Hvide Liljer

En snak over en whisky

Mike

Papirerne ligger i en stor bunke på mit skrivebord. Alfred har taget en stor del af det, men der er stadig så meget, der kræver min opmærksomhed, som kun alfaen kan underskrive. Jeg sukker og lukkef døren bag mig. Den knirker. En hul lyd, der, stille som den er, minder mig om, at jeg ikke har været på mit kontor i mange uger. 

Hvis bølgerne ikke havde slået mod klippekanten, ville der have været ringe i vandet. De ville have været ved at dø ud, årsagen til deres bevægelse var sunket til bunds.

Jeg sætter mig tungt ned i læderstolen. Den er iskold og stønner, da jeg læner mig tilbage. Skuffen har sat sig fast og gør modstand, da jeg forsøger at åbne den. Jeg udstøder en lyd i irritation. En lyd, der er faretruende tæt på et klynk. Jeg synker og skubber stolen tilbage, så jeg bedre kan se skuffen. Jeg hiver lidt i den, og det lykkes mig at trække den langt nok ud til, at jeg kan mase en hånd ind og rykke til en bog, der har sat sig i klem.

Mon Rose nåede at mærke klipperne, eller døde hun inden smerten ramte hende?

Jeg roder rundt i skuffen indtil jeg finder hvad jeg leder efter. En kuglepen. 

Jeg finder også noget andet. Et billede. 

Det er et billede af mig. Jeg ligger på en hospitalsseng, og dér ved min side sidder hun. Rose. Hun ligger halvt ind over mig, som om hun kan beskytte mig fra hele verden. Vi sover begge to. 

Det må være taget, mens jeg lå i koma. Jeg smider billedet fra mig tilbage i dybet sammen med alt det andet ragelse. Jeg skubber skuffen ind igen, også selvom jeg nærmest kan høre bogen sætte sig i klem igen. 

Jeg trækker stolen tilbage ind under mig og trækker det første papir frem. En regning. Jeg sukker træt og skal til at finde computeren frem, da det banker på døren.

Jeg taber kuglepennen med et sæt. Min hånd hyster ligeså meget som min stemme, da jeg siger "kom ind."

Døren knirker, og ind træder alfa Friis. Jeg rejser mig op og gør en bevægelse mod en af de to stole på den anden side af mit skrivebord.

"John," konstaterer jeg overrasket. "Sid ned."

Han gør som jeg siger, men ikke før han har lukket døren omhyggeligt efter sig. 

"Her er sku' koldere end gletcherne på bjerget om vinteren," mumler han, da han har sat sig. "Virker radiatoren ikke?"

"Det ved jeg ikke." Jeg sætter mig også ned igen og folder hænderne foran mig på bordet. "Hvad kan jeg hjælpe med?"

Han gnider hænderne sammen og kigger rundt på kontoret. "Gir' du ikke en whisky?"

Jeg accepterer emneskiftet og finder en flaske og to glas frem fra en af skufferne. Dén af dem, der ikke har en bog i klemme.

Vi drikker i stilhed. John drikker mere end jeg, og da han rækker ud for at fylde sit glas op for anden gang, har jeg kun sippet lidt til mit.

Krystalkanden er ved at være tom, da han stiller den tilbage på bordet. Jeg overvejer kort, om Alfred kan have drukket af den, men skyder tanken til hjørne. Selv hvis han har, gider jeg ikke konfrontere ham med det.

"Hvorfor er du her?"

John stivner med glasset halvvejs oppe ved munden. Så sukker han og sænker det igen. "Hvordan har du det?" 

"Fint."

Ved mit svar bliver hans øjne hårde. "Du skal ikke lyve for mig, knægt. Hvordan har du det? I virkeligheden?"

Jeg undgår hans blik, og han sukker igen. 

"Hvordan går det i skolen? Får du lavet dine ting?"

Jeg ryster på hovedet. "Alfred meldte mig ud, så jeg kunne få tid til at... Ja, du ved."

"Nej," siger han langsomt og stiller glasset fra sig på bordet. "Det ved jeg ikke. Forklar mig det."

"Ja altså, sørge," siger jeg og bunder whiskyen. "Begrave hende."

Hans øjne bløder op. "For helvede, knægt..."

"Jeg ved det godt." Jeg stiller det nu tomme glas ved siden af Johns. "Det er noget lort alt sammen. Noget lort."

"Hvad kan jeg gøre for at hjælpe?"

"Ikke en skid." Jeg begraver ansigtet i hænderne. Jeg kan mærke hans blik på mig. "Ikke en fucking skid."

"Hvad vil du gøre, hvis du finder din søster?"

"Når." Jeg kigger op igen.

"Hvad?"

"Jeg ved ikke hvad jeg vil gøre, når jeg finder min søster."

"Hmpf." John rækker ud efter kanden igen, men jeg rejser mig op. 

"Hvornår ses vi igen?"

John trækker overrasket hånden til sig og rejser sig op, så vi står ansigt til ansigt. "Det ved jeg sku ikke, knægt. Snart, forhåbentlig."

Jeg nikker. "Snart."

"Jamen så... Farvel."

"Farvel."

John sender mig et sidste forbløffet blik, så er han ude af døren, og jeg falder sammen i stolen som en punkteret ballon. Rummet lugter så forbandet meget af Rose. Rose, Rose, Rose, Rose. 

***

Hov, jeg fik vist ikke trykket "udgiv" i søndags😬

Her er kapitlet, jeg ville have udgivet😉