Hvide Liljer

Helvede bryder løs

Mike

"Så du er Hector Wood," siger jeg, da manden er færdig med at skænke op. "Roses onkel."

Han læner sig tilbage i lænestolen. "Og du er Mikael Glenn. Hendes mage. Min svigersøn, kan jeg vist kalde dig. Sådan rent teknisk."

Jeg ryster på hovedet. "Du er hendes onkel, ikke hendes far."

Han holder en finger op foran ansigtet, som om han skal til at give mig en reprimande. "Arh, men se, der tager du fejl, min ven. Siden Lærke er død er forældremyndigheden blevet overdraget til mig, så jeg er hendes værge. Og dermed, Mikael, bliver du min svigersøn." Han smiler selvtilfreds. "Men siden du har taget soldater med til mit hjem går jeg ikke ud fra at du er kommet her for at finde trøst hos din mages familie?"

Selvom det er formuleret som en konstatering, får han det alligevel til at lyde som et spørgsmål. Hvad laver du her? spørger han uden rigtig at spørge. Jeg bider tænderne sammen.

"Nej," siger jeg. "Det er jeg ikke."

Han sipper til sin te og løfter et øjenbryn hen over koppens kant.

"Rose er død, og min søster blev kidnappet," begynder jeg.

Hector rynker brynene og sender Emma et spørgende blik. Hun trækker på skuldrene.

Jeg fortsætter, som om jeg har deres fulde opmærksomhed. "Både jagten på sandheden bag Roses død og min søsters kidnappere har ført mig hertil, af to meget forskellige grunde, som jeg ikke kan få til at hænge sammen. Så jeg er kommet her, for at bede jer om en forklaring."

Hector kigger på mig. Han læner sig frem så armene hviler mod hans knæ. I den ene hånd holder han tekoppen, og i den anden holder han underkoppen under. "Kommer du til mig," spørger han, "og vil vide om jeg har dræbt min niece og kidnappet din søster?"

Jeg ryster på hovedet. "Rose begik selvmord. Jeg vil bare vide hvorfor. Og jeg ved at du havde noget med min søsters kidnapning at gøre. En af mine ulve fandt hendes og andre af mine ulves fært ved bunkeren, der ligger i din have. Og Anja Noble har fortalt mig, at bunkeren i virkeligheden er en blodbank. Der bliver eksperimenteret på mine ulve på din grund. Det sidste er ikke et spørgsmål. Det er en konstatering."

"Beskylder du mig for at-"

"Jeg konstaterer bare. Og beder om en forklaring."

"Du er ikke så lidt næsvis," beklager han sig, og Cornelius fnyser muntert.

Alle ulvene i lokalet sender ham et blik, men Emma og Hector ignorerer ham.

"Rose døde," siger Emma, "fordi Gudinden blandede sig i vores dødelige sager. Det var ikke vores skyld. Tro mig, jeg ville gøre alt for, at hun ikke var død den dag. Og det ville min onkel også. George-"

"Ti stille," mumler Hector.

Hun ignorerer ham. "Georges skæbne blev blodig, fordi en dødelig blandede sig i Gudindens sager."

"Emma-" Han blotter tænderne. "Jeg siger ti stille."

"Jeg hørte dig godt," siger hun til ham. Men det er mig, hun kigger på. "Jeg har fået nok af at gøre som du siger. Du dræber og dræber og kommer aldrig tættere på at oversætte bogen. Han fortjener sandheden. Mike, min onkel forsøger at vække de døde. Og nogle af de forsøg gik ud over George."

Mit blod koger, og jeg ved, helt ind i min sjæl, at hvis jeg ser på Hector nu, så slår jeg ham ihjel.

"Fortæl mig om bogen," siger jeg og bider tænderne sammen.

Hun åbner munden for at tale, men i det samme lyder der et højt brag. Et pistolskud. Og på et splitsekund bliver jeg omringet af mine krigere. Jeg ser Cornelius over skulderen lige tids nok til at se Emma presse hænderne mod maven med store øjne og munden på vid gab, inden hun synker sammen i stolen.

