Hvide Liljer

Anja

Rose

Først, da vi står foran Alex's hus, går det op for mig, at jeg er i gang med at tage en varulv med mig ind i jægernes hule. Jeg skimter til George.

Hun er kridhvid. Jeg stopper op.

"George, måske-"

"Nej." 

Georgina

Under ingen omstændigheder, at jeg går mere end tyve meter væk fra Rose. Hun er den eneste, der kom og ledte efter mig. Hun er den eneste, der har beskyttet mig. Taget sig af mig, givet mig mad og en seng at sove i.

"Jeg bliver ved din side," siger jeg til hende. "Også selvom du går mod døden."

Hun tøver stadig. "Men George-"

"Jeg ved det godt," afbryder jeg hende. "Men jeg har været for meget igennem, og du er den eneste, der har vist mig kærlighed og venlighed. Da du hjalp mig væk fra mine forfølgere, og bagefter gav mig mad uden at kræve noget til gengæld, da vandt du min ultimative loyalitet og tillid."

"De er jægere," hvæser hun. Måske synes hun, at jeg er dum. At det er latterligt, at jeg går med hendes jæger-ven.

"Det er du også."

"Men du er en varulv. Du er Alfaen af Luciaflokkens lillesøster."

"Ikke længere. De mistede mig den nat, da jeg blev kidnappet af vilde. Jeg er din nu, og jeg går med dig ind i jægernes hjem, hvis det er dér, du går."

Slut prut. Så snakker vi ikke mere om det.

Jeg kan mærke vreden, frustationen og frygten slå som bølger omkring Rose. Mon hun også kan mærke min frygt?

Jeg kan høre Alex, der åbner døren. Han kan ikke lide mig. Han er forelsket i Rose, det kan jeg høre på hans stemme. Mon han ser mig som en konkurent til Rosalies gunst?

Jeg får lyst til at grine ham op i ansigtet. Hvis bare han vidste, at hverken han eller jeg har en chance hos Rose. At hendes hjerte fuldt og helt tilhører Mike.

Rose tager min hånd i sin, da vi går op gennem haven. 

"Pas på trinnet," mumler hun. 

Jeg giver hendes hånd et klem. 

Vi træder ind i huset, og lugten af tre nye personligheder blander sig med resten af verden. Jeg kan lugte deres mistænksomhed, jeg kan mærke deres øjne på min krop.

Især én af de tre lugte træder frem. En sød lugt af uskyldighed, ærlighed og kvindelighed. Jeg kan mærke hendes øjne på mit ansigt, høre hendes hjerte, der banker hurtigere og hurtigere, hendes lette åndedrag.

"Hej," siger Rose til dem. "Tak fordi, vi måtte komme. Det her er George." 

Og så efter en pause...

"Hun er blind," siger Alexanders bitre stemme.

"Åh," siger en lys pigestemme. Jeg har lyst til at hyle op mod månen i fryd over den søde lyd.

"George," siger Rose fra et sted langt væk. Hendes stemme er dækket af tågen, den nye pige har lagt over mit sind. "Det her er Maggie og Adam, Alexanders forældre, og Anja, hans lillesøster."

Anja... Anja! Hendes navn er så smukt, som jeg forestiller mig, pigen må være!

Med ét ved jeg, at selvom vi er her for at snakke med Maggie og... hvad hed han nu? Jeg kan ikke få mig selv til at fokusere på andre end Anja.

Anja, min udkårne.

Min mage.

***

Lad os allesammen lade som om, jeg ikke har holdt en pause i de sidste par uger, og at jeg også kommer til at opdatere i næste uge❤️🌱🌺🌻🍀☀️🌷🐌🍄🦋