Mike
Et stort flygel står midt i musikrummet. Det slidte mærke midt på klaverbænken afslører, at der tit har siddet nogen på den, og da jeg nærmer mig klaveret, ser jeg, at der også er slidmærker på tangenterne. Klaveret dominerer lokalet, men der er også mange andre instrumenter og møbler gemt i hjørnerne. Lukkede violinkasser, en cellokasse, en harpe dækket til med et blåt betræk. Fløjter, en harmonika, et horn, en mikrofon, utallige nodestativer. Alt sammen pakket og gemt væk i beskyttende kasser. Den ene væg er domineret af vinduer, men store hvide silkegardiner dækker dem til, så solen ikke trænger ind. Selv det store flygel er dækket af et sort læderdækken, der er trukket til side, så kun tangenterne og nodestativet er synlige, men man kan næsten ikke se dækkenet, for det flyder med noder - både løse papirer og tykke bøger.
"Som alle andre jægere, var Wood-familien næsten besat af beskyttelse. Alle instrumenterne er pakket ind, de store vinduer er lavet af skudsikkert glas. Under stort set alle stolene har de bundet knive fast," siger Anja bag mig med et suk. "De levede længere, end de fleste jægere - måske fordi, de ikke myrdede uskyldige - og alligevel kunne alverdens sikkerhed ikke redde dem fra deres skæbne."
Jeg synker en klump. "Hvad med din familie? Hvor er de hende?"
Anja er længe stille, og da jeg vender mig om for at se, om hun er gået, står hun og stirrer ned i gulvet. Hun tager en dyb indånding og ser op. "Min far er død. Jeg ved ikke, hvor min mor og min storebror er."
"Så må vi finde dem."
Men hun ryster på hovedet. "Det nytter ikke noget, Michael. De er væk. Jeg kan kun gå ud fra, at de er døde. Jeg skal gå ud fra, at de er døde."
Jeg ryster på hovedet. "Hvad mener du? Der er altid håb."
"Nej, Michael. Det er sødt af dig, men... Vi blev trængt op i en krog. George og jeg nåede at flygte, men nogen var jo nødt til at blive tilbage og holde dem hen, mens vi stak af. Hvis dine ulve ikke fandt dem på motellet, er de væk."
"Du stak af, mens din familie blev tilbage og kæmpede?"
Hendes trætte blik er umådeligt sørgeligt, da vi endelig får øjenkontakt. "Du kommer aldrig til at forstå det, ulv. Om jeg så forklarede dig det tusind gange."
Så går hun.
***
Gymnasiet er tidskrævende
YOU ARE READING
Hvide Liljer
FantasyTeknisk set lever Rose kun fordi hun lavede en aftale med gudinden Selene, men sandheden er nok snarere at hun lever på to ting: hendes ønske om at hævne sig på sin onkel, og håbet om at hun kan vende tilbage til Mike til sidst. Aftalen med Gudinden...
