Hvide Liljer

Hvad venter hun på?

Mike

"Alfa, folk begynder at blive urolige over dit fravær." Alfreds stemme er alvorlig i telefonen. "Der er gået går rygter om at du er sprunget i vandet efter... Rosalie."

Jeg rynker brynene. "Sikke noget sludder," vrisser jeg. "Hvis jeg var død, havde de jo mærket min livsstreng springe gennem flokkens bånd."

Jeg står på et af de mange kontorer i Rosalies hus og betragter sneen gennem et lille vindue. I løbet af de sidste par uger har der kun været få ophold i sneens rolige fald. Faktisk har alt været roligt i de sidste par uger. Bortset fra at en af mine kusiner kom slæbende med noget tøj et par dage efter vi fandt George, har vi kun haft kontakt med Luciaflokken over telefonen. Mødet med min kusine var følelsesladet og grådfyldt, mest fra hendes side, men hun var her kun i få timer, så skulle hun tilbage til sin familie. Mens George og Anja har brugt tiden på at udforske en fælles hemmelighed såvel som hinanden, har Lillian, Henriette og jeg haft travlt med at håndtere omvæltningerne i Lucia via telefonsamtaler, online møder og mails, og Henriette har brilleret med sine evner i køkkenet.

Alfred sukker tungt. "Det ved jeg godt, Alfa. Men det betyder, at dit fravær kan mærkes. Flokken har brug for dens alfa, Mikael, det ved du. Alfa Friis siger, at jeg er heldig, at du kun er taget væk for en tid - at jeg burde anse dig som død og fortabt, men hvis jeg skal være ærlig, kan jeg ikke holde sammen på flokken alene for evigt-"

"Det kan jeg heller ikke," afbryder jeg. "Jeg er for ung, for uerfaren og for knust til at tage mig af nogen som helst lige nu. Jeg kan knap nok holde sammen på mig selv."

Der er stille lidt. Jeg trækker en stol frem og sætter mig tungt i den. "Hør her, Alfred," begynder jeg og klemmer to fingre om næseroden. Jeg har hovedpine. "Jeg er ikke i stand til at lede flokken lige nu. Og selv hvis jeg var, så nægter George at forlade Rosalies dødsbo, og jeg nægter at forlade George. Jeg har lige fundet hende, for Gudindens skyld!"

Alfred sukker igen og opgiver emnet. "Har hun sagt hvor hun var? Hvem der kidnappede hende, eller hvorfor?"

"Hvem, George? Nej, ikke endnu."

Alfred brummer irriteret. Han skal til at sige noget, da jeg afbryder ham.

"Er der ellers noget nyt? Hvad med alfa Møller?" Jeg vrænger irriteret. "Jeg er sikker på, at han planlægger et eller andet."

"Selvfølgelig gør han det, Alfa. Alt andet ville overraske mig. Faktisk er han usædvanlig stille for tiden.

Jeg ryster på hovedet. "Hvad venter han dog på?"

"Tjah, Alfa," sukker Alfred. "Hvad venter du på?"

Jeg ruller med øjnene. "Farvel, Alfred."

"Farvel, Alfa."

Jeg tager telefonen fra øret og lægger på. I det samme går døren op, og George lister ind.

Jeg kan ikke lade være med at smile ved synet af min lillesøster. Hun er endelig ved at vende sig til at bevæge sig rundt uden sit syn, og i den sidste uge er hun også begyndt at træne og sparre sammen med Anja og Henriette. Foran hende bevæger hendes nye blindestok sig i tøvende og forsigtige halvcirkler; hun har ikke vænnet sig til den hundrede procent, men det kommer - med Lillians hjælp. Hun er endda begyndt at tale om at hun kan bruge den som våben.

"Hvad så?" spørger jeg.

Hun trækker på skuldrene.

"Hvor længe har du lyttet med?"

Blindestokken holder op med at bevæge sig, og George stopper op midt i lokalet. "Jeg er altså ked af, at jeg ikke har fortalt dig, hvorfor vi er her."

"Det gør ikke spor, George. Jeg har alligevel brug for en pause fra livet i Lucia."

Hun ryster på hovedet. "Nej, Mike, du forstår ikke. Jeg ville ønske, jeg kunne sige det, men jeg har lovet-"

Min telefon ringer og afbryder hende. Jeg ser knap nok på skærmen, inden jeg har afvist opkaldet og sat telefonen på lydløs.

"Hvem var det?" spørger George med rynkede bryn.

"Det var bare Brian fra Psykiatrisk Afdeling i Lucia." Jeg lægger telefonen fra min på bordet og retter min opmærksomhed tilbage til George. Hun er blevet bleg. Forhåbentlig tror hun ikke, at Brian ville snakke med mig om hende.

"Hvorfor tog du den ikke?"

"Fordi at lige nu snakker jeg med dig. Jeg ringer tilbage til ham senere."

Hun sukker og dropper emnet. "Sagen er, Mike, at jeg ikke føler mig sikker i Lucia. Og jeg...." Hun ryster på hovedet med rynkede bryn, som om hun prøver at finde en måde at formulere sig. "Jeg.. og Anja. Vi leder efter noget her. Noget, vi ikke.... Mike, jeg kan altså ikke tale om det, beklager. Men det er vigtigt at vi finder... det."

Jeg overvejer nøje mine næste ord. Ved, at hvis hun føler sig presset, klapper hun i, og for første gang i flere uger, har hun nævnt grunden til, at vi overhovedet stadig er her. "Er det noget... jeg kan hjælpe med at finde?"

Hun lægger hovedet på skrå. "Det ved jeg faktisk ikke. Altså, om du må."

"Må? For hvem?"

Jeg fortryder med det samme spørgsmålet, for jeg kan se, at det får hende til at beslutte sig for ikke at sige mere.

"Nej," siger hun. "Du kan ikke hjælpe."

Jeg stønner indvendigt. "Hvad med dem, der kidnappede dig? Må jeg have lov at finde dem?"

Blodet forsvinder fra hendes ansigt, og hun bliver kridhvid. "Jeg-" Hun rynker brynene. "Hvad dato er det i dag?"

Overrasket trykker jeg på min telefon for at finde ud af det. "Det er den 21. januar. Hvorfor?"

"Og hvad dato fandt I mig?"

Jeg ryster på hovedet. "Det kan jeg ikke huske. Det var lige før jul, så... Den 21. december?" Jeg spærrer øjnene op. "Det er præcis en måned siden."

"Pis," mumler hun og taber stokken så den rammer gulvet med et brag. Så skynder hun sig ud af mit kontor. "Anja!" Jeg kan høre hendes lavmælte stemme da hun er kommet nedenunder. "Vi er nødt til at gå."

"Det er ikke nødvendigt," svarer hendes mage. "Jeg har fået et brev."