Hvide Liljer

Den fortabte fætter

Rose

Min onkel smiler stort, mens han venter på min reaktion. Da han ikke får den, læner han sig undrende tilbage i stolen. "Hvad skal jeg sige for at overbevise dig om at acceptere mig?"
I stedet for at svare, spytter jeg efter ham, men han er længere væk, end jeg havde regnet med, og i stedet lander spytklatten i min skød.

Han betragter dråberne på mine bukser, før han ser mig dovent i øjnene. "Hvor modent."

Jeg skuler af ham og forbereder mig på at spytte igen, da Alex åbner munden.

"Tænk på, Rose, at med bogen kan du vække dine forældre til live igen."

"Fuck dig," siger jeg bare.

Min onkel ryster på hovedet. "Du forstår det ikke, men jeg bebrejder dig det ikke. Nå, men det er også ligegyldigt. Det skal nok komme." Så rejser han sig op og gør en bevægelse mod døren.

"Rose, der er nogen du skal møde"

Jeg læner mig tilbage så jeg sidder ret op og ned.

"Min søn. Han er en meget magtfuld magiker - det har han fra sin mor, Klara McCaig, der desværre er død."

"Nej-" Jeg presser mig mod sofaens ryglæn, da døren går op endnu en gang, og en teenagedreng kommer ind i lokalet.

"Jo, Rosalie." Han vender sig mod drengen. "Andreas. Mød din kusine. Rosalie, mød din fætter."

Drengen betragter mig. Han er lav og mager, 15 år måske, selvom han nemt kunne gå for at være 13. Med en finkæmmet gylden midterskilning og store nysgerrige øjne. Få sekunder senere mærker jeg hans bevidsthed i mit hovede.

Jeg- hvad?

Hvem er du? hvisker en fremmed barnestemme bagerst i mit sind.

Rose, svarer jeg. Jeg er Rose. Hvem er du?

Omkring mig er alting stivnet. Eller også sker alting kun et splitsekund og det er resten af verden der følger den almindelige tidslinje.

Jeg er Andreas.

Hvorfor er du i mit hovede?

Jeg vil vide om jeg kan stole på dig. Først i går fortalte min far mig om dig. Du er min kusine. Kender du mig?

Jeg kendte din mor. Jeg fylder mit hovede med minder om Erica og hendes mor. Da Erica sad på hospitalet og græd over hendes død.

Jeg kan mærke drengen stivne. Tøve. Hvem er hun?

Din søster. Erica, der smiler. Erica, der sørgmodigt fortæller mig, at Emma har min bog. Erica, der brænder Lærkes hus ned til grunden. Erica, der spillede for mig, første gang jeg døde.

Ubevidst har jeg ført Andreas lige til mindet om min død. Hans sind sukker tilfreds, og sammen mindes vi om den måde, jeg faldt i vandet. Fik øjenkontakt med Mike. Ramte bølgerne. Mærkede det kolde vand i mine lunger.

Men da jeg mindes mødet med Gudinden er jeg alene.

Drengen stønner irriteret. Hun skjuler sine hemmeligheder godt, din Gudinde.

Ja.

Han vandrer videre i mine minder, til jeg mødte George. Til det gik op for mig, at hun var blind.
Han blev vred over, at hun ikke kunne læse i bogen, tænker drengen. Det var derfor han valgte øjnene. Han kunne have valgt et lår eller hendes ryg, men han valgte øjnene. Minder om Andreas, der bliver brugt som healer, efter Hector er færdig med at blande stormhat og sølv sammen i en drabelig væske og derefter hælde det i Georginas øjne fylder mit sind. Afskyen, han følte, for både ulven og torturen.

Jeg viser ham mit minde om, da George nægtede at fortælle mig, hvad der var sket, mens hun var fange her.

Til gengæld viser Andreas mig et minde om Emma, der er vred på Hector, fordi George forstyrrer også den perfekte fred, Emma har skabt i Lucia. Hector, der beder Andreas om at forhekse Mikes bil, så den kører galt.

Jeg viser ham min sorg, da det gik op for mig, at min mage lå i koma.

Han viser mig, at Emma blev vred på ham, over at Mike var kommet til skade - det var ikke en del af hendes plan.

Jeg hvisker i mit stille sind, at hvis han vil hjælpe mig med at få fat i bogen og stikke af, vil jeg tage ham med til Erica. Hans søster.

Han overvejer, hvilken straf, han vil få, hvis jeg og bogen forsvinder.

Jeg viser ham et minde af mit gæsteværelse.

Bogen er vigtig, tænker jeg. Gudinden vil gøre alt for at forhindre dødelige i at læse den. Hun har bedt mig om at sørge for dens destruktion.

Han viser mig et billede af en nonne, han engang så i en bog.

På en måde.

Jeg er alene i mit hovede igen.

Andreas vender sig med ryggen mod mig, så han står ansigt til ansigt med sin far.

Hans stemme er lav og ru, og den driller ham, som om den stadig er i årgang, da han siger; "Der findes en balance, som selv ikke guder kan overskride. Hun lever, fordi hun ofrede livet til Gudinden."