Hvide Liljer

Miguels beretning

Mike

"Alfa."
Stemmen er dyb og alvorlig, og alligevel opfanger jeg med lethed, at den er præget af både lettelse og en dyb, dyb sørgmodighed. Både alfa Møller og jeg vender os om mod manden bag os.
"Miquel," siger jeg. "Har Alfred sendt dig?"
Den store ulv i menneskeklær står bekymret og tripper, som et barn, der snart ikke kan holde sig længere. "Ja, alfa. Det er.... Der venter en bil i foran flokhuset, vi må tage afsted med det samme. Jeg forklarer i bilen."
Møller rynker brynene, da jeg gør tegn til at ville rejse mig op. "Lader du dine spejdere tale sådan til dig?" spørger han mig. 
Jeg sukker tungt. Det er almindelig kendt, at ulvene i Luciaflokken lever friere end så mange andre ulve - nogle alfaer ville endda gå så langt, som til at sige, at jeg er en dårlig alfa, der lader mig styre og kommanderes rundt med af min flok. Den slags alfaer ser ofte deres ulve som undersåtter, så jeg har ikke den største respekt for deres mening om mig, men jeg skal passe på med, hvad jeg siger, for jeg har ikke lyst til krig.
"Så bliv siddende, hvis du vil, men jeg følger med Miquel hjem til mit kontor."
Jeg kan næsten mærke alfaen forargelse, da jeg vender ham ryggen og løber afsted, og der går da vi når til bilen, sætter han sig ind ved siden af mig. Foran os, på passagersædet, sidder Luciaflokkens egen læge, der selv er en ulv.
"Spyt ud," brummer Møller af Miguel, der, efter st have startet motoren, sender mig et blik i bakspejlet, for at sikre sig, at han taler med min tilladelse.
Jeg nikker næsten umærkeligt, og han begynder sin fortælling.
"Jo, ser I, alfaer, det er snart nogle dage siden, at beta Alfred bad mig om at finde Alfas forsvundne bil, og da jeg gjorde det, opdagede jeg, at bilen stod ikke ret langt fra Lunas barndomshjem."
Jeg nikker bekræftende. Det kan jeg godt huske.
"Men i samme øjeblik, jeg sagde set til Alfa, fangede Henrik, Martin og Henriette en Vild, mens de patruljerede territoriets grænser, og hun, den vilde, altså, påstod, at hun havde set alfasøster Georgina på det lille motel, hun arbejde på, men alfa troede hende ikke, fordi hun sagde, at alfasøster var blind!"
"Kom til sagen, Miguel."
"Javel, alfa. Beklager, alfa. Jeg slog motellets adresse op, og fandt ud af, at det ligger omtrent tre timer væk fra Lunas barndomshjem, og fem timers kørsel fra Luciaflokkens territorium. Det hæftede jeg mig ikke videre ved, indtil jeg igen sporede bilen, og opdagede, at den nu stod blot få meter fra motellet. Så beta, jeg og nogle andre besluttede os for at tage hen og se på det, mens alfa lå på hospitalet, efter sit ildebefindende i cellerne. Vi fandt bilen ødelagt, så beklager, alfa, den kan nok ikke reddes."
"Fandt I ud af, hvem der havde kørt bilen derhen?" spørger jeg ham.
Han nikker. "Det gjorde vi senere, for vi besluttede os for at snuse lidt rundt og lede efter biltyven, og efter en halvtimes søgen fandt vi hende."
Jeg stivner. "Hvem?"
Han sender mig et undskyldende blik. "Vi fandt din søster, alfa. Vi fandt Georgina. Hun stod tilbageholdt i armene på en jæger, alfa. Jægeren nægtede at give slip på alfasøster."
Alfa Møller, der ellers havde lyttet tålmodigt, afbryder Miguels fortælling. "Hvad gjorde I ved ham? I slog ham forhåbentlig ikke ihjel? Vi skal jo udspørge ham. Finde hans team, hans kontakter." Miguel bliver bleg, og jeg kan godt forstå ham. Møllers "udspørgnings"-metoder er kendt vidt og bredt, blandt andet fordi så få overlever smerten.
"Udspørgningen skal jeg nok tage mig af, Møller, ellers tak."
Han skal til at svare, men Miguel fortsætter sin beretning, inden han kan nå at sige en lyd.
"Vi tvang dem fra hinanden, og bandt jægeren, alfa. Derefter hjalp vi alfasøster Georgina ind i bilen, men hun havde det rigtig skidt, sp vi måtte finde et sted tæt på, hvor vi kunne lægge hende, og så finde en lokal læge dér. Det endte med, at jeg blev sendt afsted efter alfa og flokkens egen læge."
"Hvorfor måtte I hjælpe hende ind i bilen? Er hun kommet slemt til skade?"
"Svært at sige, alfa. Hendes krop overlever nok, men hendes stolthed. Alfa, den vilde havde ret... Jægerne har blindet alfasøster Georgina."
Efter det, er det ingen, der siger noget, og resten sf turen hjem til min afdøde mages barndomshjem foregår i tavshed.

***
Efter kun et enkelt kapitel, har jeg den dybeste respekt for de Wattpad-forfattere, der skriver på deres telefon. Jeg er så træt at stavekontrollen, det lille tastatur, og den skæve måde, paragrafferne er sat op... anyway hér kommer et længe ventet kapitel, som jeg har lavet om i sidste øjeblik, så vi får desværre ikke set Georges reaktion på, at hun endelig kan komme hjem... mon hun kan holde på Roses hemmelighed, når hun ser, hvor hærget, Mike er? Mon hun kan få lov til at være sammen med sin mage? Og hvordan mon Møller reagerer, når han opdager, at han /elskede/ elsker en anden? 🤷‍♀️🤷‍♀️🤷‍♀️

Also: 29 kapitler! Det er halvvejs til hvor lang Røde Roser endte med at blive😂 jeg kommer til at dø, min outline mener nemlig kun, at der er 3-4 kapitler tilbage.... yikes. Nogen der kan huske hvor lang Røde Roser var, inden jeg begyndte på Second draft?? Lmao.
Also-also: jeg har en bog/historie liggende som er draft (okay nej jeg har,,, 2... 3 bøger liggende) men der er kun 1 eller 2 kapitler på hver, og jeg regner ikke med at skrive på dem sådan liiiiige foreløbig.... skal jeg offentliggøre dem alligevel?

(Ppps. Jeg har lige opdaget at når jeg på min telefon skriver "s e m" bare i - ord, så retter den det automatisk til "😜😘😍❤️💋" 😂😂😂😂😂 okay jeg stopper med at skrive mere for nu - godmorgen)

(Edit: de kører i bil hjem til Rose i stedet for at læbe hen tim lucia Citys hospital - for plottet)