Hvide Liljer

Rosen og tornen

Mike

Uger. Der er gået uger siden vi fandt min søster, og hendes torturbøddel går stadig fri. For hvad jeg ved er han i gang med at torturere en anden stakkel i dette øjeblik. Og imens presser Alfred på for at jeg skal komme hjem og opgive jagten på ham.

Og der er gået en uge siden Anjas mystiske besked. Og jeg forstår stadig ikke hvad den betyder.

"Mike."

Jeg løfter hovedet fra bordfladen og får øje på Anja, der står i døråbningen til min kontor. "Ja?"

"Må jeg komme ind?"

Jeg læner mig tilbage i kontorstolen og gør en fejende bevægelse mod stolen på den anden side af det store bord. "Værsgo."

Hun sætter sig på stolen. Vrider nervøst med hænderne og blikket farer rundt i lokalet.

"Er der noget galt?"

Hendes blik lander på mig, og ved en tilsyneladende kraftanstrengelse får hun sig selv til at slappe af. "Mike, vi skal alle stå til regnskab for vores gerninger. Jeg er sikker på, at hvis en ulv dræber en anden i din flok, skal han stå til regnskab over for dig, har jeg ret?"

Jeg nikker kort.

"Vi har et lignende... system, selvom de færreste der ikke selv er af jægerslægt er klar over det. Vi har et slags råd, en gruppe jægere af meget fin familie. Mine forældre var ikke i rådet, men det er Roses onkel. Og når han dør, er det Rose, der arver hans titel. Man dræber ikk-"

"Rosalie er død, Anja. Hun arver ikke noget." Jeg bider tænderne sammen ved mindet om min mage, der faldt i havet, og retter ryggen.

"Pis, okay, det havde jeg glemt. Jeg er så vant til at hun er her." Hun smiler ærgerligt. "Men det gør kun min pointe stærkere. Man dræber ikke bare et rådsmedlem, Mike. Ikke uden rigtig stærke beviser på at man var i sin ret til at gøre det." Hun ser mig dybt ind i øjnene som om hun vil sikre sig, at jeg forstår betydningen bag hendes ord.

"Hvorfor skulle jeg dræbe et medlem af jeres råd?" spørger jeg.

Hun bider sig i læben. "Hvad ved du om Rose's onkel?"

"Intet."

"Hans navn er Hector Wood. Rose besøgte ham tit, og en gang imellem tog hun mig og Alex med. Hun stolede på ham. Jeg stoler stadig på ham." Hun holder en kort pause, mens hun betragter mig.

"Jeg behøver kun slå hans navn op i kalenderen der hænger på køleskabet nedenunder, så ved jeg hvor han bor. Var det ham?"

"Nej, det er umuligt. Den mand er alt for - hvad skal man sige... Hans kone blev dræbt da de var unge og lige siden har familie betydet meget for ham. Han ser Rose som sin egen datter."

"Hvad har hans forhold til Rose at gøre med George?"

"Måske slet ikke noget. Måske er det nøglen til det hele. Han bor i et hus - en mærkelig blanding af en villa og et palæ - med en kæmpe grund rundt omkring. Vi plejede at- I hvert fald. I hans kæmpe have ligger der en underjordisk bunker - og jeg har grund til at tro at han gemmer vampyrer dernede. Og at han eksperimenterer på dem."

"George er ikke vampyr."

"Nej, men hun har fortalt mig, at der var vampyrer der hvor hun blev holdt fanget... og eksperimenteret på."

Eksperimenteret på?

Inden jeg kan nå at sige noget fortsætter hun. "Du kender ham ikke. Du har mulighed for at... undersøge ham uden at din efterforskning bliver påvirket af din holdning om ham. Bare lad være med at besøge ham inden Valentin. Du skal jo helst ikke... komme i vejen for... Min bekendtes efterforskning."