Skæbnens ironi

20 2 0
                                    

Rose

Jeg rejser mig op, og Anja sætter sig i mit sted ved siden af George. Få øjeblikke senere er George faldet til ro. Hun sidder med hovedet på Anjas skulder, så hendes ansigt er skjult mellem skulderen og halsen. 

"Hvad skete der?" hvisker Anja. "Er du okay?"

George nikker svagt, men siger ikke noget.

Adam sætter sig tungt ned i sofaen, som om han er løbet tør for energi. 

"Det er skæbnens ironi, min elskede," siger han til Maggie, der på trods af, at hun ellers aldrig viser sine følelser, lægger sin hånd i hans og nikker.

"Skæbnens ironi."

"Hvad er?" spørger jeg. 

"At Anja skulle vise sig at være mage til William og Ella Glenns datter," sukker Adam. "Ser I, vi var gode venner engang. William, Ella, Leo Villadsen, Maggie og jeg. Og dine forældre, Rose. Og Lærke og Hector..."

"Lærke er død," siger jeg. "Og Leo og mine forældre."

"Mine forældre er også døde," mumler George. Hendes stemme er svag, fordi hun taler ind i Anjas hals.

"Hvad?" spørger Anja og kigger ned på hende. "Hvordan?"

"De blev slået ihjel af nogle vilde," en tåre løber ned langs Georginas hage og lander på Anjas bluse. "Det var Mike, der fandt dem."

"Det er jeg meget ked af at høre," siger Adam. "Vi var meget gode venner."

"Og nu er der kun jer to og Roses onkel tilbage," konstaterer Alex.

Adam nikker.

"Hvis I var så gode venner," begynder jeg, "hvorfor har jeg så aldrig hørt mine forældre snakke om Georges familie?"

"Det var slet ikke meningen, at du skulle kende til nogen af os," siger Maggie. "Det var meningen, at vi skulle holde os væk fra hinanden fuldstændigt."

"Men hvorfor?" spørger Anja, og George retter sig op. Hun er rød om øjnene efter at have grædt.

Adam vil ikke se os i øjnene. Han stirrer ned på hans og Maggies sammenflettede fingrer. "På grund af bogen."

George og jeg stivner samtidig.

"Bogen?" spørger Alex forvirret. "Hvilken bog?"

Jeg tøver. Tænker tilbage. Et minde om ild, udødelighed og brændende bøger vælter frem i min hukommelse.

"Kan det være... Profeternes Glemte Historier?" spørger jeg.

Det giver et sæt i Maggie og Adam, og de stirrer begge på mig med store øjne. "Hvorfra kender du til den bog?" udbryder Maggie. "Hvem har fortalt dig om den?"

"Jeg havde den," siger jeg. "Leo gav mig den efter mine forældres begravelse, tror jeg." Jeg ryster på hovedet af mig selv. "Jeg tror det. Jeg er ikke sikker... Han gav mig en bog, og kort efter drømte jeg om en anden bog. Profeternes Glemte Historier. Der var så mange af den. De brændte allesammen... Og så-"

Jeg stivner. Min mavefornemmelse siger mig, at jeg skal passe på med, hvad jeg siger. At jeg ikke skal nævne min død eller Gudindens aftale. Jeg trækker på skuldrene. "Det kan have været synsbedrag, men jeg er sikker på, at jeg så noget usynligt skrevet ind i den bog, Leo gav mig."

Adam ryster beklagende på hovedet. "Det forklarer, hvorfor vi ikke kunne finde den i hans ting efter hans død."

"Hvorfor er den så vigtig?" spørger George. "Hvad er det ved den, der er så specielt?" 

"Det kan jeg desværre ikke sige dig, mit barn. Vi svor en ed om aldrig at omtale dens indhold. Men vid, at det var på grund af det, vi fandt i den, at vi blev enige om at gå hvert til sit. At glemme alt om bogen, og-" Hans stemme knækker.

"Og nu er vi de eneste tilbage, der kender dens indhold." Hun kigger gennemborende på mig. "Hvor sagde du, den er henne?"

Jeg kan mærke min krop blive mindre i skam. "Det ved jeg ikke... Den blev hugget af Lærkes da-"

Et højt brag afbryder mig, og pludselig flyver det omkring os med glasskår. Jeg dækker hovedet med armene, og da jeg kigger op, står alle i stuen på benene. Alle vinduer i stuen er knust, dørene er sprunget op, og ind gennem dem strømmer det med sortklædte skikkelser. I løbet af få sekunder har vi alle fundet vores våben frem, og står med ryggen mod hinanden i en stor cirkel. Skud flyver rundt i luften, vores cirkel bliver brudt, og så er alting kaos.

Jeg er omringet af skygger, og jeg skyder og stikker og slår og sparker alt, hvad jeg kan. Jeg får nogle enkelte glimt af mine kammerater, men ellers ser jeg kun maskerede ansigter, våben og lig. Ingen siger noget, men alligevel er der så meget larm, at jeg knap kan tænke klart. Et skrig overdøver lyden af stål mod stål, tunge åndedrag og pistolskud, men jeg har for travlt til at høre, hvem der skriger. Jeg hører et brøl, gøen og knurren, og jeg er ved at snuble over en ulvekrop, der ligger livløs på gulvet. Jeg falder og slår hovedet mod gulvet. Jeg kigger op, og gennem tågede øjne, får jeg øjenkontakt med et par kolde øjne. Så kigger jeg ind i røret på en pistol. 

Et brag.

Så er alting sort.

***

Bare rolig, elsklinge, dette er ikke slutningen! 

Hvide LiljerOnde histórias criam vida. Descubra agora