Hvide Liljer

Flygtninge i skoven

Mike

En sort maske.

En pistol.

Et brag.

Smerte.

Jeg besvimer.

Rose

Da jeg vågner igen, ligger jeg på noget blødt.

Eller nej, det ville være forkert at kalde det blødt.

Nogle steder er det blødt. Andre steder er det hårdt. Og andre steder stikker det og borer sig ind i min krop og gør ondt.

Jeg åbner langsomt øjnene, og bliver mødt af Alex's ansigt. Jeg åbner munden for at spørge ham, hvor jeg er, men i stedet for ord, kommer der blod ud af min mund. Alex spærrer øjnene op, og skubber til mig, så jeg ligger på siden, og alt blodet falder på jorden.

For det er jord. Jord og græs og grene. 

Jeg sætter mig op, og ser mig omkring. Jeg sidder i en skov. Ved siden af mig sidder Alex, over for mig trøster Anja George, der åbenbart har fået endnu et panikanfald.

Og ved siden af dem sidder Maggie med Adam i armene.

Hun græder. 

"Maggie?" Min stemme er svag og grødet. 

Ingen svarer.

Jeg vender mig mod Alex. "Alex?" 

Han ser væk. Undgår mit blik. "Vi blev angrebet," siger han.

Jeg nikker. Jeg kan huske, at jeg døde. Forhåbentlig tror de andre, at jeg bare besvimede.

"Hvordan er vi havnet her? Hvad skete der med dem, der angreb os?"

"Vi..." Hans stemme knækker. "Vi flygtede, fordi der var for mange af dem. Jeg slyngede dig over skulderen, og så løb jeg alt, hvad jeg kunne. Men far..." Han lukker øjnene et øjeblik. "De skød ham i ryggen. Han var allerede skadet, så han haltede... Han var langsommere end os andre. Så da vi var nået ind i skoven, var han stadig flere hundrede meter bag os. Vi så ham-"

Han ser mig forpint ind i øjnene. "Vi så ham blive skudt. Og så forsvandt de bare. Puff! Pist væk, i den blå luft."

"Det var dem, Sorror," kvækker George. Hun er helt rød i hovedet, og hun trækker vejret i stød, men i det mindste græder hun ikke længere.

"Hvem?" spørger jeg. 

"Dem! Det var dem, Sorror! Dem, der angreb mig og Mike. Dem, der-" Hun udstøder et forpint hulk, og vifter hænderne mod sine blinde øjne.

Jeg mærker blodet forsvinde fra mit ansigt, og jeg rejser mig op. "Er du sikker?"

"Ja."

***

Vi er tilbage på det dårlige motel, hvor George og jeg blotlagde os selv for hinanden. Receptionisten bag skranken er forsvundet, så i stedet tager vi bare nogle nøgler, og låser os ind på et tilfældigt værelse. 

Der stinker af støv, som om, der ikke er blevet gjort rent i dagevis. Som om, der ikke har været nogen på motellet i dagevis.

Men der er senge, og der er et supermarked blot ti minutters gang væk, så vi skiftes til at tage et bad, for at få vasket blodet af ansigterne.

Ingen siger noget, bortset fra, da Anja og Alex lavmælt aftaler, at han skal købe ind, mens hun hjælper deres sørgende mor i bad.

Da Alex kommer tilbage, spiser vi i total stilhed.

Så aftaler vi kort, hvem, der skal tage hvilken vagt.

Så går vi i seng.

***

Stakkels Maggie! Og Adam døde😢

Og stakkels jer, at jeg ikke kan finde ud af at opdatere til tiden! Lol. Hvordan mon Mike håndterer det der med at mærke Rose dø flere gange? Bliver han vred? Bliver han ked af det? Who knows! 

Men jeg skal beskrive det i næste kapitel, og det magter jeg virkelig bare ikke... Kapitlet efter det, tho.... Det tror jeg, at jeg skriver nu🤩

*Edit: Jeg glemte at give kapitlet en titel lol... så fik I lige et kort indblik i, hvordan mine noter ser ud🤪