Hvide Liljer

Tilbage på klippen

Mike

Grenene pisker mig i ansigtet, da jeg løber mod havet. De river i mig, giver mig rifter ned langs siderne. Sætter sig fast i min hale og trækker små totter af pels af min krop, som om jeg er en kylling til plukning. Mine muskler arbejder på højtryk, blodet pumper rundt i min krop. Jeg er kommet ud af form under Emmas regime. 

Jeg springer over en træstub, og så er jeg ude af skoven.

Jeg løber videre.

Hen over sletten, der ville se ud som en strand, hvis jeg kunne flyve. Over krat og buskads, tørre og døde på grund af kulden. Bølgernes brusen larmer i mine sensitive ulveører. Jeg stopper brat op. 

For mellem mig og havet står Erica med hænderne foran sig, som om hun kan stoppe mig med sin rene viljestyrke. 

Jeg blotter mine tænder, men hendes rolige holdning ændrer sig ikke. 

"Skift."

Den korte kommando får mig til at knurre. 

"Skift!" Hun hæver et af sine perfekte øjenbryn. "Du ved, at jeg kan tvinge dig med magi, hvis jeg vil." 

Jeg ser hende op og ned. Overvejer mine muligheder.

Så lader jeg skiftet overtage mig, og kort efter står vi ansigt til ansigt, mindre end tre meter fra hinanden, og begge i vores skrøbelige menneskekroppe, der knap skjuler den rå styrke, der flyder i vores årer. 

"Hvorfor er du her?" spørger jeg. Bølgerne, der slår mod klipperne, er ved at gøre mig sindssyg. Lysten til at stikke af, til aldrig at vende tilbage hertil, og trangen til at springe, til at blive genforenet med Rose, kæmper en voldelig kamp inden i mig.

"Jeg er her for at forhindre dig i at hoppe i havet," siger hun.

"Hvorfor?" Jeg blotter tænderne igen. "Du kan være ligeglad. Du burde være ligeglad."

"Måske," er alt hun siger.

Jeg træder et skridt frem mod havet, og Erica tager et skridt frem mod mig. En tynd stribe af blå ild snor sig om hendes ene håndled. 

"Men Rose var ikke ligeglad."

"Hvad ved du om det?" Jeg tvinger blikket fra lyset, og ser hende i øjnene. "Hun kunne ikke engang lide nogen af os. Faktisk, så hadede hun os alle sammen."

"Det er ikke sandt." Hun trækker et krøllet stykke papir op af en fold i kjolen. "Hun bekymrede sig for dig. Hér."

Hun rækker mig papiret.

"Hvad er det?" Havet, havet. Jeg kan høre det synge, høre det kalde på mig, som en sirene, der kalder på sømænd.

"Det er et brev. Fra Rose."

Jeg kigger på det. Det er krøllet.

"Hér," gentager Erica, og svinger med papiret. "Læs det - virkelig læs det. Lad ordene synke ind i dit tykke hovede, og forstå hvor højt hun elsker dig."

Elsker, elsker, elsker, elsker...

"Hun elsker ikke længere, Erica." Min stemme knækker over. "Hun er død."

"Læs det nu bare." Hun træder tættere på og tvinger brevet i min hånd. "Jeg mener det."

Jeg ser ind i hendes gennemborende blik. Nikker. "Okay."

Et glimt af morskab flagrer igennem hendes blik, men det er hurtigt forsvundet igen, og jeg tvivler på, om der overhovedet var noget.

"Jeg skal nok."

"Godt." Hun slipper min hånd og træder et skridt tilbage.

Med rystende hænder folder jeg papiret ud, så jeg kan se, hvad der står. Bogstaverne er udtværede af vand. Om det er skum fra havet eller tårer er umuligt at sige.

Erica, står der.

Jeg har fået dit brev.

Ja, jeg er i gang med at samle brikkerne. "I et puslespil, der er større end jeg er klar over," siger du. Jeg er ikke sikker på, om jeg vil vide, hvad du mener med dét. Det viser sig i øvrigt, at jeg var lige så forbandet som byen. Hvordan er du og Tony undsluppet magien? Jeg har en teori, Erica. Jeg tror, at det er min moster, der har forhekset mig og byen.

Men der er noget andet... Jeg kom op at skændes med nogle af min fars venner, for et par dage siden. De prøvede at overbevise mig om, at jeg ikke hører sammen med Mike - at alene tanken om en jæger og en varulv, der er forelskede i hinanden, er en skændsel. 

Jeg bider mig selv i læben. Begik hun selvmord for at slippe af med skammen? Med mig? Jeg tvinger mig selv til at læse videre, selvom jeg ikke har lyst.

De prøvede at overtale mig til at forlade ham, men det har jeg ikke lyst til. Jeg tror, jeg elsker ham. Men Erica, måske får jeg ikke selv muligheden for at fortælle ham det. En jægers liv er farligt, vi har det med at dø tidligt. Det har mine forældres død mere end noget andet lært mig. 

Hvis jeg ikke klarer den, og Mike lever, har jeg brug for, at du holder ham i live. Hvis han tror, at jeg har forladt ham på grund af dumme fordomme, skal du forklare ham, hvor meget jeg holder af ham, og at jeg vil gøre alt for ham.

Du må ikke lade ham dø.

Rose.

Tårerne strømmer ned ad kinderne på mig, da jeg har læst brevet færdigt. Jeg tror, jeg elsker ham, skrev hun. Du må ikke lade ham dø. 

Jeg vil takke Erica, men da jeg ser op er hun væk, og jeg står alene tilbage på klippen.

Med et hulk falder jeg ned på knæ. Knuger brevet ind til brystet, lader tårerne overtage mig, og for anden gang i mit liv sidder jeg på klippen og græder over Rose.

Rose, min Rose. Jeg elsker også dig.