Gudindens irettesættelse

15 2 0
                                    

Rose

Jeg sukker og sætter mig i græsset. Det er lavt og velplejet, som om det lige er blevet klippet her til morgen. Hele haven - nej, hele grunden er velplejet og -passet. Jeg beslutter mig ubevist om at opsøge min onkels tjeneste folk - ikke kun fordi det er umuligt at holde hemmeligheder for sin stab, men også fordi de en dag bliver min stab.
Hector lader mig bevæge mig på hans grund som jeg vil. Hvorfor skulle han have grund til andet? Det er hér bogen er. Nu skal jeg bare vælge, om jeg vil bruge den eller ej.
Og Hector mener åbenbart, at det er mere sikkert at gøre sig gode venner med mig end låse mig inde hvor jeg ikke kan skade nogen. En gang imellem spørger han mig om hvordan jeg ofrede mit liv, og på trods af mine vrede svar er han stadig sikker på, at han kan få mig til at slutte mig til ham. Det mærkeligste ved det hele er, at han virker oprigtig. Som om han vitterligt tror, at det er ham der er den gode og mine forældre der var skurkene.

Mit blik lander på en statue foran mig. Den er næsten ved at blive ét med muren bagved, for slyngplanterne, der dækker den, er vokset ind over den smukke bevingede kvinde. En halvmåne holder Hendes lange marmor-hår samlet omkring hovedet.
Hun drejer hovedet, så Hun ser direkte på mig.
Forskrækket kæmper jeg med at komme på benene. Med en næsten nedladende mine følger Hun mine bevægelser med øjnene. En sort kat med skinnende blå øjne gnubber sig op af Hendes ankler.
"Selene," udbryder jeg og bukker.
Barn, siger Hun, da jeg har rettet mig op. Har du glemt, hvad der sker, hvis du trodser mig?
Jeg ryster hurtigt på hovedet.
Hvorfor tøver du så? Hvorfor leger du med tanken om at få dine forældre tilbage?
Katten spinder, og vi får øjenkontakt. Den træder føjeligt til side, da gudinden foran mig går et skridt frem.
Barn, siger Hun. Mit skinnende månebarn. Min udvalgte. Hvad tynger dit hjerte? Er du ikke i stand til at fuldføre din opgave? Frister din onkels desperate løfter?
Mine fingre leger med kanten af min skjorte, da jeg tvinger mig selv til at rette ryggen. Jeg ser Hende direkte ind i øjnene. "Jeg savner Mike. Hvorfor forbyder du mig at se den, du har udvalgt som min?"
Hendes smil bliver blødt og kærligt. Mit barn, hvis jeg lod dig se din mage nu, ville du så stadig forsøge at brænde bogen? Eller ville du glemme alt om de løfter du gav mig i dødens forvirring - bruge muligheden for at elske med ham og spilde din tid på kærlighed?
Smilet forsvinder, og Hendes øjne glimter farligt. I står begge med et ben i graven, lever på andres nåde. I ønsker ikke at trodse mig.
Jeg rynker brynene. "Truer du mig?"
Du glemmer, mit barn, at din hævn og glæde er forbundne. Du behøver ikke vælge mellem dem. Gør som du skal, og så kommer din belønning af sig selv. Hun smiler. Det er måske ikke gået op for dig endnu, men dit valg er slet ikke mellem hævn eller glæde. Nej, de er begge den ene side af en helt andet valg, du må tage - nemlig hvorvidt du vil bruge resten af evigheden i dine forældres arme, eller i din mages.
Hun vender ryggen til mig og stiller sig tilbage på den lille marmor-forhøjning, hun kom fra. Hun stiller sig, som hun stod før. Stivner med blikket rettet mod himlen. Vingerne bredt længselsfuldt ud, som om hun hvert øjeblik kan slå med dem og genforenes med himlen.
Om du vil stille dig med begge ben i de dødes rige, eller om du vil gå blandt de levende for evigt.

Hvide LiljerWo Geschichten leben. Entdecke jetzt