Hvide Liljer

Den tomme boghandel

Den gamle bygning ser om muligt endnu ældre ud, end den gjorde for blot få måneder siden. Og forladt. Skodderne er trukket for vinduerne, og ukrudtet vokser uforhindret frem mellem fliserne. Og dér, hamret fast til døren med et søm, hænger til salg-skiltet. 

Jeg kæmper med at holde tårerne tilbage. 

"Er du okay?" spørger George. 

Jeg rømmer mig. Tvinger tårerne ned i halsen. "Jaja."

Hun giver min hånd et klem. 

Jeg rømmer mig igen og begynder at gå. George går ved siden af mig, med sin hånd i min, så hun ikke går ind i noget.

Døren går op med en knirken. 

"Hold da op," siger George og rynker på næsen. "Her lugter af støv og magi."

Jeg kommer til at le. "Ja, det var nogenlunde sådan, han var. Støvet og magisk på samme tid."

"Hvem?"

"Leo Villadsen. Ejeren af boghandlen." 

"Og han har ikke noget imod, at vi bryder ind i hans butik?"

Jeg snøfter. "Det har han sikkert, men han er død, så han kan ikke gøre noget ved det."

"Åh." Hun slipper forlegent min hånd. "Det er jeg ked af at høre. Var I meget tætte?"

Jeg ser rundt i forretningen. Den tomme stol hvor Leo tilbragte timevis ad gangen med at sy, skrive breve eller analysere gamle skrifter. Det store skrivebord, hvor papirerne stadig ligger spredt, som om ingen har haft mod til at rykke rundt på dem. Hans dybe stemme runger stadig mellem væggene. Hans latter, hans raseri. Hans tålmodighed, når han forklarede mig noget, jeg ikke forstod. Hans overbærenhed, når han gav mig plaster på knæet.

"Ja," siger jeg. "Det var vi. Han var min mentor."

"Hvordan døde han?" 

"Han fik et slagtilfælde," siger en stemme bag os. 

Jeg drejer om på hælen, og bliver mødt af en træt Alexander.

"Alex!" 

Han smiler forsigtigt. "Hey, Rose." Han rækker armene frem. En invitation til et kram.

"Hvad laver du her?" spørger jeg.

Smilet forsvinder, og han lader armene falde ned langs siden. "Der gik rygter om, at du var tilbage. Jeg tænkte, du ikke skulle være alene, når du fandt Antikken tom og forladt. Jeg vidste ikke, at du... vidste det. Eller at du havde en veninde med." Han sender George en afmålt blik.

Jeg trækker på skuldrene og lader blikket glide rundt i forretningen igen. "Hvordan kan det være, at hver gang vi ser hinanden, er der nogen, der er død? Først mine forældre, så Leo."

Alexander sukker. "Det er vel livet som Jægere, I guess. Alle dør omkring os, og det eneste vi kan gøre er at vente på den dag, vi selv skal dø." 

Den dag er allerede oprunden for mig.

George griber min hånd, som om hun ved, hvad jeg tænker. 

Bevægelsen får Alex til at vende blikket som min Soror. "Goddag," siger han. "Mit navn er Alexander, jeg er Roses barndomsven." Han rækker hånden frem, men da George ikke gør mine til at ville tage den, rynker han brynene.

"Alex, det her er George," siger jeg. George smiler høfligt. "Hun er blind."

"Arh!" Han lader hånden falde og smiler forlegent. "Undskyld, det vidste jeg ikke."

"Det gør ikke noget," siger George. Hendes toneleje afslører dog, at det er løgn. Det piner hende, at hun ikke kan se. Jeg giver hendes hånd et klem.

"Er dine forældre hjemme, Alex?" spørger jeg. 

"Ja." Han hæver et øjenbryn. "Hvorfor?"

"Der noget, jeg vil snakke med dem om... Hvis I har tid?"

"Rose," siger han oprigtigt. "Vi har altid tid til dig."

***

Skrald kapitel. Jeg fik ikke opdateret i sidste uge. Blah blah blah, I know. Sorry😅