Hvide Liljer

Forræddere

Rose

Døden hilser høfligt på mig, da vi mødes, men vi ved begge, at jeg kun er på kort visit. Vi når knap at veksle et par ord, så lyser månen op og leder mig videre, tilbage til lyset og de levendes land, op til overfladen, og jeg vågner på en blød overflade.

Jeg tager nogle dybe indåndinger, fylder mine smertende lunger med luft igen, mærker hjertet banke hurtigere end normalt, for at få gang i blodomløbet. Efterhånden som blodet bringer ilt og energi ud i mine muskler, får jeg følelsen tilbage i kroppen, og jeg kan begynde at bevæge mig. Først mine øjenlåg, så min mund. Mine fingerspidser, mine tæer, mine hænder, mine håndled, mine ankler. Og til sidst har jeg energi til at åbne øjnene ordentligt. Jeg lader blikket glide over mine omgivelser.

Jeg befinder mig i en stue. Velkendt. Alt er velkendt. Jeg bruger armene til at støtte mig, mens jeg sætter mig op, og da min bare hånd kommer i kontakt med et blødt grundlag, kigger jeg overrasket ned på den. Gyldent fløjl. Jeg befinder mig i en sofa. Jeg rynker brynene. Et antikt glasbord står dækket med te og småkager foran mig, væggene er dækkede af billeder, jeg genkender. Billederne på væggen, der alle er af mig som barn, kagerne på bordet, der var min favorit, lænestole i varme farver omringer tebordet, og i en af dem sidder Alex.

I samme øjeblik, jeg får øje på ham, fortryder jeg, at jeg ikke har mere energi end jeg har.
Han forsøger fortvivlet at fange mit blik, og jeg nægter at møde hans.

"Forstår du ikke, at alt hvad jeg gør er for din skyld?" spørger han.

"Det er løgn og du ved det." Jeg kæmper med at holde mit temperament nede, men det er svært - så forbandet svært. "Du gør det kun for din egen skyld. Du ved udmærket godt, at en anden holder mit hjerte, og at du ikke har en chance. Hvis du havde bare den mindste smule anstændighed og selvrespekt ville du holde dig væk."

"Det passer ikke."

"Hvad passer så?"

"At jeg har et ansvar over for dig. At hengive mit liv til dig, at følge dig hvor du går, at holde din hånd når vi sammen går i døden. Det er dig og mig, Rose. Dig, mig og Anja. Det har det altid været. Vi to er forlovede."

Jeg ryster på hovedet. "Ikke længere. Jeg tager mit 'ja' til mig. Jeg elsker Mike, Alex. Jeg elskede aldrig dig. Du var min pligt, Mike er min kærlighed."

Han betragter mig med store sørgmodige øjne.

"Maggie?" spørger jeg.

"Det var ikke med min gode vilje. Men hvis jeg ville redde dig..."

"Adam?"

Denne her gang svarer han mig ikke. Han bider tænderne sammen, og kæbemusklerne bevæger sig.

"Hvad med Leo? Var det virkelig et slagtilfælde, eller blev han hjulpet lidt på vej?"

"Hvis du ikke vidste hvad du ved nu," afbryder han, "hvor ville din loyalitet så ligge?"

Spørgsmålet overrasker mig. "Men jeg ved jo-"

"Men hvis du ikke gjorde."

Jeg blinker. Vreden er ikke forsvundet, men den bliver næsten overskygget af forvirringen. "Hos Mike. Og Anja. Og indtil dit navn blev 'proditor', lå den hos dig."

Jeg kunne lige så godt have slået ham. "Proditor?" hvisker han. "Men jeg har jo netop beskyttet dig. Jeg har jo netop ofret dem jeg elsker for din skyld. Fordi det er min pligt, ligesom det er din pligt at ofre alt for min skyld. Det er det 'soror' betyder!"

Jeg når ikke at svare ham, for i det samme går døren op.

Jeg sender Alex et sidste dødbringende blik, så vender jeg mig mod døren - og ind går min onkel med et varmt smil.