Hvide Liljer

Mikes drømme

Mike

Nogle gange kan jeg høre hendes stemme. I mørket, om natten, når jeg prøver at sove. Det er forskelligt hvad hun snakker om. Blomster, for det meste.

Hun hjemsøger mig. 

Jeg står op, når jeg hører hende. Rejser mig op at sengen. 

Og så taler jeg til hende. Jeg taler om månen, for det er jo dér, hun er nu, ikke? I månen. Hos Gudinden. 

Men hun svarer mig aldrig. Hun forsvinder, når jeg begynder at tale. Men så, når jeg endelig er faldet i søvn, så er hun der igen. I mine drømme. Hun smiler til mig. Hun griner og begynder at løbe. Væk fra mig. Først er det for sjov, en leg. 

Men så bliver det alvorligt. Det er ikke længere en leg, det er en jagt. Og så drukner vi. Jeg griber hendes hånd, holder godt fast i den, men jeg får sværere og sværere ved at holde fast. Vores hænder bliver skilt ad, og jeg er alene i vandet.

Ensom. 

Jeg kan ikke trække vejret, jeg kan mærke vandet i min hals.

Så vågner jeg. 

Ligesom nu. Jeg ligger et øjeblik og kigger ud af vinduet. Kigger på månen. Jeg forestiller mig, at Rose sidder deroppe, at hun kigger ned på mig. Jeg ville ønske, at hun så på mig med kærlighed, men sandheden er nok, at hun hader mig.

Det er trods alt min skyld, at hun er død. 

Det sagde hun selv til mig. Da jeg stadig lå på hospitalet.

"Jeg er en jæger. Min familie forventer af mig, at jeg skal gifte mig med en anden jæger og dræbe overnaturlige væsener, hvis jeg får chancen." Jeg kan høre hende sige det. Jeg kan genkalde mig de følelser, ordene trak ud af mig. 

Hun uddybede aldrig, me det behøvede hun heller ikke. Jeg kan gætte mig til resten, og jeg har ikke lyst til at vide præcis hvor meget, Rose hader mig. At hun åbenbart syntes, det var nødvendigt at tage sit eget liv for at slippe for at afvise mig.

Det er alt sammen min skyld. Hvis bare, jeg havde kæmpet hårdere, dengang de vilde angreb mig og George. Så havde jeg kunne være der for Rose, da de fandt hendes forældre. Så kunne vi snakke sammen, få styr på rodet og fordommene. 

Men det gjorde jeg ikke. Jeg var svag, og på én aften mistede jeg de to vigtigste kvinder i mit liv: både Rose og Georgina. 

Alfred siger, at de ikke har fundet hende. George. Og de har ledt overalt. Han tror, at hun er død. Men jeg kan mærke hende. Hun er svag, men hun er der. 

"Og jeg lover, Rose," siger jeg op til månen. "Jeg lover, at jeg finder hende. Jeg vil ikke miste hende også."