Hvide Liljer

Rosalies værelse

Mike

I samme øjeblik, jeg træder ind på Rosalies værelse, ved jeg, at jeg ikke får særligt meget søvn i nat. 

Værelset lugter overvældende meget af Rose, og jeg får en følelse af, at jeg ikke burde være her. Sengen er rodet, som om hun lige er stået op, men regner med at komme tilbage i seng om lidt. De store bogreoler er fyldt med sammenklemte bøger. Midt på deres støvede rygge er der en lang vandret streg, som om nogen har kørt en finger hen over dem. Stregen kører, lang og ujævn, lige indtil den når et hul. En manglende bog. Som om Rose har kigget på sine bøger, indtil hun fandt den rigtige, og har glemt at sætte den tilbage på plads. Jeg ser mig omkring, til jeg finder bogen i vindueskarmen. Jeg samler den op, for at se, hvilken bog, der mon fangede min mages opmærksomhed, og er ved at tabe den, da jeg ser, at det er Shakespeares Sonetter. Rosalies stemme runger i mit hovede, så det giver genlyd.

"Fra eder var jeg skilt i Vaarens dage..."

Jeg lægger bogen tilbage i vindueskarmen, og sætter mig tungt i den store lænestol. Det var hér, hun sad og sov i min drøm. En blomsterbroderet pyntepude ligger på gulvet.

Værelset er fyldt med så meget liv, og jeg kan næsten ikke forstå, at dets beboer er død. Ligger begravet i havet med klipperne som gravsten og stjernerne som gravlys. Med algerne som buketter og fiskene som besøgende. 

Jeg begraver ansigtet i hænderne og tager en dyb indånding. Den tørre lugt af earl gray te, mørk chokolade og pergament fylder mine lunger, og jeg kvæles næsten af tårerne.

"Hvis du synes, det er svært at være herinde," siger en stemme bag mig, "skulle du prøve at gå ind i musikrummet."

Jeg tørrer tårerne væk, og vender mig om mod Anja. "Hvorfor?"

"Fordi det er udelukkende hendes. Hun var den eneste, der for alvor brugte det. Herinde, derimod, var hvor vi mødtes. Det er så fyldt med os andre, at det kun er en smule, der er hendes. Den her bluse, for eksempel." Hun peger på en sort t-shirt, der er smidt over ryggen på en stol. "Den lånte hun af mig en gang. Halvdelen af bøgerne er også mine. Og jeg vil vædde med, at mindst tre af de knive, der ligger i den øverste skuffe i chatollet er Alexanders, og at næsten alle trøjerne også er hans."

"I må have kendt hende godt," siger jeg. "Du og denne... Alexander."

Hun nikker. "Det gjorde vi. Hun er... En af de bedste jægere, jeg kender. Men hun og hendes familie lå for had blandt mange jægere, fordi de nægtede at slå uskyldige væsner ihjel."

"Hvad er der dog galt i det?" spørger jeg.

Anja trækker på skuldrene og undgår mit blik. "Mange jægere ser sig selv som en slags korsriddere. Deres pligt er at udrydde alle ikke-menneskelige væsner. Wood-familien, derimod, så sig selv som en slags... Politifolk. De dræbte kun de væsner, der selv havde dræbt nogen. Og det var der mange, der så som svagt, og de foragtede familien for at spilde deres talent på retfærdighed." Hun vrænger det sidste ord ud, som om det er et bandeord. "Forestil dig, hvad der var sket, hvis verden fandt ud af, at du og hun var mager. Jeg frygter, hvad der kommer til at ske, når mine bekendte opdager mit forhold til George, og jeg er ikke halvt så kendt, som Rose."

Jeg ryster forvirret på hovedet. "Tænk, at Rosalie er vokset op i sådan et hadefyldt miljø."

"Det er ikke miljøet, den er gal med," sukker Anja og vender sig for at gå. "Det er den måde, vores verden er bygget op."

***

Ja, det var så, hvad jeg havde tænkt mig, skulle afslutte Hvide Liljer.

Hvad tænker I?

Jeg kan godt sige, hvad jeg tænker: Alt, alt for kort. Og derfor har jeg rådført mig med en af mine veninder og min mor - og min mor (der er professionel harpespiller, og derfor kender de store operaer aldeles godt) rådede mig til at tilføje flere komplikationer! Hovedpersonen møder en über-skurk. Hovedpersonen møder sin fjendes fjende og bliver slår sig sammen med dem. Hovedpersonen får en uventet forbundsfælle, osv osv. Og min veninde, der kender universet i serien, hjalp mig så med at specificere de her komplikationer. Så nu kommer de. I næste kapitel. Måske. Det kan godt være, jeg lige skal bygge lidt mere op til dem... Men jeg lover: Det bliver overraskende!