Hvide Liljer

...Og jeg vil overleve

George

De er efter mig. De vil ikke have, at jeg slipper væk. De vil ikke risikere, at jeg sladrer. Sladrer til hvem? De er allesammen ligeglade! Mine læber begynder at dirre. 

Jeg prøver at ignorere kulden, der kryber ind i mine knogler. Det er ikke svært, adrenalinen pumper blodet op i mit hovede, og jeg kan ikke tænke på andet end at flygte, at løbe, at komme væk.

Det er ikke sandt, de er ikke ligeglade. Mike elsker mig. Han er sikkert ude at lede efter mig lige nu. Men hvorfor har han så ikke fundet mig?

Det gør ondt i mine bare fødder at løbe på den ujævne skovbund. Min hals brænder, jeg er kommet ud af form, af at sidde i buret nede i kælderen. Jeg prøver at kontrollere min vejrtrækning. 1, 2, 3, 4, pust luf-ten ud. Men det virker ikke, ikke som det plejer. Luften kommer i små stød, det er slet ikke nok til mine værkende muskler. Jeg har løbet i lang tid nu. 

Blandingen af sølv og stormhat, de har hældt i mine øjne, gør alting sløret. Jeg kan ikke se noget. Nu er der kun min hørelse og min lugtesans tilbage. 

Jeg kan høre deres fodtrin bag mig. De larmer mere, end jeg gør. De er ikke vant til at løbe stille, at indhente et bytte, at jage i skoven. Tanken om, at jeg for en gangs skyld er byttedyret trækker et hulk frem fra mine rystende læber.

Og så pludselig kan jeg høre et nyt åndedræt. Og jeg kan lugte en ny lugt. Et sted i baghovedet genkender jeg lugten, men jeg er for panikslagen til at genkende mere end følelsen af kærlighed og glæde. Og lugten af benzin og jern. En bil. Jeg begynder at løbe mod lugten. "Hjælp," skriger jeg, håber ejeren af den nye lugt kan høre mig. "Hjælp mig!"

***

Rose

Mikes lillesøster svarer mig ikke. Hun ser bare tomt ud i luften, hun ryster.

"Georgina," gentager jeg. "Hvor har du været? Hvem var de mennesker?"

Intet svar. I det mindste er hun holdt op med at græde.

Jeg holder ind til siden og drejer min overkrop, så jeg vender mod hende. "George." Jeg prøver at gøre min stemme blid, men det er svært. "Er du okay?"

"Start bilen igen." Hendes skrækslagne stemme er hæs. "Du må ikke stoppe op. De er overalt. De finder mig. De dræber mig. Vær sød at køre videre."

Målløs gør jeg som hun siger. "I aften, George, finder vi et motel, hvor vi kan sove. Og så fortæller du mig, hvad fanden der foregår."

Hun nikker. "Når bare du kører videre."