Hvide Liljer

Om natten

George

Jeg kan ikke sove. Frygten for, at de skal komme, mens jeg ikke kan forsvare mig, holder mig vågen.

Hvad, hvis de ved, hvor jeg er? Hvad hvis den irriterende receptionist har sladret? 

Jeg kan mærke gråden trænge sig op i halsen, men jeg synker det igen. Jeg vil ikke tillade mig selv at være svag. Aldrig igen. Og jeg er ikke længere alene, Rose er her nu.

Men kan jeg virkelig stole på hende? Men hun stolede jo på mig, hun fortalte mig sin historie. Hvad hvis det bare var noget, hun fandt på? Men hvad hvis det ikke er?

Hvad så?

Så kan jeg ikke tage hjem. Det lovede jeg hende jo. Men hvorfor betyder det noget? Jeg kan jo bare bryde mit løfte. Det er vel ligemeget, jeg havde ikke tænkt mig at tage hjem alligevel. 

Jeg kan se hans øjne for mig. Høre hans grin, da de gav mig sølvringe på. Forestille mig hans mund, da han sagde, at de allesammen var ligeglade. Hvad hvis han havde ret? Hvis det er rigtigt, at Mike har været i koma, giver det vel mening, at han ikke har kunnet finde mig. Men Rose sagde jo, at han var vågen igen. Hvorfor har han ikke fundet mig endnu? Leder han overhovedet?

Jeg kan høre Rose stå op. Jeg lader som ingenting. Hvad hvis hun vil slå mig ihjel? Jeg kæmper med at holde mit åndedræt regelmæssigt. 

Jeg kan høre hendes skridt. De kommer tættere og tættere på min seng. Jeg holder vejret.

Men hun går videre, forbi min seng. 

Jeg slapper ikke af igen.

***

Rose

Månen er stor, rund og fuld. Jeg hader den. Hader, hvad den får mig til at føle, hvad den får mig til at huske.

Men jeg hader ikke Mike. 

"Undskyld," hvisker jeg op til månen. Op til Mike, der måske lytter med et sted langt væk. "Undskyld, at jeg forlod dig. Det var slet ikke meningen. Jeg havde ikke forudset det. Det var slet ikke meningen, at det skulle ske. Noget af det. Det var ikke meningen, at jeg skulle elske dig, som jeg gør. Det var slet ikke meningen, at du skulle blandes ind i alt det her rod med bogen." 

Jeg kan mærke tårerne bag øjnene. Det brænder. "Du betyder mere for mig, end jeg nogensinde regnede med. Det var ikke meningen, at du skulle komme til skade, og at jeg skulle forlade dig, som jeg gjorde. Undskyld, Mike. Min elskede. Undskyld!"

En lyd bag mig får mig til at klappe i, og jeg vender mig om med et sæt. Mit blik bliver mødt af et andet blik. Et blåt blik. I et kort sekund er jeg overbevist om, at det er Mikes øjne, jeg ser ind i, men jeg kommer hurtigt tilbage til virkeligheden.

"Georgina," siger jeg tørt. "Du forskrækkede mig."

Hun ignorere mit udbrud. "Hvis du virkelig elsker ham så meget, som du påstår, hvorfor tager vi så ikke bare tilbage til Lucia City?"

Jeg sukker tungt. Hvis bare, det var så nemt. "Det ved du godt."

Hun sætter sig op i sengen. "Nej, det gør jeg faktisk ikke. Jeg ved bare, at Gudinden har givet dig en opgave, og at den indebærer, at du ikke kan vende hjem."

"Netop."

"Nej, ikke netop. Hvorfor tager du ikke bare hjem alligevel? Hvad kan Selene gøre ved dig, som hun ikke allerede har gjort?"

Jeg sukker igen. "Det er ikke klogt at tale om Hende på den måde. Jeg ved ikke hvad hun gør. Jeg overholder bare min del af aftalen og håber på, at jeg aldrig finder ud af det."