"Læg pistolen fra dig, Jæger," siger min gamma. Jeg stiller mig, så jeg kan se over hans anden skulder på Hector, der står oprejst med en pistol pegende i vores retning. "Du er i undertal, og vi har omringet dit palæ."

Hectors kæbemuskler bevæger sig og han tager et skridt bagud. Hvordan han undgår at falde over stolen går over min forstand. Så går en dør op bag ham, og på få sekunder er han blevet væk i mængden af.... noget, der ligner mennesker, men ikke er det.

Jeg hører ham bjæffe nogle ordrer hen over blodets larm i mine ører.

Så går helvede løs.

***

Rose

Der er næsten ingen af min onkels skabninger tilbage i bunkeren.

"De må være taget over til palæet for at hjælpe min far," gætter Andreas.

Jeg nikker og fumler videre med at få døren op.

Bag mig hopper min fætter op og ned. "Skynd dig," siger han.

Jeg sender ham et irriteret blik. "Låsen er rusten."

"Gu' er den røv," siger han og skubber mig til side. "Lad mig."

"Siden hvornår er du begyndt at tale så grimt," vrisser jeg bare.

Han lægger en hånd på døren og lukker øjnene. Kort efter giver låsen en lille klik-lyd fra sig, og han skubber den op. Han sender mig et blik over skulderen, der tydeligt siger var der så noget?

Jeg trækker på smilebåndet af ham og går indenfor.

Den første skabning, vi støder på, overrasker os. Den griber fat i Andreas bagfra, og hans råb får mig til at vende mig om og trække sværdet. Jeg tror, han får sin hud til at brænde med magi, for skabningen slipper ham næsten med det samme. Jeg kløver hovedet af den med mit sværd, men ikke inden den når at give mig et alvorligt sår i siden.

Derefter er vi mere forsigtige. Inden de kommer så tæt på os at de kan skade os, knækker Andreas deres halse med magi.

Flere gange er jeg ved at segne - af smerten eller af blodtabet ved jeg ikke. Men hver gang det sker, hjælper Andreas mig ned at sidde med ryggen op ad væggen, og så siger jeg til mig selv, at Jeg må ikke fejle. Jeg er stærkere end min smerte. Mike venter på mig. Og igen. Mike venter på mig. Og igen. Og igen. Og igen, indtil jeg har trukket vejret, og Andreas hjælper mig på benene igen. Mike venter på mig.

I begyndelsen prøvede Andreas at hele mig, men vi fandt hurtigt ud af at hans far gik mere op i at lære ham de offensive metoder end de defensive. Han ved simpelthen ikke hvordan man gør. "Jeg kan hjælpe dig lidt med blodet, men det er det." Jeg ville have taget livet af mig selv med det samme den første skabning var død, så jeg kunne hele i døden, men jeg kan ikke få mig selv til at forlade min fætter.

Han fører mig gennem en lang række gange og trapper. Undskylder, hver gang jeg stønner af smerte.

"Det er okay," siger jeg til ham. "Om lidt kommer adrenalinen, og så mærker jeg det ikke mere." Mike venter på mig.

Endelig når vi fangegangen, som han kalder den. Jeg dirker dørene på venstre side op, og han låser dørene på højre side op med magi. Han er hurtigere færdig end mig og går i gang med at berolige staklerne, der har været låst inde i det her helvede. Det går hurtigt op for os, at mit sår langt fra er det alvorligste på den her gang.

"Hvor meget magi har du tilbage?" spørger jeg min fætter.

Han afbryder sig selv og sender mig et irriteret blik. "Det handler ikke om hvor meget magi jeg har. Det handler om hvor meget energi jeg har til at bruge det."

Jeg kæmper videre med den sidste lås. "Har du energi nok til at teleportere de hårdest sårede til hospitalet i Lucia?"

"Ja. Jeg tror at jeg kan få dem alle derhen, hvis det skulle være."

"Tror."

Han bekræfter med et nik.

"Prøv."

Han nikker, denne gang af forståelse. Så griber han fat i nogens hånd, svarer hendes spørgsmål, smiler beroligende, og de forsvinder i den blå luft.