Hvide Liljer

Jeg ved ikke hvad jeg skal kalde kapitlet... Mikes drøm?

Mike

Jeg må være faldet i søvn, for da jeg vågner, lyser månen ind gennem de store vinduer på mit kontor. 

Og dér, midt i lysstriben, som et spøgelse, der er kommet for at hjemsøge mig, dér står hun. 

"Rose.." Jeg rejser mig op så hurtigt, at stolen bag mig er ved at vælte. 

Hun smiler skævt til mig. "Hej, Mike."

"Du er ikke død?" Lamt. Jeg har lyst til at slå mig i panden, for selvfølgelig er hun ikke død, når hun står foran mig. I live.

Smilet bliver bredere, men hendes øjne glimter faretruende. "Der skal mere end en smule vand til for at slå mig ihjel."

Jeg støtter mig til bordet og tager synet af hende ind. Hun er drivvåd, den gennemblødte kjole drypper på gulvtæppet, og hendes røde hår klæber sig til hendes ansigt. Og så er hun bleg. Som om hun er genopstået fra de døde.

"Er du... Er du okay?"

Hun lægger hovedet på skrå, trækker på skuldrene. "Er du?"

Guder og gudinder, det er jo ikke mig, der er faldet i havet. "Jeg har det fint. Er der noget jeg kan gøre? Du er jo drivvåd! Jeg henter dig et håndklæde. Et tæppe. Og jeg får kokken til at lave noget suppe..." Jeg nærmest løber mod døren, men Rose stopper mig, da jeg er på vej forbi hende.

Jeg kigger ned på hendes kolde, våde hånd, der hviler mod min brystkasse. Lige over mit hjerte. Mon hun kan mærke, hvor vildt det slår? Jeg stopper med at trække vejret. Langsomt hæver jeg blikket. Hendes rolige, velkendte øjne stirrer lige tilbage i mine.

"Lad være," siger hun. 

"Hvorfor?"

Hun lader hånden falde, og kigger væk. "Jeg kom bare for at se, hvordan du har det."

"Hvad mener du? Hvor har du da været?"

"Et andet sted."

"Mener du hos Gudinden? På den Anden Side af Månen?"

"Ja, men også-" Hun rynker brynene. "Hvad fanden er der sket herinde?"

Jeg vender mig om og følger hendes blik. Prøver at se mit kontor med hendes øjne. Reolerne er blevet væltet, bøger og papirer ligger spredt ud på gulvet. De tunge gardiner er revet i stykker, og computeren ligger smadret i den anden ende af lokalet. Whiskyen fra tidligere er tømt, og glasskårene fra kanden ligger spredt rundt på gulvet. Det er ud som om et vildt dyr er gået amok herinde.

"Tja.." Jeg klør mig forlegent i baghovedet. "Jeg var lidt ude af mig selv, efter du dø... forsvandt, mener jeg."

Hun bukker sig ned og samler et billede op. Det er billedet af hende, der ligger og sover på hospitalet. "Lidt er en underdrivelse," siger hun tørt. "Her ligner et bombet lokum."

Vi er stille lidt. Jeg prøver ikke at lægge armene om hende og beskytte hende fra verden, for jeg ved, at hun ville hade det. 

"Rose.." siger jeg i stedet.

"Hmm?" Hun rejser sig op og kigger på mig igen.

"Jeg... Nej." Jeg ryster på hovedet. Leder efter noget at spørge hende om. "Hvordan overlevede du faldet? Jeg mærkede dig dø." Jeg lægger en hånd på brystet, der hvor hendes var for få øjeblikke siden. "Herinde."

Hendes øjne bliver store og forskrækkede. Hun taber billedet, og pludselig står vi på klippen. 

Og Rose falder igen. Jeg skriger og rækker ud efter hende, men hun er forlængst forsvundet i bølgerne.

Jeg sætter mig forskrækket op i stolen og ser mig om. Jeg er på mit kontor igen. Alt ser normalt ud. Gardinerne er hele, bogreolen står endnu. Det var bare en drøm.

Jeg sukker vredt og finder kanden med whisky frem igen. Drikker direkte fra kanden, der er ingen grund til at finde glas frem. Det brænder hele vejen ned gennem min hals. Jeg har lyst til at spytte det ud igen.

Jeg smider den tomme kande fra mig. Ligesom mit hjerte, knuser den i tusind stykker. Jeg blotter mine tænder af synet. I en fejende bevægelse tømmer jeg bordet. Papir og blyanter flyver på gulvet. Computeren rammer væggen og går i stykker. Jeg vælter bogreolerne, tømmer dem for indhold. Hiver i gardinerne, så de går i stykker. På få øjeblikke ligner kontoret dét, fra mig drøm. 

I  skuffen finder jeg billedet. Sætter mig på gulvet, selvom glasskårene skærer i mine ben. Jeg ville ønske, hun var vågen. På billedet. Så jeg kunne se hendes øjne. En tåre glider ned ad min kind og lande med et stille plask på papiret i min hånd. 

Døren går op med et brag, og afslører Alfred, der stopper op i døråbningen.

"Hvad har du lavet?" spørger han.

Jeg knurrer bare af ham. "Hvad vil du?"

Han glipper med øjnene, som om han prøver at komme i tanke om det. "Bilen er væk."

"Så find den." 

"Jamen, Mike..."

Jeg rejser mig op. Mine ben føles som gele. "Der er GPS i den, så det kan ikke være så svært."

"Nej, selvfølgelig ikke, men..."

"Forsvind så."

"Hvad?" 

Jeg kaster billedet fra mig. Det svæver rundt i luften som en fjer, inden det lander på gulvet. "Jeg sagde forsvind. Find den fucking bil, og lad mig være i fred."

"Mike-"

"Forsvind!"

Han dukker hovedet. "Javel." Og med et sidste bekymret blik rundt på kontoret, er han ude igen.

Jeg knurrer irriteret ud i luften og følger efter ham. Ikke for at finde bilen.

Nej.

Men for at finde klippen.

***

Ahah, jeg har ikke opdateret i snart en måned.... 😬 Undskylddddd

Jeg ved ikke hvorfor. Jeg har været for træt, I guess. Men det er jeg jo altid? Idk. 

Og jeg fik aldrig rigtig gang i antivinterdepressions-listen... Hmmm. Varm kakao! Jeg ved godt, jeg også sagde varm kakao sidste år, men det smager stadig lige godt, såe ja. Det smager selvfølgelig bedst, hvis man har lavet det på gryde, men man kan fint lave det i mikroen også. Det er også det nemmeste og det hurtigste. Selvom det ikke smager helt ligeså godt...

Og nej, sangen passer ikke rigtig til kapitlet, men ehh det er en god sang, og den viser meget godt, hvordan Mike har det lige nu. Stakkels Mike...

Ja, anyway, her er det længe ventede kapitel, som jeg har kæmpet med i et godt stykke tid👍