Hvide Liljer

Uventet besøg på palæet

Rose

Støvkornene danser i sollyset, der strømmer ind gennem vinduerne i biblioteket. Jeg sidder på bordet med ryggen lænet op af vindueskarmen, så solstrålerne rammer min bog som om det var en lampe.

Det var oprindeligt min mening at læse op på vampyrer, men efter kun en times læsetid er jeg blevet distraheret af min skygge på bordpladen. Det er vidunderligt, egentlig, at solen har skinnet så konstant så længe midt om vinteren, på trods af det tunge snefald vi oplevede i går. Og det er mærkværdigt, at jeg kan finde nydelse i min onkels hus efter de ting, han har trukket mig igennem. Men ikke desto mindre mærker jeg et lille smil, da jeg hæver en hånd, der får støvkornene til at danse rundt i hvirvler, og min skyggehånd gør det samme. Jeg åbner langsomt hånden op, betragter mine lange fingre, der bliver længere af lysets indfaldsvinkel. Knytter dem sammen i en næve og forsøger at gøre hånden så smal, at den har samme bredde som min underarm. Løfter bogen fra mit skød med den anden hånd og forsøger at gøre den så smal som muligt. Leger med siderne, så det ser ud som om bogen er en fugl med vinger. Danner et lille skyggehjerte med de to midterste sider.

"Deja vu."

Mit blik forlader min skygge, og møder min kusines rolige øjne. Hun sidder for enden af studerebordet og ser tænksomt på mig. Jeg sænker armene så bogen ligger i mit skød igen.

"Hvad mener du?" spørger jeg.

Hun trækker på skuldrene. "Det er anden gang jeg betragter dig, mens du sidder med en bog og leger med lyset fra et vindue. Sidste gang var det godt nok månens lys, men stadig. En interessant gentagelse."

"Det kan jeg faktisk godt huske," siger jeg, og forsøger at genkalde mig øjeblikket. "Jeg stod og kiggede i den bog, Leo gav mig, og som I nu har, da du afbrød mig."

Hun lader høfligt min spydige kommentar prelle af. "Hvad var det du så i den?"

"Ord. Det er en bog."

Hun lægger hovedet på skrå. "Det var mere end bare ord. Du så forvirret ud, dine øjne var klemt helt sammen." Hun løfter hænderne op foran sine egne sammenklemte øjne og demonstrere med fingrene hvor smalle hun synes mine øjne var. "Som om du næsten kunne læse noget, men ikke helt. Du lignede en der manglede briller."

Jeg havde lænet mig frem, da jeg legede med min skygge, men nu læner jeg mig tilbage mod vindueskarmen og lukker bogen i med et smæld. "I kan ikke læse bogen," konstaterer jeg. Det er ikke et spørgsmål. "I hvert fald ikke andet end det, Leo forheksede den til at vise os."

Hun nikker kort. "Det er frustrerende, hvis jeg skal være ærlig. Jeg har forsøgt mig frem med et utal af besværgelser, og jeg er endnu ikke nået ind til bogens virkelige tekst. Det eneste jeg kan læse i den handler om hvad der kendetegner de forskellige arter." Havde hun været mindre dannet ville hun have sukket dybt nu.

"Så du vil vide hvad jeg læste i den."

Hun nikker igen. "Hvis du ikke har noget imod at dele din viden. Eller i det mindste fortælle os hvordan du selv blev udødelig."

Hun lægger en hånd på et af mine udstrakte ben, der ligger oven på papirer, bøger og blyanter. Jeg krydser anklerne, så hendes hånd falder tilbage på bordet.

"Nu går du ud fra at jeg selv har interesse i at bogen bliver oversat og brugt," minder jeg hende om.

Hun blinker. "Jeg-"

Jeg griner til hende. "Jeg driller dig. Selvfølgelig ønsker jeg at bogen bliver tydet. Den er mit eneste håb for at se mine forældre igen, jo." Krystallen om min hals begynder at blive varm. En advarsel. "Men jeg så ikke noget, desværre. Jeg troede- men det var bare månelyset der spillede mig et pus. Er du sikker på, at vi overhovedet har fat i den rigtige bog?"

"Ja. Eller det vil sige, Hector er. Han bliver vredere og vredere for hver dag der går uden at bogen er blevet oversat. Jeg er bange for at han lader det gå ud over stakkels Andreas. Det ville være meget nemmere, hvis du bare fortalte, hvad du oplevede bag månen. Det ville hjælpe os en hel del."

Jeg trækker på skuldrene. "Det ved du godt, at jeg ikke kan. Jeg har forklaret det tusind gange før. Gudinden holder sine hemmeligheder meget tæt på kroppen."

Min kusine nikker. "Det forstår jeg godt." Så rejser hun sig op og retter på kjolen. "Nå, nogen har krydset din onkels grund uden tilladelse. Vil du være sød at finde Andreas og tage ham op på hans værelse, indtil det er overstået?"

Jeg trækker på skuldrene. "Det skal jeg nok. Hvordan kan du vide-"

"Åh, det er enkelt nok. Jeg har sat magiske sladrehanke op langs udkanten af grunden, så jeg får et lille prik på skulderen, når nogen, der vil os det ondt, krydser." Hun smiler til mig, som om hendes forklaring giver mening.

Jeg trækker på skuldrene igen. "Kommer du op og henter os, når vi må komme ud igen?"

Hun nikker. "Selvfølgelig."