Hvide Liljer

Katten er tilbage

Rose

Jeg ligger i lang tid og kan ikke falde i søvn. 

Jeg ved, at George heller ikke kan falde i søvn. Hun vender og drejer sig i den gamle seng. En gang imellem kan jeg mærke hendes blik. Tanken om, at hun hørte, hvad jeg sagde, da jeg troede, jeg var alene, får blodet til at suse rundt i min krop. Det prøver at trænge op i mit hovede, men jeg tvinger det væk. Jeg vil ikke rødme. Jeg vil ikke. 

Georginas stemme får blodet til at skyde op i mine kinder alligevel. "Her lugter af kat."

Jeg er glad for mørket, der skjuler mit ansigt, da jeg vender det mod hende. "Kat?"

"Kat." Hun nikker. "Har du kat?"

Jeg skal til at sige nej, men så kommer jeg i tanker om et par lysende øjne, der er endnu mere blå end George og Mikes grå-blå. "Jeg har en kat," siger jeg. "Men jeg har ikke set den siden mine forældres begravelse."

"Hvorfor ikke?" spørger hun.

Jeg trækker på skuldrene, selvom hun ikke kan se det. "Den er en kat. Den har sin egen dagsorden."

"Nå."

Jeg kan høre, at hun vender sig lidt. "Måske har motelejeren kat?" prøver jeg.

Hun fnyser. "Måske. Jeg vidste, at jeg ikke kunne lide hende."

"Mener du receptionisten? Hun er ikke motelejeren, tror jeg."

"Det er også ligemeget." I det svage lys, der skinner ind gennem de tynde gardiner, kan jeg se, at hun trækker dynen op over skuldrene. "Godnat."

Der går et par sekunder, inden jeg husker at svare hende. "Godnat."

***

George

Det er Rose, der opdager den. Katten. Den giver sig til kende, da hun trækker gardinerne fra næste morgen, med et skingert miau.

"Så her var en kat," udbryder jeg med rynkede bryn. "Hvordan kom den herind?" 

Rose svarer ikke. I stedet kan jeg høre hende tage et skridt tilbage. Hendes vejrtrækning ryster.

"Hvad?" spørger jeg. "Hvad er der galt?"

Jeg kan høre hende bevæge sig. Måske ruller hun med skuldrene, måske tager hun sig til panden. "Det er min kat."

"Din kat? Jeg troede ikke du havde set den i hundrede år? Hvordan har den fundet dig?"

Er det dem, der har sendt den? Ved de, hvor jeg er? Gøre de grin med mig? Fordi, jeg er varulv?

Rose tager en dyb indånding og bevæger sig igen. "Eller, det ville være forkert at sige, at den er min."

"Den er ikke din? Hvis er den så?"

"Tja, det er jo så det. Den mener jo nok selv, at den er dens egen, men sandheden er nok snarere, at den er Gudindens?"

"Gudindens? Hvorfor kalder du Gudindens kat din?" Jeg sætter mig tungt ned på den nærmeste seng. Det er Roses. "Hvad laver Gudindens kat et sted som her?"

"Den er en besked," begynder hun. Jeg kan høre hende gå lidt rundt. Så kan jeg høre katten spinde. Har hun taget den op i armene? Klapper hun den på hovedet?

"Ja? En besked?" gentager jeg. "Hvilken besked?"

Hun sukker og sætter sig ned i min seng, så vi sidder over for hinanden. "Det er på tide at tage hjem."

"Tilbage til Lucia City?" Hvis jeg tager til Lucia City, finder de mig, det er helt sikkert. Jeg kan mærke panikken boble igen.

"Nej, ikke Lucia City. Mit hjem. Til dér, hvor jeg er vokset op."

***

Edit: jeg havde åbenbart glemt, at George var blind, da jeg skrev det her kapitel😉 

lol