Hvide Liljer

På den anden side af hendes billede

Rose

De gyldne fugledetaljer på de røde tapeter, de hvide statuer der står i alle hjørnerne, og de uendeligt mange familieportrætter følger mig med øjnene, mens jeg vandrer rundt i gangene i min onkels palæ-lignende hus. Jeg ignorerer både dem og følelsen af at blive forfulgt, der synes altid at have fulgt mig, selv som helt lille, når jeg har været på besøg her.

Jeg passerer et vindue, og jeg stopper op for at se ud af det. Det er mørkt udenfor, så det eneste jeg kan se er mit eget spejlbillede. En fremmed, føles det som. Jeg lægger hovedet på skrå, og pigen på den anden side af vinduet gør det samme. Hun er bleg som en hvid porcelænsdukke. Og lige så skrøbelig som én, ser hun ud. Jeg har svært ved at genkende mig selv i hende. Hendes flettede hår er blevet langt, og de gyldne udgroninger skinner i lampernes lys, så det ser ud som om hun har en lysende guldkrone på hovedet. Det trænger til at blive farvet igen. Jeg kigger væk, og bag hende får jeg øje på et andet ansigt. En anden kvinde, hvis hår er lige så gyldent som mit spejlbilledes krone. Jeg vender mig om og står ansigt til ansigt med min tip-tip-oldemors portræt.

Ifølge min mor blev billedet malet kort inden hun skulle giftes med min tip-tip-oldefar. Stadig et barn, men gammel nok til at forstå, at ungdommen ikke vil vare evigt. Hendes rolige øjne ser ud i horisonten, så det er umuligt at fange hendes blik; ikke fordi hun undgår malerens, men fordi hun ser på noget langt vigtigere end nogen anden vil kunne forstå. Hendes sørgmodige smil antyder dog, at hun heller ikke selv forstår betydningen af det hun ser.

Hun var synsk, sagde min mor. Kunne se fremtiden lige siden hun som ung blev forgiftet af en heks og næsten mistede livet.

Og så inddrog min mor mig i endnu en hemmelighed, som kun hun og jeg kendte til. Som min mormor, oldemor og tipoldemor også kendte. Som jeg nu er den eneste, der kender.

Jeg rækker en hånd frem, og lader den glide hen over den gyldne rammes mønster. Pauser. Lytter efter, om der er nogen i nærheden. Det er der ikke. Så griber jeg fat i kanten, lader fingrene glide ind bag billedet, og trækker.

Billedet rykker på sig, og åbner sig op som en dør. Jeg træder ind gennem den og efterlader den på klem. Med den smule lys, der titter ind gennem dørsprækken, får jeg tændt en lille olielampe. Så lukker jeg døren helt i.

***

Rummet bag billedet er praktisk indrettet. To af de fire vægge er dækkede med tætpakkede bogreoler, ved den tredje væg står et tungt træbord og en endnu tungere kommode, begge dækkede af papirer, og ved den fjerde væg står en sofa og endnu en bogreol, der dog er så lav at den også fungerer som et bord. Der er ikke plads til ret meget andet på værelsets 3x6 kvadratmeter.

Alt er dækket af flere hundrede års lag af støv. På nogle af bøgerne og møblerne er støvlaget tyndere, fordi vi i årernes løb har hvisket lidt af det væk, når vi skulle have fat i en bog eller et papir, kun for at et nyt lag kunne lægge sig.

Jeg stiller olielampen fra mig på den lille reol og begynder at grave i papirerne i kommodens skuffer. Graver mig igennem de endeløse bunker af papirer, landkort, breve og lister med navne. Jeg søger et specifikt papir, jeg fandt som lille. Jeg plejede at stå op midt om natten, når følelsen af at blive overvåget blev for meget, og gemme mig i dette lille hemmelige værelse, hvis lokation er blevet hvisket fra mor til datter lige siden min tip-tip-oldemor fik det lavet. Jeg husker svagt papirets udseende. Vanvittige skriblerier, næsten ulæselige for blækklatter, understregede ord og sætninger, cirkler og pile og små tegninger og tegn. Jeg skubber forsigtigt den sidste skuffe i og sukker frustreret. Jeg vender mig om med hænderne i siden. Så får jeg øje på bogreolerne.

Gamle rapporter, dag-, notes- og teoribøger. Ulæst af andre end de ældste døtre der stammer direkte fra min tip-tip-oldemor. Rummet og al dets indhold er en arv, der ofte har vist sig at være til både nytte og trøst. Jeg lister hen til den nærmeste bogreol, forsigtig med ikke at blive hørt af tjenestefolkene der stadig går i gangene. Jeg trækker den første bog ud, og skynder mig at presse tungen mod ganen for ikke at komme til at nyse da støvet hvirvler rundt i lokalet. Jeg vender bogen, så jeg kan se dens titel. Kalender 1848-49. Jeg sukker og sætter mig på gulvet. Så begynder jeg at bladre.