Hvide Liljer

Ødelagte Møller

Mike

Jeg sidder på klippen med benene hængende ud over afgrunden. Jeg kom egentlig herud for at tænke. Min bil, der står hjemme hos Rose, selvom Rose er død. Min søster, der måske blev set på et motel, der ligger på vejen hjem til Rose. Men det var dumt, at tage ud til klippen, for det eneste, jeg kan tænke på, er Rose. Forestiller mig, hvordan det er at falde. At dø. Mon hun nåede at mærke smerten? 

Nogen sætter sig ved siden af mig. Jeg skæver til skikkelsen.

Det er Møller. Han sukker tungt, da han lader benene dingle ud over kanten.

Vi sidder lidt i stilhed, begge fordybet i vores egen sorg og tankestrøm.

"Hvad sagde den vilde?" spørger han til sidst. 

Jeg trækker på skuldrene. "Hun sagde bare, at hun havde set to piger på sit arbejde, og at den ene af dem bad den anden om en pistol. Jeg tror, hun tager fejl, though."

"Tager fejl?"

Jeg nikker. 

"Om hvad?"

"Om, at det var George, hun så. Hun påstod nemlig, at George er blind." Jeg forestiller mig, at Møller rynker brynene, men jeg kigger ikke op for at bekræfte det.

"Tror du nogensinde, vi finder hende?" spørger han.

"George? Det ved jeg ikke." Jeg skimter til ham ud af øjenkrogen. "Hvorfor er det vigtigt for dig, om vi finder hende eller ej? Hun er min søster."

Nu er det den anden alfas tur til at trække på skuldrene. "Jeg fik aldrig rigtig en chance for at fortælle hende, at jeg elsker hende. Hun havde hele tiden travlt, og da jeg endelig fik taget mig sammen, var byen lukket af, så jeg kunne ikke komme i kontakt med nogen herfra."

"Du elskede hende?" Jeg er en smule overrasket over afsløringen, men når jeg tænker tilbage, undrer jeg mig over, at jeg ikke så det før. Alle de gange, Møller kom på besøg, og kun talte med George. Hver gang, vi talte i telefon, og han spurgte til hende. Hans bekymring, da han fik at vide, at hun var forsvundet...

"Ja. Jeg tror, jeg elskede hende, men jeg ved ikke, om hun var min mage, så jeg gjorde aldrig rigtig noget ud af det. Det fortryder jeg nu. Tænk nu, hvis vi aldrig finder hende? Det er noget værre rod."

Jeg ryster på hovedet. "Hvis hun var din mage, ville du ikke være i tvivl, Møller. Tro mig, det øjeblik, jeg så Rose i øjnene, vidste jeg, at hun var min eneste ene."

Der er stille mellem os igen. Så-

"Hvordan føles det at miste sin mage?"

Jeg får mit eget spyt galt i halsen, da jeg prøver at synke. Hendes øjne blev store, da hun så mig. Hendes skrig giver genlyd i mit hovede. Vores hænder, der næsten kunne nå hinanden, selvom hun var flere meter under mig, jeg kunne have grebet hende. Jeg skulle være løbet hurtigere. Jeg skulle være vågnet noget før. Jeg skulle, jeg skulle, jeg skulle-

"Det var helvede. Det er helvede. Jeg kommer aldrig- Jeg vil aldrig nogensinde elske igen. Ikke, som jeg elskede Rose."

***

Lmao, okay, så jeg har en heeel masse WIP's, som jeg sansynligvis aldrig kommer til at afslutte, men de små bidder, jeg har, er stadig helt vildt gode, hvis I spørger mig, så jeg tænkte, at jeg skulle offentliggøre dem alligevel? Hvad tænker I om det?

Also stakkels Mike og Møller :(