Hvide Liljer

Stilheden imellem os

Rose

Da Andreas kommer tilbage har jeg fået den sidste dør op, og forklaret fangerne hvem jeg er, og hvad der nu skal ske med dem. De fleste er lettede, men nogle enkelte er for udmattede eller syge til at forstå hvad der foregår.

Han dukker op ved siden af mig. "Jeg fik snakket kort med sygehuspersonalet og advaret dem om at jeg kommer med flere patienter. De har gjort akutmodtagelsen klar til masseindlæggelse."

Jeg nikker. Så griber han fat i den næste og forsvinder.

Det svimler for mig igen, og jeg læner skulderen op ad væggen. Prøver at se afslappet ud, så ingen lægger mærke til mit sår. Jeg får øjenkontakt med en ung mand. Han smiler taknemmeligt til mig.

Jeg smiler tilbage, og han tager det som en invitation til at komme nærmere.

"Luna-" begynder han.

Jeg løfter en hånd op og afbryder ham. "Hvordan kender du min titel hos ulvene?"

Han lægger hovedet på skrå. "Jeg er en af dine," siger han, og da han ser mit uforstående ansigtsudtryk, uddyber han: "I Lucia. Jeg er en af dine ulve. Jeg har været lukket inde her i meget, meget lang tid - snart et år, tror jeg - men jeg har stadig kontakt med flokken. Selvom jeg ikke kan kommunikere med dem, mærker jeg din forbindelse til mig. Mit navn er Stefan."

Han rækker mig hånden, og jeg tager den. Det går op for mig, at han ikke vil se mig i øjnene.

"Stefan," siger jeg. "Jeg hedder Rose. Har du nogen fornemmelse for, hvorfor du er her?"

Han nikker. "Emma forsøger at kurere min autisme. Hun forstår ikke, at det ikke er noget, der skal kureres, men forstås og læres at leve med."

"Jeg kan slet ikke mærke på dig, at du har autisme," siger jeg. Håber, jeg ikke fornærmer ham.

Han trækker på skuldrene. "Jeg er blevet god til at skjule det. Men det er ikke nok i hendes lille perfekte boble af en verden. Alle vi uperfektheder, som hun kalder os, hører ikke til i boblen. Så vi er her." Han laver en bevægelse om mod de andre fanger.

Vi står længe i stilhed og betragter menneskemængden blive mindre og mindre, efterhånden som Andreas får transporteret folk en efter en til Lucia.

Til sidst bryder Stefan stilheden mellem os. "Ved Alfa, at du er her?"

"Nej," siger jeg. "Han ved ikke engang, at jeg er i live."

Ulven sender mig et overrasket blik, stadig forsigtig med ikke at fange mit. "Hvad skal jeg svare, hvis han spørger hvem der reddede os?"

Jeg puster luften ud mellem tænderne. "Det ved jeg ikke. Gudindens gesandt, eller noget lignende, vel."

"Er du da det? Jeg kan ikke lyve for min alfa."

Jeg bider mig i kinden. Tænker mig om. "Jeg opdagede, at I var her, fordi jeg var ude på Gudindens ærinde."

"Så du redder os, fordi Gudinden bad dig om det?"

"Nej." Jeg ryster på hovedet. "Jeg redder jer, fordi i fortjener at være frie. Men jeg opdagede at I ikke var det, på grund af Gudinden."

Han nikker forstående. "Så vil jeg takke Gudinden hver dag for resten af mit liv for at sende dig i vores retning."

"Lad være," siger jeg. "Hun er en nar."

Det får ham til at grine.

Andreas dukker op foran os. "Så er det din tur," siger han til Stefan og smiler. En sveddråbe løber ned langs hans unge ansigt. Stefan tager hans hånd, og de forsvinder.

Et kort sekund senere dukker min fætter op foran mig igen. Han sætter sig tungt ned på det snavsede gulv.

"Jeg kan snart ikke mere," stønner han.

Jeg bider tænderne sammen. Hader, at jeg er nødt til at køre ham så hårdt. "Har du energi til to rejser mere?" spørger jeg.

"Hvorhen?"

"Jeg skal op på din fars kontor, og du skal bare væk herfra."

Han stønner igen og skubber sig op at stå. "Jeg kan godt. Hvor skal jeg tage hen, når jeg har taget dig til kontoret? Lucia? Jeg kan lade som om jeg selv er en af fangerne."

Jeg nikker. "Gør det. Og spørg efter Erika."

Han svarer mig ikke. Han tager bare min hånd, og så bliver verden sort.

***

Jeg vil bare lige benytte lejligheden til at fejre alle jer dejlige, mangfoldige mennesker! Husk på at anderledes ikke er lig dårligere, men at vi alle er lige i jordens øjne❤️

Nyd at vi er forskellige, og dermed har forskellige gaver og udfordringer, og elsk at vi allesammen er blevet valgt til at eksistere af hvad end der vælger den slags🍀

Vi er blevet født, og vi lever, og en dag skal vi dø, og det er det eneste vi ved, og dermed det eneste vi kan kalde "normalt". 

*Bare fordi mine karakterer gør, siger eller mener noget, betyder det ikke at jeg er enig! Jeg er fx ikke enig med Rose når hun slår folk ihjel, og jeg er ikke enig med Emma når hun gemmer dem med autisme væk på samme måde som man gemmer en plet på gulvet med et gulvtæppe*

Kram og kærlighed og gode vibes til alle jer der har brug for det!!🥰