Hvide Liljer

Et øjebliks tøven

Rose

Det er kaos. Ulve og skikkelser, der kæmper mod hinanden, ved brug af alle de værste tricks, de kender. Man kan næsten ikke se marmorgulvet, for der hvor der ikke ligger lig flyder blodet i tykke lag, og som resultat går de alle rundt og glider i blod, indvolde og kropsdele.

En sort tornado glider ubesværet ind mellem de kæmpende, og efterlader døde skikkelser i kølvandet på sin hærgen. Det må være Cornelius Anderson, Luciaflokkens gamma, der lever op til sit ry som ubesejret dræber.

Men det er ikke ham, jeg leder efter. Mine øjne hopper febrilsk fra ulv til ulv, døende, dræbende, kæmpende, indtil jeg endelig får øje på ham.

Min Mike.

Det er tydeligt, at han også er en dygtig dræber, men der er én væsentlig forskel på ham og de andre ulve: mens de andre tilsyneladende har accepteret, at nogle af dem kommer til at dø, virker Mike opsat på at holde alle sine soldater i live. I stedet for at bevæge sig fra A til B, springer han mellem sine flokmedlemmer og hjælper dem, der har hårdest brug for det.

Og det fungerer skide godt for ham - det gør det virkelig - lige indtil han bliver så optaget af at hjælpe de andre, at han glemmer at passe på sig selv. Jeg åbner munden for at skrige en advarsel, da en af min onkels skikkelser trækker ham i halen, men Mikes smertenshyl fanger Tornado-Connies opmærksomhed, og der går ikke længe før gammaen er kommet sin alfa til undsætning. De udveksler en form for ordløs samtale, og så drejer Mike hovedet i min retning. Jeg skynder mig at kigge væk.

Jeg har ikke lyst til at se hadet i hans ansigt, når det går op for ham, at jeg ikke er død alligevel - at han har været i dyb smerte, og at jeg ikke gjorde noget ved det, selvom jeg kunne.

Mike

Resten af verden forsvinder, da jeg ser hende. Så smuk, min Rose er. Som en engel, der er kommet os til undsætning, i en verden der er langt under hendes værdighed. Et jag af kærlighed og stolthed går gennem min krop ved synet af hende.

Min første tanke er Hvorfor er hun smurt ind i blod? Er hun kommet til skade?

Min næste tanke er Hun må være et spøgelse, for jeg ved at hun er død. Jeg er sikker på det. Jeg har mærket hendes livstreng sprænge flere gange. Og alligevel står hun lyslevende for enden af den store trappe og ser ud over kaosset. Med blod tværet ud i ansigtet som krigsmaling, og en sort kampuniform. Rank ryg, stolt holdning, og et våben i hver hånd - et langt sværd i højre og en fælt udseende kniv i venstre. Lysekronens skær reflekteres i en gylden krans om hendes hovede, som en glorie eller krone. Vi får øjenkontakt, og jeg taber pusten. Min mage. Min smukke, smukke mage. Er du vendt tilbage for at hjemsøge mig?

Inden jeg når at blive sikker på om hun er synsbedrag eller ej, bliver jeg ramt af noget tungt og modbydeligt, og mit hovede bliver smadret ned i det hårde gulv med en knasende lyd.

Rose

Da jeg ser Mike ramme jorden sætter jeg mig omgående i bevægelse, og styrter ned ad trappen.

"Bliv der!" skriger jeg over skulderen til George, da hun gør mine til at følge efter mig, men enten hører hun mig ikke, eller også er hun bare ligeglad, for hun løber mig lige i hælene med Anja ved sin evige side.

Jeg er lige ved at tage mig til maven, da et stød går gennem mit sår, men jeg stopper mig selv halvvejs gennem bevægelsen. Jeg er stærkere end min smerte.

Anjas mistænksomme blik brænder næsten huller i min ryg, mens vi løber ned af den latterligt lange trappe. Hun ved, at der er noget galt, men hun kender mig også godt nok til ikke at sige noget til det.

Jeg når foden af trappen og kaster mig ind i kampen.

Mike

En skarp sirene hyler et sted i mit hovede og får alle andre lyde til at virke hule og uforståelige. Jeg ligger og stirrer på en død skabning og prøver at komme i tanker om hvordan jeg havnede på gulvet. Dens ansigt er kun få centimeter fra mit. Besvimede jeg? Det går op for mig at alting er for sløret og tåget til at jeg kan se nogen detaljer i skabningens ansigt. En forfærdelig følelse af deja vu går gennem mig, da jeg indser at skabningens ansigt har en antydning af feminine træk. Jeg genkender den kun som andet end min søster på grund af dens rådne lugt. Jeg prøver at fokusere, men det er som om nogen har hældt grød eller grus i mine øjne.

En sort skygge - Cornelius, formentlig - stiller sig beskyttende over mig og knurrer af noget bag mig. Så forsvinder han. Jeg løfter hovedet for at se hvor han blev af, men det svimler for mig, og jeg besvimer igen.