en ven, der er mere end en ven eller almindelig søster. De ved mere om os end vi selv gør, de holder vores liv i deres hænder, og vi stoler nok på dem til at lade dem. De er vores sjæles og hjerters vogter. Rose er min soror, for eksempel. Og jeg er hendes. Jeg stoler på hende med mit liv - og jeg har bevist det flere gange. Det er lidt ligesom jeres 'mager' sat i forhold til almindelige kærester. Bare platonisk. En soror i forhold til en ven. Hvorfor? Har du hørt udtrykket før?"

George svarer ikke sin mage. I stedet ligner hun en teenager der har fået at vide at hun er gravid: på een gang lykkelig og rædselsslagen.

"Nå, men nu lykkedes det dig effektivt at skifte emne," vrisser jeg af Anja. "Så siden du nægter at tage ansvar, gør jeg - og jeg siger at jeg endnu ikke har mødt min mages onkel."

Anja sender mig et forskrækket blik. "Det kan du ikke - du lovede-"

"Jeg er skideligeglad med hvad jeg lovede. Tingene går for langsomt, og jeg er træt af at vente. Jeg besøger ham i morgen. Og hvis han ikke er hjemme sætter jeg mig ned til hans tjenestefolk og venter på ham."

"Bare vent en uge mere!"

"Nej."

"Nogle dage."

"Nej, Anja. Du ville have beviser, og de findes kun hos Hector."

"Een dag. Besøg ham i overmorgen, så jeg kan få tid til at-"

"Hold nu op."

"Jeg beder dig." Det er tydeligt, at hun ikke er vant til at bede på den måde. Hun er helt rød i ansigtet, men blikket holder stædigt mit i et mislykket forsøg på at være indtrængende.

"Nej."

Og en alfas ord er lov.