Hvide Liljer

Hvad der skete på klippen

Mike

Jeg ligger på knæ ved klippekanten. Jeg kæmper ikke længere for at hoppe efter Rose, jeg er blevet følelsesløs i kroppen. Jeg skubber Anthonys hænder væk. Sammen ser vi fortabte ned i vandet, der har slugt Rose. 

"Rose..." Min stemme er blevet hæs af at skrige. Min energi er ved at være brugt op. Tænk nu - tænke nu, hvis jeg havde været hurtig nok, hvis jeg havde nået at gribe hende, inden hun sprang. 

En varm tåre løber ned langs næsten. Da den når næsetippen, falder dråben ud i det fri, falder på samme måde som både Rose og jeg har gjort det. Nogen lægger et tæppe over mine skuldre. Det går op for mig, at jeg ryster.

"Rose!" Jeg skriger hendes navn så højt, jeg overhovedet kan. 

Så mærker jeg det. 

Det føles som som en tråd bliver klippet over i min sjæl. Det er Rose, går det op for mig. Klipperne slog hende ikke ihjel - hun er druknet!

***

Tony

Jeg ser forskrækket ned på Mike, da han pludselig bliver stille. Han stirrer forbløffet ud i den tomme luft. Hans hænder, der knuger Alfreds tæppe ind til brystet, er helt hvide. Han blinker.

Så begynder han at hulke. Han slipper tæppet, og begraver hovedet i hænderne.

"Nej," hulker han. "Nej!" 

Jeg får øjenkontakt med Alfred, der ligner en fortabt hundehvalp. 

"Hun døde," forklarer han. "Jeg kunne mærke hendes livsstreng knække gennem mit bånd til Mike."

Jeg ser ned på Mike igen. Klapper ham trøstende på skulderen, mumler, at jeg er ked af det.

Vi venter. 

Vi venter på, at Mike er sig selv nok til, at han kan gå hjem. 

Vi venter på, at vi selv er kommet over chokket.

Vi venter på, at regnet skal vaske vores hjerter fri af smerten.

Vi venter på, at det skal give mening. At Rosalies død skal give mening. 

Jeg har lyst til at fortælle dem sandheden. Jeg kan smage ordene, jeg kan næsten høre mig selv sige dem. 

Jeg har lyst til at lægge armene om Mike og sørge med ham.

Jeg har lyst til at stille mig blandt resten af Luciaflokken og være en del af den. En del af ulvene.

Jeg har lyst til at tage Erica i hånden og stikke af fra det hele.

Til sidst tager Alfred sin alfa under armene og trækker ham på benene. "Kom," mumler han. "Lad os få dig hjem."

Mike hulker, at han ikke vil hjem - han vil have Rose tilbage.

Jeg kan se på Alfred, at det smerter ham at se sin alfa sådan. 

Nogen har hentet en bil, og Alfred får bakset Mike ind i den. Jeg kan se hans tårevædede ansigt gennem bilruden, da de kører væk i regnen. Han vender hovedet, da bilen laver en U-vending, som om han hellere vil blive på klippen. 

Jeg bryder mig ikke om udtrykket på hans ansigt. 

***

Haha, ok så det blev et meget kort kapitel, som ikke føles heeeelt færdigt endnu, hvilket er ret nederen når nu jeg ikke har opdateret i ret lang tid. .. Hvilket jeg siger undskyld for! Jeg har haft opmærksomheden andre steder; jeg går jo i 9 nu så kravene er blevet større,  jeg stresser ud over praktik og eksamen (hvilket jeg håber bliver bedre i gymnasiet når jeg har vænnet mig til det/prøvet det), og så arbejder jeg på endnu et draft på røde roser (det gør jeg dog privat på google docs, så no worries, den kan stadig læses😁)

Og det er blevet september! og jeg er mega glad, jeg har savnet efterår og røde blade og varm kakao og gåture i skoven med min mor. Og jeg føler bare, at efteråret er sådan et godt tidspunkt at skrive på! (både fordi røde roser /hvide liljer /hvad var det nu jeg kaldte serien /forbandede blomster i think foregår om efteråret ahah, men også fordi man bruger sin tid indendøre og det er "socialt accepteret" at sidde indenfor med sin computer eller bog!) Jeg kan godt lide efterår😅🎃🍂

Vi ses i næste uge (forhåbentligt lol sry)❤️