Hvide Liljer

Flygtningen

Erica

Det er sværere, end jeg havde regnet med. At se Mike sørge sin mage. 

Siden flokken kom hjem fra klippen, har han nægtet at tale med nogen. Han har ikke sagt et ord i flere dage. Kun om natten kan man høre ham. Kan man høre hans skrig.

Det er mareridtene, der plager ham, tror jeg. De plager os allesammen. Jeg ved ikke hvad han drømmer om, men jeg kan gætte. Rose, der falder i havet, Rose, der bliver kvast mellem klipperne.

Jeg har også mareridt, men ikke af den slags, der får mig til at skrige. Nej, mine mareridt efterlader bare en dyb og skærende tvivl.  Var det den rigtige beslutning, jeg tog? Var det den rigtige vej, jeg ledte Rose ned af? 

Hele byen er i kaos, faktisk. Det er ikke kun hos de sørgende ulve.

Hos heksene, for eksempel, leder man efter en ny stormester til at overtage Lærkes post. Hos menneskene leder man efter en ny borgmester. 

Og de går alle rundt og prøver at regne ud, hvad der skete den nat. Den nat, da Rose, Lærke og Emma døde. Og det er kun mig, der kender hele historien. Tony kender kun til den brøkdel, jeg har fortalt ham, og Rose tror, hun kender hele historien, men det gør hun ikke. Og snart, ved jeg, snart finder hun ud af det. Og så kommer hun til at hade mig. 

***

Rose

Jeg har kørt i flere dage i træk. Jeg er udmattet, jeg er sulten, og jeg trænger til et bad.

Jeg sidder i vejkanten, gemt bag Mikes bil, og tisser, da jeg høre lyden. Lydene. Et tungt åndedræt. En gren, der knækker. Et fjernt hulk. Nogen nærmer sig mig. Og de har fart på. 

Jeg rejser mig op og trækker bukserne på igen. Tørre hænderne af med en vådserviet. 

Jeg lader blikket glide ud over skoven omkring mig. Træerne er næsten nøgne, kun få røde blade hænger tilbage på kvistene. Skovbunden er dækket med rådne blade. De fleste dyr er gået i vinterhi eller er søgt sydpå. 

Vi opdager hinanden samtidig. Mig og pigen. Hun ser sølle ud, mager og forslået. Jeg genkender hende med det samme, men hun er for panikslagen til at genkende mig.

"Hjælp," skriger hun. "Hjælp mig!"

Men det er lyden af et riffelskud, der trækker mig ud af trancen. Pigen dukker sig forskrækket og begynder at græde. Hun snubler, men kommer hurtigt på benene igen. Jeg begynder at trække min pistol frem, men pigen råber, "start bilen! Der er for mange, vi skal væk!"

Jeg gør som hun siger. Jeg løber om til førersædet og sætter mig ind. Men hurtige, rutinerede fingre drejer jeg nøglen, og bilen tænder med et brøl, samtidig med, at pigen når op til vejen. Hun kaster sig ind i bilen, og jeg træder speederen i bund. I bakspejlet kan jeg se hendes forfølgere træde ud på vejen. De opgiver forfølgelsen, men skyder alligevel efter bilen. Vi dukker os samtidig, tårerne strømmer ned af pigens kinder.

Vejen tager et sving, og de sortklædte skikkelser bag os forsvinder af syne. Jeg sænker ikke farten. Vi kører i lang til. Til sidst begynder skoven at forsvinde omkring os, og jeg vender mig mod min passager. Hendes ravnsorte hår får et minde til at dukke frem i tågen, der dækker mine tanker og gemmer min sorg væk.

Det er et minde om en bil, der er gået i stykker. Det er et minde om frygt og uvidenhed. Det er et minde om Mike. Om hans blå, blå øjne, om frygten i dem, om inderligheden og den nervepirrende nød...

"Rose-" begynder han, og jeg afbryder ham.

"Shh, spar på kræfterne." Jeg gør mit bedste for at smile modigt til ham. "Bare slap af, Emma hjælper dig."

Men hans øjne fortæller mig, at det er vigtigt, det han vil sige.

Det er et minde om et navn. Et navn, der betød meget for ham.

"Hej Georgina," siger jeg. "Hvad fanden skete der lige?"